Skrevet af Pernille
Jeg havde termin torsdag den 30. august, men der var intet tegn på, at du var på vej. I weekenden kom Mormor og Morfar på besøg i et forsøg på at være her, når du kom. Vi gik nogle lange ture for at sætte gang i tingene, men intet skete.
Farmor og Farfar var taget af sted på ferie i Østrig, og Mormor og Morfar tog hjem tidligt mandag morgen. Nu var vi helt alene. Ingen barnepige til storebror Peter.
Mandag var jeg til jordemoder Cathy kl. 11. Jeg tryglede om en igangsættelse, men det eneste, hun kunne gøre, var at love mig en scanning og lægesamtale på 10. dagen i stedet for 14. dagen, altså på Mormors fødselsdag.
Cathy undersøgte maven, og der var fin hjertelyd. Hun trykkede rundt på maven for at få en fornemmelse af din størrelse. Hun tøvede, da hun skulle skrive din vægt. Jeg spurgte, om det var over 4 kilo. Hun kiggede op, mens hun skrev 3.900 gram og sagde, at de fleste bliver så forskrækkede, hvis der står 4 kilo. Men denne vurdering er jo ret usikker, så det kan sagtens være, at barnet er 4 kilo stort.
Min mave var helt øm efter alt hendes trykken på den. Som dagen skred frem, fortsatte jeg med at være øm, og jeg fik den tanke, at det måske var mere end bare ømhed. Så jeg begyndte at tage tid på, hvor ofte jeg havde ondt.
Der var 20 minutter imellem, men veerne var ret svage, så jeg var ikke bekymret. Det fortsatte hele aftenen. Kl. 20 ringede jeg efter din far, så han kunne komme hjem fra spansk. Steen, vores nabo, ville tage sin mobiltelefon med i seng, så han kunne passe Peter, hvis der skete noget i løbet af natten. Jeg havde veer med 20 minutters mellemrum hele natten, og jeg sov dårligt.
Tirsdag morgen havde jeg stadig veer. Jeg ringede til fødegangen og fortalte, hvordan jeg havde det. Hun rådede mig til at blive hjemme, da det kunne vare længe endnu. Jeg var dog velkommen til at komme ind og blive undersøgt. Hellere komme en gang for meget end en gang for lidt.
I løbet af formiddagen forsvandt veerne. Alligevel bad vi Antons mor fra mødregruppen hente Peter i børnehave, så Peter kunne sove hos Anton, hvis der nu skulle ske noget om natten.
Om aftenen kommer veerne igen, nu lidt kraftigere, men meget uregelmæssige. Jeg sover godt om natten og mærker kun enkelte veer.
Da vi stod op onsdag den 5. september, kom veerne oftere med 3-7 minutter i mellem. Jeg ringede igen til fødegangen, hvor jeg snakkede med Cathy. Kl. 8 ankommer vi til Sønderborg. Cathy undersøger mig. Jeg er 1-1½ finger åben, og veerne er stilnet af.
Hun råder os til at gå en lang tur og komme igen kl. 10. Det gør vi så. Vi tager trapperne ned fra 4. sal og går langs havnen, rundt om slottet og tilbage til sygehuset, stadig med svage veer.
Kl. 10 undersøger Cathy mig igen. Jeg er ca. 2 fingre åben, og der er ikke udsigt til fødsel foreløbig. Men de har ikke ret meget at lave, så vi må godt få en fødestue, hvor vi kan være, hvis vi er utrygge ved at tage hjem. Det tager vi imod.
Vi sidder der en time, og der sker ingenting. Kl. 11 tager vi hjem. Jeg spiser frokost, og Far tager på arbejde. Kl. 12.30 kommer veerne igen. De kommer oftere, de er længere og kraftigere. Kl. 13.30 ringer jeg til Far og beder ham komme hjem.
I bilen ringer jeg til fødegangen igen, snakker med Signe og siger, at nu er der 3 minutter imellem, og at vi kommer. Kl. 14 ankommer vi til sygehuset. Denne gang tager vi elevatoren op til fødegangen.
Hver onsdag kl. 14 er der rundvisning på fødegangen. Da vi stiger ud af elevatoren, står der ca. 20 gravide med ægtefæller og glor (misundeligt) på os. Vi haster ind af døren. Her bliver jeg undersøgt af en ny jordemoder og hendes praktikant.
Jeg er stadig kun 2 fingre åben. Hun smiler overbærende til mig og holder et længere foredrag om, hvordan andengangsfødende altid kommer for tidligt, og at jeg måske slet ikke føder i dag. Men vi kan da godt få en fødestue (nr. 3), og så kan et lavement måske sætte mere gang i veerne. Jeg får lavement, men der er ingen ændring i veerne, som nu er svage.
Kl. 14.30 kommer Signe med nyt mod. Hun klapper i hænderne og siger: "Nu skal vi have gang i den fødsel, så du kan komme hjem inden jul. Jeg har en plan". Planen går ud på, at vi først venter 2 timer, så tager hun vandet, og så skal jeg gå rundt på gulvet, så tyngdekraften kan hjælpe dig ned.
Kl. 16.30 kommer hun igen. Hun tager vandet, som kommer i en stor skylle ud over sengen, så hun får travlt med at skifte sengetøj og mit tøj, men alt ser fint ud. Hun sætter CTG på, som måler veerne og din hjertelyd. Hun går, og din far og jeg ligger sammen i sengen og lytter til dit hjerte i en halv time.
Kl. 17 kommer hun igen. Jeg bliver jaget ud på gulvet, sengen bliver hævet, og en stor sækkepude bliver lagt i sengen, så jeg kan læne mig ind over den, når jeg har veer. Så snart jeg står op, vælter veerne ind over mig med en voldsom styrke.
Jeg får nåle i lænden og en varmepude, det hjælper lidt. Og Far holder en kold våd klud på min pande. Den glider ned over øjnene, og jeg forsvinder ind i min egen verden og kæmper med smerterne.
Kl. 17.30 kommer de ind med aftensmad til Far. Han sætter sig ved et lille bord og spiser sin hakkebøf. Imens er det Signe, der holder mig i hånden.
Kl. 17.45 får jeg lov at lægge mig i sengen, men jeg ligger ikke godt, og kort tid efter får jeg begyndende presseveer. Det siger jeg til Signe. Hun undersøger mig og fortæller, at jeg er 8 cm åben, og at jeg ikke må presse endnu. Hun siger også, at hun godt kan forstå, hvis jeg havde det slemt, for jeg har åbnet mig mange cm på de sidste 45 minutter.
Kl. 18 er der vagtskifte, og ind kommer Mette Marie med en fødselslægeelev og en ny SOSU-assistent også med en elev. De står ved døren og snakker om mig og om, at nu kan det nye hold lige tage slutspurten. Mette Marie siger til mig, at jeg godt må presse lidt med, når veerne er slemme. Det kan måske tage toppen af smerterne.
Og så må jeg godt stille og roligt gå over til fødelejet (ca. 5 meter, men de længste 5 meter i mit liv). Jeg går med Far ved min arm, men må stoppe konstant på grund af presseveerne, som jeg naturligvis presser på. Signe står stadig og hyggesnakker med det ny hold personale.
  Kl. 18.04 kommer jeg endelig op på fødelejet, hvorefter Mette Marie udbryder: "Jamen, du har jo født, hovedet er ude!". Jeg får lidt lattergas og presser resten af din krop ud. Du skriger med det samme, kommer op at ligge på min mave og bliver pakket ind i tæpper.
Mette Marie siger grinende, at hvis jeg skal føde med hende igen en anden gang, så vil hun gerne være med i lidt mere end 4 minutter. Du havde en hånd med ude sammen med hovedet, og den har revet et blodkar itu. Det kommer der en læge og syer. Resten syer fødselslægeeleven.
Kl. 20.30 bliver vi udskrevet fra fødegangen til afdeling G32 familieafsnittet værelse 2.
Torsdag morgen kommer Peter og hilser på os. Han er en stolt stolt storebror. Han giver dig en tiger og en løve, og du giver ham en Lego politibil, som du havde med indefra mors mave.
Lørdag formiddag bliver vi hentet af Far, Peter, Mormor, Morfar, Stine og Simon.
03-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025