Skrevet af Anja
Vi havde forsøgt at bliver gravide i godt 1 år, og det ville bare ikke lykkes. Så vi gennemgik først 3 IUI-H (insemination med partners sæd), som alle var negative. Dernæst blev vi henvist til en offentlig fertilitetsklinik.
I andet ICSI (mikroinsemination) forsøg bliver jeg gravid og bliver scannet allerede i uge 7+6. Jeg får da at vide til scanning, at vi venter tvillinger. Hvilken glæde, når vi har kæmpet længe for at blive gravid.
Da jeg allerede er 8 uger henne, kan jeg ikke passe mine almindelige bukser, og jeg må begynde at bruge ventetøj. Da jeg er 12 uger henne, kan maven på ingen måde skjules.
Da jeg arbejder i sundhedssektoren og har skiftende vagter, vælger min daværende arbejdsgiver at opfordre mig til at blive langtidssygemeldt, dvs. først komme tilbage til mit arbejde, når min barsel er slut.
Min egen læge bakkede 100% op om min arbejdsgiver, da vi har kæmpet for denne graviditet. Så konklusionen blev, at jeg kun arbejdede 1 uge, inden jeg blev sygemeldt.
Jeg havde en fantastisk graviditet indtil uge 32+0. Da begyndte jeg at være så besværet af alt det væske, jeg ophobede i ben, fingre osv., at jeg næsten ingen ting kunne mere.
I uge 36+0 bliver jeg indlagt til aflastning, da jeg ikke kan spise mere, uden at jeg kaster det hele op igen. Jeg har virkelige mange smerter i mit ene ben. Jeg bliver undersøgt hver dag af læger, som hver gang konkluderer, at det er på grund af væske, at jeg har så mange smerter.
Jeg bliver ved og ved med at kæmpe for min sag, da jeg er 100% sikker på, at der er noget helt galt. Der går 3 dage med 6 forskellige læger, der kigger på mit ben, uden at der sker noget. Endelig kommer min kontaktlæge og sender mig omgående til en scanning af mit ben. Jeg havde 3 blodpropper i mit ene lår!
Efter den besked bryder min verden sammen, og jeg kan slet ikke overskue min hverdag, og hvordan hele fødslen osv. skal forløbe. Jeg fik besked om, at jeg ikke ville blive sat i gang eller ville kunne få kejsersnit eller få andet smertestillende end akupunktur eller lattergas under den forestående fødsel.
Begrundelse var, at det ville være for risikofyldt mht. indre blødninger/forblødning, når jeg får så meget blodfortyndende medicin. De ville kun tilbyde et kejsersnit, hvis enten mit eller mine pigers liv var i fare.
Jeg må ærligt indrømme, at hvis jeg ikke var bange, så blev jeg bange for fødslen.
Uge 37+0. Klokken var mange denne aften. Min mand gik sent, og jeg var gået i seng og sov. Jeg vågner kl. 23.15 og tror, at jeg har tisset i sengen. Lidt efter kommer jeg i tanke om, at det da er vandet, der er gået.
Så går det hele stærkt. Mine egne veer begynder 15 minutter efter, vandet er gået. Jeg bliver flyttet fra barselsafsnittet til fødegangen. Jeg fik lagt vedrop med det samme, og så rullede veerne ellers bare derud ad.
Kl. 06.50 blev vores første pige født. Hun havde det super og lå ved far, mens jeg arbejde videre med at føde nr. 2. Men nr. 2 ville bare ikke ud. Hun skulle først "guides" ned i fødselsvejene.
Jeg var på det tidspunkt meget træt og afkræftet og havde ingen føling mere med presseveer og lignende. Jeg skulle ligge og bevæge mig i alle mulige og umulige stillinger. Det er meget hårdt, når du har født ét barn og kæmper med nr. 2. samtidig med, at der står en jordemoder og holder på maven, så nr. 2 ikke vender sig på tværs, men det lykkedes heller ikke med alle deres fine ideer.
Pludselig kan de se på overvågningen, at nr. 2 ikke har det godt mere. Narkosen kommer styrtende ind, og så er vi virkelig mange mennesker inde på denne lille stue. Tvillingefødestuen er "kun" ½ så stor som en almindelig.
Jeg er ved at være så bange for, hvad der sker, da de jo har fortalt mig omkring de store problemstillinger, der lige er for mig mht. kejsersnit og blodfortyndende.
De spørger mig om, hvad jeg vil. Jeg vil bare have hende ud NU. De synes, at jeg skal have en sidste chance. De vil forsøge med sugekop. De får anlagt denne sugekop, og hun kommer ud i første pres. Men hun er meget medtaget og kommer ikke over til mig. Jeg fik hende ikke at se før på neonatal.
Nr. 1 Emma blev født kl. 6.50 og vejede 2.834 gram og var 49 cm lang.
Nr. 2 Julie blev født kl. 8.03 og vejede 2.973 gram og var 50 cm lang.
Som om hele fødslen ikke var nok, ville min moderkage heller ikke ud. Livmoderen ville ikke trække sig sammen, og da pigerne var 5 dage gamle, fik jeg brystbetændelse 1. gang, og pigerne fik gulsot.
Men efter 14 dage med pigerne på neonatal kom vi hjem. Problemerne for os stoppede desværre ikke. Julie fik kolik, jeg fik brystbetændelse for 2. gang og havde store problemer med min blodfortyndende medicin, som jeg fik i 4 måneder efter fødslen.
Pigerne blev ammet, indtil de var 9½ måneder.
Når jeg tænker tilbage på min graviditet og fødsel, har det overhovedet ikke skræmt mig fra at få et barn mere. Det jeg husker som det værste var, at der skulle så meget til for at overbevise lægerne om, at der var noget helt galt med mit ben.
I dag er pigerne 20 måneder og trives, og vi har det alle godt.
15-12-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025