Skrevet af Marita
Da jeg selv har haft stor glæde af at læse fødselsberetninger her på Netbaby, mener jeg ikke, at det er andet end rimeligt, at jeg også bidrager med min egen gode oplevelse.
Fredag morgen den 21. september 2007 vågner jeg ved, at min mands vækkeur ringer kl. 6. Jeg bliver rigtig træt af det, da jeg mærker, hvor ondt det gør i min hals, og ærgrer mig over at være blevet forkølet. Min dejlige mand kommer derfor ind med en dejlig varm kop te, før han kører på arbejde, og idet jeg skal til at slurke lidt, synes jeg, at det gør en smule ondt i lænden.
Jeg lægger mig igen, men kan mærke, at følelsen kommer tilbage. Træt af at være gået 5 dage over tid begynder jeg spændt at tage tid på "følelsen". Det var slet ikke den fornemmelse, jeg havde forventet. Det føltes som akut øm lænd med en snert af forstoppelse! Jeg kan se på min timer, at der måske går 8-10 minutter imellem, så jeg er godt tilfreds - endelig! Jeg vælger at lægge mig på sofaen og se morgen-TV, da jeg nok ikke kan sove mere alligevel.
Sådan går formiddagen med at hygge lidt rundt. Min mor havde overnattet hos os, men for ikke at skuffe hende ville jeg ikke sige, at jeg havde veer, før de var så gode, at jeg nu var sikker i min sag. Det gjorde jeg så ved 10-tiden, og hun foreslog straks, at vi skulle gå en tur. Men da blev jeg nødt til at indrømme, at det jo allerede havde varet i et godt stykke tid, og at jeg bestemt ikke havde lyst til at gå nogen tur.
Jeg havde også skrevet til min mand, at jeg regnede med, at vi blev forældre inden ét døgn, så da han kom fra arbejde kl. 13, troede han, at vi havde god tid. Han skulle lige en tur ud at hente sin firmabil og spurgte derfor, om jeg ikke kunne køre ham. "NEJ!", blev der svaret! Heldigvis bor hans søster tæt på og kunne ordne det for mig.
Mens han var væk, tog veerne til, og da han kom hjem igen, kunne jeg overraske ham med, at vi altså skulle på sygehuset. Da var klokken omkring 15. Jeg havde i forvejen varslet jordemoderen, at jeg nok kom til at føde i løbet af døgnet, men at det gik fint med veerne, og at vi bare blev hjemme. Dog blev jeg nødt til at ringe igen en time senere og fortælle, at nu var vi altså på vej.
Køreturen tog 20 minutter og var egentlig OK, da min mand kørte meget pænt. Men da vi fik parkeret bilen ved sygehuset, tog det 8-9 veer og pauser, inden vi kunne nå fødeafdelingen. Så kunne vi godt regne ud, at nu var den i hvert fald god nok.
Vores dejlige jordemoder var ikke kommet på vores ankomsttidspunkt, så vi blev vist ind på en stue, hvor vi bare hyggede lidt. Kl. 16.30 kom jordemoderen og tjekkede. Jeg var kun 1 cm åben. HVAD? Øv, mand! Hun foreslog dog, at vi lige gik en lille tur og blev tjekket igen, inden hun kunne sende os hjem igen med god samvittighed.
Jeg kom dog ikke længere end ud på gangen, hvor jeg blev nødt til at sætte mig ned. Min mand gik ned og købte lidt slik og et blad, men jeg blev i min kære stol i en time, og det gjorde altså lidt ondt på det tidspunkt.
Jeg blev tjekket igen. 1 cm, men jeg fik en ve, mens jordemoderen undersøgte mig. Hold da op. 4 cm! Jubbiii! Så var jeg lige pludselig i fødsel. Min mand gik ned og hentede mine ting fra bilen, mens jeg klædte om og ventede på et dejligt varmt badekar.
Imens havde jeg nogle vidunderlige varmepuder, som jeg meget varmt kan anbefale! De blev presset mod min lænd under veerne, da mine veer koncentrerede sig omkring lænden. Jeg mærkede ikke rigtig noget andre steder.
En halv time senere og 6 cm kom jeg i badekar, og det var bare rigtig dejligt! Dog syntes jeg, at det var lidt svært at finde en god stilling under veerne i det store kar. Der var ikke noget at holde i under kanten.
Veerne begyndte at blive meget slemme, og jeg blev lidt svimmel. Derfor ville jordemoderen give mig iltmasken, men den kunne jeg slet ikke finde ud af at bruge, så den blev kasseret. Jeg begyndte at spørge lidt pænt til en epidural, fordi jeg pludselig havde fået meget slemme veer, men jordemoderen syntes lige, at vi skulle se den næste ve an og så bedømme derefter.
Hun kiggede på mig og sagde, at hun godt kunne forstå, at det gjorde så ondt på mig, fordi jeg åbnede mig med lynets hastighed. Da var jeg oppe på 9 cm, og vi havde været på sygehuset i 4 timer.
Jeg kom op af karret, fordi jeg havde ikke lyst at føde der, da jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg blev tørret af, og min mand blev nødt til at holde mig, da jeg som sagt var lidt svimmel på det tidspunkt.
Jeg kom over på fødelejet, hvor jeg kunne ligge på maven på en sækkepude et stykke tid. Det var dejligt at få en pause fra veerne. Jeg kunne mærke, at jeg blev helt klar igen, og min krop begyndte så småt at forberede sig på presseveer. Det gik fint med at presse, men da mit fostervand så pludselig gik, var det grønt, og jeg fik sat hjertemåler på maven.
Min mand, som er født med en hjertefejl, har siden sagt, at han aldrig har været så bange i sit liv, fordi han ikke vidste, hvad der foregik. Kun at jordemoderen og sygeplejersken tiskede og satte hjertemåler på i en hast. Han var så bange!
Dog var der aldrig noget alvorligt, og efter et kvarters pressen begyndte vi at skimte et lille hoved fuldt af hår! Det er altså underligt, fordi jeg kunne altså ikke mærke, at babyen allerede var kommet så langt. Først da det lille hoved skulle bane vejen ud i den friske luft, kunne jeg godt mærke, at der skete noget strækken og vriden forneden.
Jeg var bange for at presse igennem, da jeg var så bange for at revne, men jeg blev dog bare nødt til at stole på jordemoderen, som forsikrede mig, at hun gjorde, hvad hun kunne, for at passe på mig. Vores lille boble, som nu pludselig var en baby, havde lidt svært ved at komme ud, så han (fandt vi så ud af!) fik lidt hjælp af jordemoderen, som lirkede ham ud i et pres.
Han kom skrigende ud, og det viste sig, at han havde haft hånden op til hovedet og derfor ikke kunne finde ud af at komme ud selv. Min dejlige, dejlige dreng kom op på maven at ligge, glat som en lille ål! Jeg var så glad, da jeg så, at vi havde fået en lille dreng.
Jeg har fem niecer og en nevø, så en dreng mere var meget eftertragtet. Min mor havde sågar sagt, da vi tog på sygehuset, at nu skulle jeg ringe igen og fortælle, at vi havde fået en lille dreng. Uha da, ikke noget pres her da! Men jeg tror, at jeg i al hemmelighed havde ønsket en dreng, og der lå han! Min lille søn.
Min mand tudede som pisket! Nøj, hvor er man lige pludselig fyldt med kærlighed. Jeg fik lov til at klippe ham fri af mig, og efter moderkagen var ude, gik jeg selv fra fødelejet over til sengen med ham. Jeg havde fået to små rifter i den ene skamlæbe, men ikke noget alvorligt.
Der var lidt syning, men det mærkede jeg intet til. Vores lille Andrias kom til verden kl. 21.46, efter vi havde været på sygehuset i 5-6 timer. Han vejede 3.820 gram og var 55 cm lang, og verden er et bedre sted, fordi vi har ham.
I bakspejlet var fødslen slet ikke det rædsel, jeg havde forestillet mig. Det var meget mere roligt og afslappet. Jeg var vist også en af de heldige, der ikke skulle igennem verdens længste fødsel - tak for det!
Barselsgangen var ikke noget at råbe hurra for. Dog var personalet fantastisk og super søde, og de prøvede at hjælpe mig så meget som muligt. Men efter 3 døgn uden søvn og mislykket amning tog vi hjem for at blive mennesker igen.
Andrias trives meget godt på flaske og er en supersover i dag! Selv om det kan være lidt hårdt en gang imellem, så smelter jeg stadig, hver gang han smiler til mig.
31-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025