Skrevet af Mette
Dette er så min anden og sidste fødselsberetning. Jeg fødte min søn Lucas i 2005. Det var en nem og hurtig fødsel, der tog 7 timer og 18 minutter fra første ve. Ingen bedøvelse og ingen hjælpemidler af nogen art. Så kan det da ikke gå nemmere.
Øhh, think again. Jeg blev gravid igen i 2007, og min termin blev fastsat til 1. oktober 2007. Tiden gik, og jeg blev tykkere og tykkere.
Mod slutningen af graviditeten gik jeg og var bange for at få meget vand i kroppen (den eneste ting, jeg virkelig havde døjet med i min første graviditet). Det kom heldigvis ikke, så pyha ingen stikken og prikken i hele kroppen, og jeg kunne bøje alle fingre og tæer, hvilket var en umulighed i sidste graviditet.
Terminen nærmede sig og oprandt, men intet skete. Æv æv. Sidst havde jeg født 6 dage før termin, så det var jeg sikker på, at jeg gjorde igen, men nej. Men så den 2. oktober 2007 kl. 21.30, én dag over termin, skete der noget. Jeg fik nogle underlige små mavekneb. Jeg var sikker på, at det var noget andet, så jeg gik til og fra toilettet i pendulfart.
Mystisk, tænkte jeg, for disse små mavekneb varede kun ca. 10 sekunder, men de kom med 2 minutters mellemrum. Jeg troede absolut ikke, det var veer, men jeg ringede alligevel til fødegangen kl. 22.00 og spurte, hvordan jeg skulle forholde mig.
En sød jordemoder spurgte til min sidste fødsel, og da jeg fortalte om den, sagde hun med det samme, at jeg lige skulle komme ind og blive tjekket. Vi ringede til svigermor, der skulle passe Lucas. Hun kom kl. 22.30, og vi kørte straks.
Vi ankom til sygehuset kl. ca. 23.00, og jeg blev straks vist ind i et undersøgelsesrum. Mine mavekneb var i mellemtiden tiltaget en smule, men jeg kunne stadig snakke og gå normalt. Men jeg var dog ikke længere i tvivl om, at det altså var veer.
Jeg blev undersøgt, og til min store overraskelse var jeg 8 cm udvidet og i fødsel. Hold da op, nåede jeg lige at tænke, og så gik det løs.
Jeg blev straks bikset ind på en fødestue, og veerne blev nu for alvor slemme. Jeg prustede og stønnede, det bedste jeg havde lært. Heldigvis gjorde det ikke mere ondt, end jeg kunne joke og snakke mellem veerne.
Kl. 24.00 var jeg 9½ cm åben, og min søde og dejlige jordemoder sagde, at nu ventede vi bare på, at pressetrangen skulle melde sig. Hun var enormt sød og behagelig. Stille og rolig type, man føler sig tryg ved med det samme.
Kl. 00.30 blev jeg bedt om at lægge mig på fødebriksen. Pressetrangen begyndte så småt at melde sig på toppen af veerne. Dejligt, så kunne jeg endelig arbejde med.
Kl. 00.50 var presseveerne rigtig gode, og jeg fik bare besked på at gå til den. Så det gjorde jeg. På én presseve kunne jeg mærke, at jeg pressede babyen helt ned til åbningen, og det var en underlig fornemmelse, jeg slet ikke kunne huske fra sidst, jeg fødte. Hmm, tænkte jeg, så ligger baby klar i "affyringsrampen".
Næste presseve kom, og det gjorde hovedet også. Jeg lå og tænkte på, at det faktisk var en smule træls, at det snart var ovre, for jeg vidste inderst inde, at det var sidste gang i mit liv, jeg skulle føde et barn (2 stk. er nok til mig).
  Kl. 01.02 kom sidste presseve, og det gjorde Caroline også. Hun kom med et lille skrig og blev straks placeret på min mave. Fantastisk, at det kan lade sig gøre. Far var pavestolt og kneb en tåre.
Vi lå og hyggede lidt, mens jeg fik 3 små knuder. Jeg havde fået en lille bitte flænge, men ikke noget at skrive hjem om. Mor, far og Caroline lå nu i en dobbeltseng og hvilede ud.
Jeg kunne ikke rigtigt sove og lå bare og betragtede de to sovetryner. Ved 4-tiden listede jeg ud og tog et bad, og kl. 6.00 kørte vi hjem til Lucas og farmor.
Fantastisk oplevelse. 3½ time og så var det klaret. Hvor er jeg lykkelig og lettet. Nu vil jeg bare nyde min "lille" (4.055 gram og 54 cm) prinsesse og se hende vokse sig stor og fræk som sin storebror!
23-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025