Skrevet af Betina
Nu har jeg læst så mange beretninger, så nu må det være min tur.
Min mand og jeg mødte hinanden i august 2002 og blev forlovet efter 2 måneder. Vi flyttede sammen, og i januar 2003 besluttede vi, at vi hellere ville være 3 end 2. Jeg droppede p-pillerne, og efter kun 2 måneder var testen positiv. Jeg fik terminen 14/12, men den blev senere flyttet til 31/12.
Graviditeten forløb helt efter bogen. Jeg tog kun 7 kg på, urinprøver var fine, blodprøver var fine, jeg havde ingen kvalme, men var til gengæld træt som et helt alderdomshjem.
De sidste 2 måneder inden fødslen blev jeg sygemeldt, for jeg sov næsten 16 timer i døgnet, og min læge vurderede, at jeg havde behov for meget hvile, især fordi vi også havde mange ting at slås med på hjemmefronten, dog ikke problemer mellem manden og mig.
Den 5. januar 2004 var der ikke sket noget som helst, og i ren desperation ringede jeg til min mands faster, der er zoneterapeut og akupunktør. Jeg spurgte, om hun havde erfaring med at sætte fødsler i gang. Ja, 9 ud af 10 var født dagen efter, og jeg var ingen undtagelse.
Da jeg gik i seng om aftenen, var der intet at mærke, så jeg planlagde at rydde op i julepyntet, der i min familie altid står til Helligtrekongers dag. Den måtte min svigermor og mor tage sig af.
Jeg vågnede kl. 2 om natten og havde lidt ondt hvert 5. minut, så jeg vækkede min mand, da fødegangen gerne ville se os. Inden da var vi lige forbi to tankstationer, for jeg ville have bananer, inden jeg skulle føde. Det er de mest mærkelige ting, man kan finde på som gravid.
Da vi ankom til sygehuset, var beskeden, at jeg kun var 2 cm åben, men de ville gerne beholde mig, give mig lidt morfin, og så kunne jeg få en observationsstue at sove på. Ja tak.
Da jeg vågnede kl. 8 - jeg havde ikke mærket meget på grund af morfinen, der gjorde mig meget døsig - var veerne væk, og vi gik en tur. Det fik lidt gang i det igen, men ikke meget.
Kl. 12 blev vi enige om, at vi ville spise frokost i cafeteriet. Min jordemoder spurgte, om jeg ikke skulle have et bind på, hvis nu vandet gik. Ah hva'? Først på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg rent faktisk snart ville blive mor.
Nå, vi gik i cafeteriet, og min mand masserede mig pænt over lænden, hver gang der kom veer. Sikke et syn det måtte have været. Omkring kl. 15 gjorde veerne mere ondt, og jeg følte det som om, jeg var i helvede. Men først kl. 21.13 blev vores datter født. Efter 11 minutters presseveer.
  Så alt i alt tog fødslen omkring 19 timer. Belært af første fødsel håbede jeg på, at fødsel nummer 2 kun ville tage omkring 15-16 timer. Bare nogle timer kortere, så var jeg tilfreds, da jeg den 7. januar 2007 stod med en positiv test.
Vi havde forsøgt i 10 måneder, så jublen var stor. Den blev bare meget mindre, 5 timer efter testen var positiv. Dagen forinden var en ung mor på 24 år og hendes to børn blevet myrdet af deres far/kæreste.
Omkring kl. 10 samme dag tog vi på søndagsindkøb, og på forsiden af Ekstra Bladet kunne jeg læse, at det var min veninde fra folkeskolen, som jeg i nogle år tilbragte hvert frikvarter sammen med.
Om fredagen den 12. januar var første lægebesøg. Vi fik lavet vandrejournal, gynækologisk undersøgelse, blodprøver m.m. Lige derfra tog jeg til blomsterhandleren og hentede en bårebuket og tog til min venindes begravelse. Helt surrealistisk.
Jeg havde lige fået at vide, at jeg ventede et nyt liv, og samtidig måtte jeg tage afsked med 3: Yvonne på 24 år, Søs på 3 år og Julian på 6 år.
Den 21. marts blev vi kaldt til Haderslev Sygehus. Min mormor havde fået det værre, efter at hun i december faldt hjemme i køkkenet og brækkede en del af hoften. Nu var hun kommet så vidt, at hun skulle til genoptræning i Haderslev. Men nej, hun havde fået en infektion, og hun havde frabedt sig genoplivning, hvis det kom så vidt.
Vi fik samlet min morfar, min mor, moster og min mand, og jeg kørte mod Haderslev. Vi var der kl. 12.15. Min mormor var død kl. 12.05.
Den 27. marts var vi først til første jordemoderbesøg, og dernæst kørte vi til min mormors begravelse. Igen var en milepæl fulgt af en begravelse.
I juni begyndte jeg at få problemer med bækkenet og blev deltidssygemeldt. Samtidig var mit blodtryk for højt, og jeg skulle hvile så meget som muligt samtidig med, at jeg skulle kæmpe med, at mit hoved var et stort kaos af tanker.
Resultatet af de fire dødsfald, bækkenproblemer og problemet med blodtrykket var også, at jeg tabte 8 kg, mens jeg var gravid. Jeg rendte ustandseligt til undersøgelser, fordi de troede, det var for højt stofskifte som følge af graviditeten, og de frygtede, at babyen ikke havde det godt.
Jeg mærkede heller ikke særlig meget liv, og til sidst blev vi sendt til vækstscanning. Her blev det konstateret, at der var for meget fostervand, og vi skulle vente på en læge, fordi det kunne tyde på problemer med nyrerne, blæren eller mavesækken. Det hele blev dog afblæst.
Da jeg var gået en uge over tid, var jeg fuldstændig grædefærdig. Jeg ringede for at få en tid til at blive sat i gang ugen efter, og jeg brød sammen i telefonen, da jeg snakkede med jordemoderen.
Hun bad mig komme op, og så ville hun se, om hun kunne løsne hinderne. Det kunne hun, og hun var sikker på, at jeg ville føde tirsdag eller onsdag. Det blev torsdag, og der skete stadigvæk ikke noget. Torsdag aften tog jeg igen af sted til zoneterapeut og kørte hjem med plukkeveer, men ikke mere end det.
Fredag kl. 5.15 skulle jeg på wc og kunne godt mærke lidt plukkeveer, men de gjorde ikke ondt. Kl. 6 ringede jeg alligevel til fødegangen, for plukkeveerne kom hvert 5. minut, men de gjorde ikke ondt. Så var jeg nok ikke i fødsel, men for en sikkerheds skyld skulle jeg komme omkring kl. 7.30.
Kl. 7.20 kørte vi mod børnehaven og en tankstation. Mobiltelefonen var løbet tør for taletid. Damen ved kassen lagde mærke til, at jeg stod med lukkede øjne indimellem og spurgte høfligt, om jeg var dårlig, så ville hun gerne ringe efter en ambulance.
"Nej tak, jeg tror nok bare, at jeg har veer". Og så så hun lidt underlig ud i ansigtet, men ønskede mig held og lykke. Nå, datteren blev afleveret i børnehaven, og mens manden gjorde det, kom der er en ve, der virkelig gjorde nas.
Vi ankom til sygehuset omkring kl. 7.35, og det blev konstateret, at jeg var 4 cm åben. Jeg måtte da have haft mange plukkeveer, og det kunne jeg sige nej til. De havde ikke gjort ondt, men været effektive.
Jeg kom i karbad omkring kl. 8.30, fordi veerne ikke var regelmæssige, og det blev de aldrig, så jordemoderen var bange for, at de ville stoppe. Kl. 9.30 kom narkoselægen, da vi var blevet enige om at lægge kateteret til en epiduralblokade, hvis det skulle ende med akut kejsersnit, da jeg er overvægtig, men jeg ville ikke have medicinen.
Narkoselægen havde travlt, så jordemoderen skulle ringe, når jeg var kommet op af badet, var tørret osv. Og så gik han. Jordemoderen undersøgte mig, og jeg var 7 cm åben. Hun satte ve-måler og hjertekurve til. Det skulle jeg ligge med i en time.
Da gjorde veerne så ondt, så jeg kunne ikke ligge stille. Hun rensede min hånd og skulle til at lægge saltvandsdrop, da vandet gik. Jeg følte det som om, en elastik sprang i maven på mig. Hun smed alt, hvad hun havde i hænderne, og tørrede op.
 Hun var ikke færdig, da jeg 7 minutter senere fortalte, at jeg havde presseveer, og kl. 10.13 var vores datter født. Det gik så stærkt, at jeg ikke engang lagde mærke til, at hendes hjertelyd dykkede, hver gang jeg havde veer.
Jordemoderen spurgte bagefter introlægen, der havde været med, om de skulle gå ind til fødslen ved siden af, hvor det hele gik lidt mere efter bogen.
Så hos mig gik første graviditet helt efter bogen, mens fødslen trak ud. Anden gang gik graviditeten ikke efter bogen, men det gjorde fødslen. Nå ja bortset fra, at det gik meget hurtigere.
Anden fødsel tog 2 timer og 43 minutter, fra jeg var sikker på at have veer, til jeg holdt vores pige i armene. Skal vi engang have nr. 3, så tør jeg ikke blive hjemme for længe. Ikke efter den oplevelse.
05-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025