Skrevet af Majken
Drømmen har altid været 3 børn, siden jeg som lille pige gik rundt med min dukkevogn og legede far-mor-børn. Jeg skulle bare lige finde ham, der skulle være far til mine børn, og det tog nok lidt længere tid end forventet. Men da prinsen, Nicolai, var fundet, og beslutningen om børn var taget, var jeg 100% klar til, at nu skulle jeg være mor.
Derfor kom det som et chok for mig, da jeg i det tidlige forår 2006 fik at vide, at det at få børn ad naturens vej nok ikke lige lå inden for rækkevidde. Jeg var helt slået ud og var klar til at gå i fertilitetsbehandling med det samme.
Heldigvis var der ikke langt fra ord til handling, og inden længe sad vi hos en fertilitetslæge. Lægens prøver viste, at vi skulle starte direkte med mikroinseminering, da vi ellers havde meget små chancer.
Første forsøg var en kedelig oplevelse. Det viste sig, at jeg producerede alt for mange æg, hvorfor de måtte afbryde medicinen undervejs, og det resulterede i, at samtlige æg var væk. Et kæmpe nederlag og noget, jeg slet ikke var forberedt på.
Heldigvis var vi i gang igen kort tid efter, og denne gang var der 6 æg, hvoraf de 3 "overlevede". De 2 æg blev sat op, og 14 dage senere kom beskeden, at nu skulle jeg være mor.
Det var slet ikke til at tro, at jeg kunne være så heldig. Jeg var ovenud lykkelig og glædede mig afsindig meget til at nyde min graviditet og gøre alt klar til min babys ankomst. Jeg kunne slet ikke vente med at dele min lykke med hele verden.
Jeg var pavestolt over, at jeg var gravid, og intet kunne slå mig ud, før min kvalme i døgndrift startede altså! Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke kunne holde det skjult på mit arbejde, da jeg var helt vildt syg. Dagen lang havde jeg kvalme, og jeg tænkte kun på, hvornår jeg kunne gå i seng og sove, så jeg kunne få det på afstand.
"Den søde ventetid", kalder man det. Men for mig var det et mareridt i vågen tilstand. Jeg var så dårlig, at min læge foreslog en 14 dages sygemelding, for så gik det nok over. Det gjorde det bare ikke.
Sygemeldingen blev forlænget flere gange for til sidst at blive permanent frem til fødslen. I den periode orkede jeg ingenting. Jeg var verdens dårligste kæreste. Fysisk kontakt var det sidste, jeg havde lyst til, og ting som rengøring, indkøb og madlavning blev automatisk Nicolais job, da jeg ingen energi havde.
Vasketøj, som blev hængt op søndag, blev først taget ned igen fredag, hvad der er meget usædvanligt for mig, som normalt er et perfektionistisk menneske, der nærmest står ved siden af vasketøjet og venter på, at det tørrer for at kunne lægge det pænt på plads i skabene.
Da der var ca. 3 måneder tilbage af min graviditet, begyndte min vægt at stige meget hurtigt, og jeg fik meget væske i kroppen. Derfor gik jeg til akupunktur på hospitalet, og jordemoderen, som stod for det, så meget mærkelig ud i ansigtet, da hun modtog mig en morgen. Hun var bekymret for min tilstand og bad mig om at gå til lægen et par dage senere med en urinprøve for en sikkerheds skyld.
Denne urinprøve viste, at jeg udskilte proteiner, og jeg blev sendt retur til hospitalet, som valgte at sende mig hjem igen. Der var nok ikke noget galt alligevel, så jeg skulle bare møde op igen nogle dage senere til rutinetjek.
Den tirsdag morgen, jeg kom tilbage, blev jeg efter lang ventetid hevet ind i et andet lokale og fik beskeden: "Jamen, vi indlægger dig så". Jeg blev helt paf og begyndte straks at græde. Hvorfor nu det? Hvad var der galt? Har barnet det godt? Tankerne fløj igennem hovedet på mig.
Det viste sig, at jeg havde tegn på svangerskabsforgiftning, og de ville gerne beholde mig for at holde øje med udviklingen. Jeg var både rystet og glad på samme tid. Rystet over, at jeg måske fejlede noget, men glad fordi der blev holdt øje med mig og barnet.
Efter nogle dage blev jeg igen testet, og udviklingen gik lidt for stærkt. Derfor foreslog de, at vi gik op på børneafdelingen for at få en rundvisning og se et barn på vores størrelse i levende live - så vi var forberedt.
Besøget på børneafdelingen foregik med en stor klump i halsen, og var en kamp for at holde tårerne tilbage. Det hele var så uvirkeligt. Stemningen på afdelingen var meget dyster. Der var mørkt og konstante bip-lyde fra overvågningsapparaterne. Efter besøget fik jeg lov til at komme hjem på weekend, og det var fantastisk dejligt igen at ligge i min egen seng.
Mandag morgen, efter 6 dages indlæggelse, kom en jordemoder ind til mig og tog alt spiseligt og drikkeligt fra mig, da prøverne viste, at jeg havde udviklet svær svangerskabsforgiftning. Det var derfor i dag, at jeg skulle føde.
Jeg tog det egentlig pænt hele dagen, mens jeg ventede. Min mor og Nicolai ventede sammen med mig, og vi grinte af det, vi kunne. F.eks. da chefjordemoderen skulle lægge drop på mig, og det sprøjtede ud med blod. Det var tydeligvis ikke noget, hun havde prøvet i lang tid, men jeg havde meget brug for drop, da jeg var dehydreret.
Da portøren kørte af sted med mig, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne. Jeg havde været så stærk hele dagen, men pludselig blev det for meget. Bekymringerne væltede ind over mig, og følelsen af, at det var nu, var slet ikke til at bære. Min mor fulgte med, så langt hun måtte, og blev efterladt ude foran operationsgangen. Nicolai fulgte naturligvis med hele vejen.
  Kort tid efter, narkoselægen havde lagt bedøvelsen, kom Hannah skrigende til verden. Sygeplejersken, som stod ved siden af mig, drejede mit hoved mod venstre og sagde: "Se, der er hun", og jeg kunne skimte en lang blå pølse, som de kom gående med.
Da hun blev født knapt 6 uger før terminsdatoen, skulle hun straks videre til børneafdelingens neonatalafsnit. Dog fik Nicolai lov til at holde hende og stolt vise hende frem til mig, inden de gik med hende. Han fik også lov til at bære hende hele vejen op til modtagelsen, fordi hun havde det så godt.
Imens Hannah blev undersøgt, skulle jeg syes sammen. Jeg husker, hvordan tiden sneglede sig af sted, indtil de endelig var færdige. Da jeg blev kørt ind på opvågningen, blev jeg mødt af min mor, som tålmodigt havde ventet.
Kort tid efter kom også min søster med en stor pose med alt det tøj i små størrelser, hun havde kunnet støve op i byen. Nicolai kom ned for at sige, at Hannah havde det strålende, og gav mig mit første foto af vores vidunderlige datter.
Mens jeg lå og ventede på, at bedøvelsen skulle fortage sig, blev der skudt adskillige omgange ketogan i mit drop, da jeg havde rigtig mange smerter. Dette resulterede i en enorm kvalme, en følelse jeg kendte udmærket fra graviditeten.
Endelig kunne jeg blive kørt op til barselsgangen, hvor jeg blev indlogeret på en enestue, og kort tid efter kørte portøren mig ned til Hannah. Jeg fik hende op til mig, og endelig var jeg rigtigt blevet mor.
Tiden, jeg var på neonatalafdelingen den aften, husker jeg lidt som en tåge. Jeg var helt væk af al den medicin, jeg havde fået, men husker alligevel tydeligt, hvordan følelsen af lykke strømmede igennem mig.
Natten tilbragte jeg på barselsgangen sammen med alle andre de nybagte mødre. Forskellen på mig og dem var bare, at jeg ikke havde mit barn hos mig. Næste morgen kom Nicolai med morgenmad, og vi fik en kørestol til mig, så vi kunne komme ned til Hannah.
Da vi ankom på neonatal, var det en helt ny verden, der åbnede sig. Sygeplejerskerne havde fuldstændig overtaget mit barn. De havde givet hende mad, skiftet hende, vejet og målt hende og i det hele taget passet hende og gjort alle de ting, som jeg burde have gjort som nybagt mor.
Jeg sad med hende lidt og gik så ned for at hvile mig igen. Det hele var så uvirkeligt, og jeg havde meget svært ved at forholde mig til situationen.
Nogle timer senere var det tid til første besøg, nemlig min mor og søster, som skulle se Hannah for første gang. Sygeplejerskerne havde sagt, at Hannah helst ikke måtte sidde hos andre end mor og far i den første tid, men min søster holdt alligevel Hannah ganske kort tid.
En sygeplejerske kom ind og spurgte, om jeg ville skifte mit barn. Jeg blev helt forvirret over spørgsmålet, for selvfølgelig ville jeg det. Jeg vidste simpelthen ikke, at hun skulle skiftes. Ingen på afdelingen havde sat mig ind i "slagets gang", og jeg vidste ikke rigtigt, hvilket ben jeg skulle stå på den første dag.
Næste dag var jeg mere afklaret med tingene og tog selv helt over, når Hannah skulle have mad, skiftes, vaskes osv. Jeg begyndte at få følelsen af, at jeg var Hannahs mor, og at sygeplejerskerne var sygeplejersker, og at det var mig, der bestemte over hende og ikke dem.
Ikke alle sygeplejerskerne respekterede min rolle som mor. Især en bestemt tog helt over og fik mig til at føle mig meget dårligt tilpas. Efter nogle dage med hende på stuen, måtte jeg skære igennem og få hende væk fra os.
Det var rigeligt at skulle være indlagt og vænne sig til denne mærkelige start med Hannah. Jeg havde ikke brug for også at skulle forsvare mig hele tiden og få følelsen af, at Hannah ikke var 100% min.
4 dage efter Hannahs ankomst havde hun fået gulsot og skulle i lysbehandling. Det var mit livs værste 2 døgn til dato. Jeg havde fået beskeden, at jeg ikke måtte tage hende op overhovedet det første halve døgn.
Jeg var så ked af det, at jeg blev nødt til at gå op for mig selv på min stue på barselsgangen. Jeg havde enormt dårlig samvittighed overfor min datter, fordi jeg gik. Omvendt var jeg bare så ked af det, fordi jeg ikke måtte sidde med hende, og jeg havde brug for at græde lidt for mig selv.
Efter nogle timer gik jeg tilbage til hende og sad ved siden af hendes vugge og græd det meste af tiden, mens hun var i lysbehandling.
Alle besøg blev aflyst, undtagen min mor. Venner og familie skulle ikke huske billedet af min lille bitte pige liggende kun i en ble og et par mærkelige solbriller til at beskytte øjnene mod lyset. Det var rigeligt for mig selv at skulle håndtere det.
Heldigvis var der vagtskifte om eftermiddagen, og den næste sygeplejerske sagde, at jeg gerne måtte tage hende op alligevel. På mærkværdig vis gik de 2 døgn alligevel forholdsvis hurtigt, og endelig måtte Hannah igen tages op så meget, som jeg havde lyst til.
Tiden på hospitalet føltes afsindig lang. Jeg var rigtig ked af det meget af tiden, og havde meget svært ved at acceptere, at vi skulle være der. Hannah fejlede jo ingenting, men kunne ikke selv spise. Og så længe hun ikke kunne det, ja så var vi indlagt.
De andre mødre på afdelingen virkede helt anderledes end mig. Alle gik bare rundt og så ud som om, det var det mest naturlige i hele verden, at de var der. Det var derfor meget lidt kontakt, jeg havde med de andre, da jeg simpelthen følte mig så anderledes end dem.
Mange af de andre mødre tog ofte væk fra hospitalet. Nogle tog endda hjem og sov. Jeg selv kunne slet ikke være væk fra Hannah. Jeg nægtede at tage hjem og sove, selv om sygeplejerskerne blev ved med at sige, at jeg ville have godt af det. Men hvad vidste de egentlig om, hvad der var godt for mig?
Jeg sad hos Hannah fra tidlig morgen til sen aften de første 6 dage. Når der skulle tages blodprøver, lovede jeg Hannah at være der, og det var jeg hver gang. Ingen skulle stikke i min lille pige, uden jeg kunne være der og trøste hende.
Jeg blev selv udskrevet efter 6 dage på barselsgangen og fik en stue på neonatal, hvor jeg fik Hannah med ind til mig. Det var nu lidt mere, som det normalt er, når man bliver mor og er på en barselsgang. Lige bortset fra, at Hannah fik sondemad, fordi hun stadig ikke kunne spise selv.
Fordi det at kunne spise selv var lig med udskrivelse fra hospitalet, kæmpede jeg meget for at få amningen i gang. Jeg havde malket ud hver 3. time dag og nat, siden dagen efter fødslen, men der var kun meget lidt mælk.
Samtidig var Hannah ikke specielt begejstret for at skulle sutte mælken ud selv, så efter mange mislykkede forsøg med amning, prøvede jeg at give hende en sutteflaske. 3 dage senere spiste hun al sin mad selv af sutteflasken, og jeg fik at vide, at næste dag kunne Hannah og jeg komme hjem.
Den lørdag morgen i april hentede Nicolai mig tidligt, og vi skulle ud og hente barnevogn og købe de sidste småting. Vi efterlod Hannah hos sygeplejerskerne i halvanden time, noget jeg bestemt ikke var glad for, men vi skyndte os, så meget vi kunne.
Da vi kom tilbage, lå vores lille prinsesse og sov sødt i sin vugge. Hun havde knapt nok ænset, at hun var "alene", men jeg havde det stadig skidt med, at vi havde forladt hende.
Efter lægen havde givet grønt lys for udskrivelse, stod vi pludselig med vores eget barn i liften og var klar til at tage hjem. Det var på mange måder en mærkelig følelse at blive udskrevet, for mens vi var indlagt, føltes det som, at verden udenfor var gået i stå. Jeg vidste ingenting om, hvad der var sket i de 19 dage, der var gået, siden Hannah kom til verden.
Da vi senere på dagen sad i vores egen sofa med vores eget barn, var lykken fuldkommen. Nu var vi endelig en lille familie med far, mor og barn.
Den første nat hjemme havde vi anbragt Hannah i vuggen lige ved siden af vores seng, men vi måtte sande, at hun hellere ville ligge hos os. I hvert fald blev hun først helt rolig, da hun blev flyttet over i vores seng.
På udskrivelsestidspunktet vejede Hannah ca. 2.400 gram, så hun fyldte ikke meget i sengen, og jeg var nervøs for, om Nicolai ville trille ind over hendes lille krop. Det skete naturligvis ikke, og næste morgen vågnede vi alle 3 op til vores første rigtige dag sammen som familie.
Og sådan skete det, at jeg blev mor for tidligt. Intet blev, som jeg havde drømt om. En svær graviditet, et kejsersnit, indlæggelse på neonatal, 100% flaskebarn, men jeg ville aldrig have været oplevelserne foruden.
Min skønne lille prinsesse giver mig så meget kærlighed, som jeg ikke troede muligt at få fra sådan en lille størrelse. Drømmen om 3 børn er lagt lidt på køl. Hannah skal i hvert fald være en stor pige, før der tilsættes yderligere krydderi på vores tilværelse herhjemme!
 Epilog: Hannah er i dag knapt 8 måneder og er helt med mht. vægt og længde. Mén af den tidlige ankomst har primært været, at hun har haft svært ved at kapere mange mennesker på samme sted.
Derfor har Hannah tilbragt det meste tid hjemme, og større forsamlinger har vi skånet hende for. Der har ikke altid været forståelse for dette fra vores nærmestes side, men vi har valgt at ignorere, hvad andre synes, og i stedet for kun gøre, hvad der er bedst for Hannah.
07-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025