Skrevet af Maria
Jeg begyndte så småt at få veer omkring spisetid mandag den 14. maj. Jeg kunne sagtens holde dem ud, og dagen fortsatte, som den ellers ville have gjort med kaffe hos oldemor Gurli flere gange. Dog fik jeg ikke sovet så meget om natten, da jeg vågnede af veerne.
Tirsdag den 15. maj var det stadig stille og rolige veer med lang tid imellem, så vi var en tur hos den kommende farmor og farfar. Mens vi var derude, begyndte de veer at bide en lille smule, men jeg kunne stadig godt holde det ud. Så vi kørte en tur på pizzeria, da vi regnede med, at det nok blev det sidste, vi fik at spise, inden jeg skulle føde.
Jeg måtte lige låne disken til at hvile på, inden vi bestilte, da jeg jo selvfølgelig fik en ve, lige som vi skulle til at bestille maden. Og jeg måtte da også holde et par enkelte pauser, mens vi spiste, så jeg kunne koncentrere mig om ikke at spænde under veerne.
Hjemme igen måtte jeg lige drikke en kop kaffe hos oldemor Gurli, for hun troede, at vi var kørt på hospitalet, da vi ikke var hjemme.
Klokken ca. 22 ringede jeg så til fødegangen og meldte, at jeg havde uregelmæssige veer, men ingen vandafgang, og at veerne alligevel var begyndt at bide lidt. Jeg ville jo gerne undersøges og vide, om jeg var begyndt at åbne mig. Men jordemoderen mente bestemt ikke, at jeg var i fødsel, og hun syntes, jeg skulle blive hjemme.
Jeg ringede igen ca. kl. 24, for nu syntes jeg faktisk, det gjorde ret ondt, selv om veerne stadig var uregelmæssige. Men igen mente de ikke, jeg var noget nær fødsel, og jeg skulle da kun komme, hvis jeg absolut insisterede. Så jeg blev hjemme på sofaen lidt endnu og sendte farmand Kenneth i seng, så bare en af os kunne få lidt søvn den nat.
Jeg prøvede at brodere lidt, mens jeg ventede på sofaen, men det kunne man altså ikke, for hver gang jeg havde kigget på mønsteret og skulle til at sætte nålen i stoffet, fik jeg lige en ve mere. Så jeg opgav broderiet og satte mig i stedet til at se lidt fjernsyn.
Men ved 2-tiden blev der pludseligt kortere mellem veerne, og de varede også længere tid nu. Og inden jeg vidste af det, havde jeg nonstop veer med meget få og meget korte pauser imellem.
Da der endelig kom en pause, forsøgte jeg at ringe til Hillerød Sygehus, men der var optaget på begge linjer, så jeg bestemte mig for, at vi bare måtte køre nu, uanset om de var klar til os eller ej. For jeg kunne hverken sidde, ligge, gå eller stå for veer.
Så jeg fik vækket farmand Kenneth med besked om, at nu kunne han altså godt komme ned. Det gjorde han så, og havde hurtigt alt klar, inklusive mig, i hurtigt tempo, men med en god ro over sig. Vi brugte vidst lige et kvarters tid på at komme ud til bilen, for jeg havde et enkelt langt pitstop på vejen.
Det var lidt svært at sidde i bilen med alle de veer hurtigt efter hinanden, da jeg havde det bedst med at stå med rumpen lige i vejret og tegne 8-taller. Det kan man jo ikke på et bilsæde, så jeg sad og hoppede lidt op og ned, mens jeg pev lidt af mig selv og bandede alle opbremsninger og ujævnheder i vejen af H til.
Da vi ankom til sygehuset, blev jeg parkeret ved indgangen, mens Kenneth parkerede bilen. Det tog os omkring 45 minutter mod normalt ca. 3 minutter at gå fra indgangen op til fødeafdelingen, da jeg temmelig ofte måtte stå stille i mange minutter med hurtige stærke veer.
Og jeg skulle i hvert fald ikke ned at sidde i en kørestol, for det ville bare gøre ondt og give mig endnu flere veer, var jeg sikker på, og det orkede jeg altså ikke. Lidt dumt, men sådan blev det, for man skal ikke diskutere med en fødende kvinde.
Klokken 4.15, lige da vi kom rundt om hjørnet til fødeafdelingen, kunne jeg høre en jordemoder, der sagde, at de gik og ventede på en ung pige, der sagde, at hun skulle føde. "Det er mig", tænkte jeg bare. Og lige som vi kom forbi døren til kontoret, var jeg lige ved at støde ind i jordemoderen.
Men jeg skubbede hende væk, for jeg havde lige nøjagtig fået endnu en ve, og den gjorde bare nas, så jeg kastede mig op af væggen, hvor der var en kant, jeg kunne støtte mig til. Den ret så unge jordemoder kiggede meget medfølende på mig et par minutter og sagde så: "Nåh, du har da vidst nogle gode veer".
Jeg tænkte bare, at det da ikke var for sjov, jeg havde ringet ind tidligere, men jeg kunne kun få en lille summende lyd ud. Jordemoderen fik helt dårlig samvittighed og undskyldte nærmest, for hun kunne jo se, at jeg faktisk havde prøvet på at ringe klokken 2, så hun ville skynde sig at finde den jordemoder, jeg skulle føde med, så jeg kunne komme videre i systemet.
Jeg blev fulgt ind på en undersøgelsesstue, og heldigvis undersøgte jordemoderen mig indvendigt, inden hun gjorde noget andet. For det skulle jo vise sig, at jeg var 5 cm åben, så vi skulle videre til fødestuen med det samme. Jeg skulle lige en tur på toilettet, hvor jeg måtte stå op og tisse, fordi jeg ikke kunne sidde for veer, og så videre til fødestuen.
På vejen ind til fødestuen blev jeg ret så irriteret på min jordemoder, for hun ville hele tiden holde mig i armen, sikkert fordi jeg så meget besværet og træt ud, men det gad jeg simpelthen bare ikke. Ingen skulle unødigt røre mig, så længe jeg havde så ondt, så det fik hun meget pænt besked på at acceptere, og så kunne vi fortsætte stille og roligt ind på fødestuen.
Inde på fødestuen kunne jeg bare se en stor og dejlig elevationsseng, så den skyndte jeg mig at kravle op på. Så sad jeg der på knæ og forsøgte at pille mit tøj af, selvom det var hundesvært, for jeg havde lige en ve på vej, og midt i det hele måtte jeg hoppe ned af briksen, da jeg ikke kunne nå at lægge mig ned, inden veen var over mig.
Så stod jeg der splitter ravende Hans-Jørgen og svingede med bagen igen. Nåh færdig med det, og så ellers op på briksen og ligge, så jeg kunne få hvilet mine stakkels trætte ben.
Kl. 4.25 fik jeg sådan et bælte på, der skulle måle min og babys hjertelyd og vise, hvornår jeg havde veer.
Kl. 4.36 bliver jeg undersøgt, fordi jeg meddeler, at jeg har pressetrang, og allerede der er jeg 8 cm åben. De sidste 2 cm var svære, da jeg syntes, det var lidt svært at holde igen på presseveerne.
Kl. 4.55 kastede jeg op, og under veerne dalede Bastians hjertelyd lidt voldsomt og alt for længe, så han skulle have en elektrode på hovedet, så de kunne se hans tal helt præcist.
Det gik faktisk rimeligt nemt og hurtigt, men da de skulle tænde for computeren, ville den ikke virke, så de måtte finde den mobile computer. Da de fik tændt for den, var der intet netværk på, så der måtte lige en ind og kigge på computerne midt under fødslen.
Så ville de også pludselig have 2 blodprøver fra Bastians hoved, og helt ærligt, lige der blev jeg altså lidt træt af jordemoderen og lægen. For hver gang de skulle noget med Bastians hoved, skulle jeg presse ham lidt frem, men ikke ud, og holde et svagt konstant pres, så han ikke smuttede ind igen, mens de tog prøverne.
Og det er altså skide svært for at sige det mildt. Men alt for barnet selvfølgelig, så det gjorde jeg da. Men det endte med, at de måtte nøjes med 1 prøve, da de ikke kunne få mere ud.
Da jeg kom ind på stuen, fik jeg lattergas og nåede at kaste op en enkelt gang. Jeg kan også kun huske, at jeg havde omkring 3 eller 4 pauser, og i den første fik jeg sagt, at jeg var temmelig tør i halsen, så der blev hentet lidt isvand til mig. Det sørgede Kenneth så for, at jeg fik en tår af i de næste 2 eller 3 pauser.
Så kom tiden, hvor Bastian skulle ud, og det synes jeg var ret svært. Jeg var meget træt, og jeg synes, det gjorde forfærdeligt ondt. Det endte da også med, at jordemoderen beordrede Kenneth til at tage lattergassen fra mig, så jeg kunne hjælpe ordentligt til med at få ham ud.
Min eneste kommentar var et bedende "naaarj", men væk var den, og kort efter klokken 6.41 var Bastian ude, og det værste var overstået.
Klokken 6.48 fødte jeg moderkagen uden veer, men det var nu ikke noget problem. Den så fin ud og var, som den skulle være.
Så skulle jeg syes med 2 sting. Av for den da. Piv, piv, det ville jeg helst ikke, men det skulle jo ordnes, så jeg bad om at få noget nålefri bedøvelse. Jeg fik lidt tryllecreme på, og alligevel hoppede og pev jeg noget, da hun stak nålen i mig.
  Bastian blev født den 16. maj 2007. Han fik 10 i apgar score med det samme og vejede bare sølle 2.770 gram og målte 51 cm. Vi blev på sygehuset en enkelt nat, fordi personalet gerne ville holde øje med, om Bastian spiste ordentligt, da han jo havde tabt sig lidt det sidste stykke tid i maven.
Hele vejen var Kenneth rigtig god til at hjælpe mig. Han var hamrende tålmodig på hele den langvarige gåtur fra hospitalsindgangen til fødeafdelingen. Han var god til at læse, når jeg ikke kunne holde ud at blive rørt ved under veerne, og så var det jo ham, der sørgede for, at jeg fik lidt isvand i de få pauser, jeg havde. Det var selvfølgelig også Kenneth, der klippede navlestrengen.
Og hvor var det skønt, at se hans stolte ansigt, da han fik sin lille søn i armene. Det var nok den største dag i mit liv, og selv om det gjorde ondt og krævede mere energi, end jeg lige syntes, jeg havde, så ville jeg til hver en tid gøre det igen.
Desværre var det ikke en fantastisk oplevelse at ligge på barselsgangen, selv om det kun var et døgn. For den sygeplejerske, der havde vagten, da vi ankom til barselsafsnittet, var lidt af en snerpe.
Hun lod til at være overbevist om, at Kenneth og jeg ikke kunne sørge ordentligt for Bastian, og især var hun bange for, at jeg ikke ville give ham mad nok. Men det havde hun nu ikke behøvet at bekymre sig om.
Vi valgte alligevel at blive der et døgns tid, så de kunne holde øje med, at Bastian ikke tabte sig for meget. Alt den tid sygeplejersken havde vagten, kom hun hele tiden og bankede på døren og ville lige sige eller undersøge et eller andet på os begge 2, og hver gang sluttede hun af med at sige: "Du skal også tisse", og jeg sagde: "Ja ja, men det skal jeg altså ikke endnu, men jeg skal nok kalde, når jeg skal". Og 10 minutter senere var hun der igen.
Så snart hun så, jeg ikke ammede Bastian, kastede hun sig over mig og sagde, at hun da mente, Bastian var sulten, så jeg endte med at amme nonstop, når ikke der lige var en bedste eller moster, der skulle holde ham. Så vi var meget glade, da hun endelig tog hjem.
Heldigvis var natsygeplejersken rigtig sød. Hun kom ikke i tide og utide og generede os med alt muligt unødvendigt. Tværtimod fik hun temmelig ondt af mig, da hun klokken 1.30 opdagede, at jeg stadig ammede Bastian, som lod til at være helt umættelig.
Så hun tilbød at give ham lidt modermælkserstatning for at se, hvor sulten han egentlig var. Og han var slet ikke sulten. Han syntes bare, at det var smadder hyggeligt at hænge i mors babser hele tiden. Så Bastian blev lagt i sengen hos mig, og da vi begge sov tungt, kom natsygeplejersken og flyttede ham over i krybben, så jeg kunne sove i fred og ro.
Dagen derpå blev der lige lidt kaos, da Bastian og jeg vågnede, for han havde skidt ud over det hele, på mig og i sengen. Så jeg rejste mig selvfølgelig op for at gå ud og skifte ham, men lige da jeg ramte gulvet, opdagede jeg, at jeg selv skulle tisse rigtig meget, og det er bestemt ikke let at holde sig, når man lige har født.
Så jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne, for at nå at skifte Bastian, så jeg selv kunne komme på toilettet. Men desværre kunne jeg ikke holde mig, og jo mere Bastian skreg på puslebordet, jo mere tissede jeg i bleen. Så jeg var temmelig flov, da jeg stod 24 år gammel med en stor tung ble og tissede på gulvet midt i puslerummet.
Men heldigvis var jeg alene derinde, så jeg skyndte mig at blive færdig med Bastian og tørrede gulvet og fik afleveret ham til farmand Kenneth på stuen med besked om, at han gerne måtte tage Bastian, da jeg selv trængte til at få skiftet bleen.
 Alt i alt en generelt god oplevelse og til tider mægtig morsomt, synes jeg selv. Jeg er sikker på, at nogle af de ting, jeg gjorde og sagde (råbte) under fødslen, har været meget morsomme at høre og se på.
Jeg håber, I har nydt at læse min beretning. Jeg har i hvert fald brugt rigtig meget tid på at læse alle jer andres.
19-12-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025