Skrevet af Camilla
Jeg har før skrevet fødselsberetninger om mine 2 andre børn, og synes også lige, jeg vil dele dette med jer. Vi ventede vores tredje barn med termin i maj 2008. I forvejen har vi en pige fra 2003 og en dreng fra 2006.
Vi var til nakkefoldsscanning, da jeg var 13 uger henne, og alt så normalt ud. Den lille lå og sprællede med arme og ben.
Da jeg kom lidt længere hen, syntes jeg ikke, jeg mærkede liv. Jeg var ret dårlig og måtte sygemeldes i første omgang for 14 dage. Da de 14 dage var gået, og jeg egentlig skulle have fået det bedre, havde jeg det endnu mere dårligt, og jeg kunne intet overskue. Min læge satte mig i behandling for en depression, for sådan som jeg beskrev, jeg havde det, mente hun, at jeg var ved at udvikle en depression, og derfor skulle det behandles i opløbet.
Da jeg havde været i behandling i 3 dage, begyndte jeg at pletbløde og måtte af sted til lægen igen. Hun mente, at jeg havde en anelse bakterier i min urin, og derfor kom jeg i behandling for blærebetændelse.
Den 10. december havde jeg tid til misdannelsesscanning, og da jeg kom op at ligge på briksen og fik scanneren på maven, kiggede sygeplejersken på mig og sagde, at hun ikke kunne finde noget hjerteblink, og at hun ville tilkalde en læge.
Lægen kunne kun bevidne, hvad sygeplejersken havde sagt. Min lille baby levede ikke mere! Den var alt alt for lille i forhold til, hvor langt jeg var henne, og de mente ikke, den havde været i live i de sidste 4-5 uger.
Vi fik lige tid til at sunde os, hvorefter vi skulle op på fødegangen. Jeg skulle have en pille til at forberede kroppen til det, der skulle ske. Jeg fik at vide, at jeg skulle sættes i gang den efterfølgende morgen kl. 7, og derfor valgte jeg at blive og overnatte på sygehuset.
Jeg fik en seng på en afdeling, der egentlig var lukket ned. Den var kun blevet åbnet på grund af pladsmangel. På samme gang lå en mor, der havde en lille baby på neonatal og en helt nybagt mor. Men jeg havde det okay med det, for jeg var afklaret med, at min situation så ud, som den gjorde.
Efter en nat uden den helt store søvn mødte jeg på fødegangen kl. 8. De havde lige rykket det en time. Vi sad og ventede på, hvad der ventede os, da der kom en læge ind og meddelte os, at vi var blevet fejlinformeret, og at den pille, jeg havde fået dagen forinden, skulle virke i mindst 36 timer, og at de først ville sætte mig i gang dagen efter.
Jeg valgte derfor at tage hjem, selv om jeg dagen inden havde forsvoret, at jeg tog hjem, før det var overstået. Men forude ventede der 24 timer, inden der ville ske noget, og det havde jeg ikke lyst til at vente på på sygehuset. Jeg havde også fået sundet mig oven på beskeden, mens jeg havde været der.
Den efterfølgende morgen mødte vi igen på fødeafdelingen kl. 8, og kl. 8.50 blev jeg sat i gang med stikpiller. Det skal lige siges, at jeg kl. 1.30 natten forinden var begyndt at få veer, og derfor havde været i telefonisk kontakt med fødegangen. De mente dog, at jeg skulle tage det stille og roligt.
En halv time efter, jeg var blevet sat i gang, fik jeg veer hvert minut, og det var meget smertefuldt. Jeg skulle oven i forklare personalet, om de smerter, jeg havde, virkelig var fysiske, eller om det var psykisk, fordi jeg vidste, at barnet var dødt. Jeg kunne med 100 procent sikkerhed meddele dem, at det var fordi, det gjorde fysisk ondt, og jeg fik derfor noget smertestillende.
Kort tid efter gik vandet, og så havde jeg overhovedet ingen smerter mere. Lægen mente, at det ville gå hurtigt, men det gik fuldstændig i stå. Jeg læste ugeblade, fik frokost og fik mig en middagssøvn, uden der skete mere. For en sikkerheds skyld havde jeg fået et drop i hånden, hvis der skulle ske noget uforudset, og jeg skulle have narkose.
Jeg var oppe på toilet, men der skete stadig ikke noget, og klokken var efterhånden blevet 16. Jeg skulle på toilet igen, og det var altså ikke den nemmeste ting i verden med et dropstativ på slæb, men jeg kom dog derud igen. Næsten inde ved min seng kunne jeg mærke, at der skete noget, og min mand måtte skynde sig at få fat i jordemoderen. Der stod jeg med dropstativet og et barn, der var kommet ud, og blev bedt om at kravle op i min seng.
Det var en meget lille dreng, der var kommet ud. Han fik klippet navlestrengen og blev lagt i en bakke. Han så ud som en baby, bare i miniatureudgave, han var jo kun 8 cm lang fra hoved til rumpe. Umiddelbart kunne vi ikke fysisk se, at der skulle være noget galt, og det kunne lægen heller ikke.
Han skal nu obduceres, så de måske kan sige, hvad der er gået galt. Måske finder de noget, og måske gør de ikke, men det får vi først at vide, når vi bliver kaldt til samtale engang i det nye år.
Nu skal vi så indstille os på, at det ikke var nu, vi skulle være forældre igen. Selvfølgelig er vi blevet forældre, men vi har jo ikke fået nogen baby med os hjem. Vi er dog enige om, at hvis det viser sig, at der skulle være et handicap, der er årsag til, at det er gået, som det er, så er det godt, at det er sket nu. Vi har trods alt 2 børn mere at tage hensyn til.
Det er ikke sikkert, at vi får svar på, hvad der var galt, men vi kan ikke lave om på det, der er sket. Nu skal vi bare finde ud af med os selv og hinanden, om vi har mod på at prøve igen, eller om vi skal holde ved de 2 guldklumper, vi har i forvejen. Det kan kun tiden vise.
Tak fordi du læste med så langt. Mange hilsner fra Camilla.
24-12-2007
|
Kommentarer
© 1999-2025