Skrevet af Tanja
Så kom vores anden søn til verden. Og nej hvor er han bare dejlig. Det hele var lidt underligt, så jeg vil starte med at fortælle fra dagen før, hvor det hele startede.
Lørdag den 15. december 2007 skulle vi til Hundested og se de store Coca-Cola biler. Det kunne vi ikke rigtig komme uden om, da Henrik jo kun drikker Coca-Cola. Vi havde aftalt at mødes med Bufle og hans unger, da de jo bor i Hundested. Vi regnede med, at der ville være mange mennesker dernede, så vi parkerede bilerne hos Bufle og gik så ned til byen der fra.
Da vi gik der ned, begyndte det at gøre mere ondt i bækkenet, men smerten skulle gås væk, var jeg sikker på. Det mente Henrik nu ikke. Men det blev, som jeg ville have det, og vi gik. Smerten blev bestemt ikke bedre, men ikke noget brok fra min side. Jeg havde jo selv valgt.
Da vi havde set bilerne, skulle vi lige ud til Farmor og Farfar for at hjælpe med at fjerne et gammelt oliefyr, troede vi. Men det var flyttet, da vi kom. Så vi snakkede bare lidt, og både Farmor og Farfar spurgte, om jeg ikke snart skulle føde. "Jo, meget gerne", sagde jeg.
Derefter skulle vi ud til Mormor for at fejre Thomas' fødselsdag. Jeg havde det meget underligt, og havde fået endnu mere ondt i bækkenet, og var blevet utilpas. Familien var heldigvis forstående, så jeg fik lov bare at være der, og de tog sig af Sam, så jeg bare tøffede rundt i min egen lille verden.
Vi fik spist boller og kage og hyggesnakket lidt. Moster Jannie kunne se, at jeg bestemt ikke fik det bedre, så hun trykkede lidt rundt på mine fødder og rundt om min ankel. Og med et blev min mave hård som sten og helt deform. Hun fik vist trykket på et eller andet, der satte noget i gang.
Ved 17-tiden fik jeg det meget værre og kunne ikke holde noget ud. Det hele gjorde ondt, og der blev spurgt, om jeg havde veer. Men jeg syntes nu ikke, de mærkedes som veer. Eller også havde jeg glemt det.
Jeg ringede til sygehuset og snakkede med en jordemoder. De syntes, jeg skulle komme ned, så vi lige kunne se, hvad det var, der foregik. Der begyndte at komme stille veer, men de blev ikke rigtig til noget.
Vi blev enige med jordemoder Hanne (som jeg havde gået hos under graviditeten) om, at vi skulle prøve at tage hjem og sove lidt, for godt nok var jeg 3-5 cm åben, men veerne var stoppet, og jeg havde ikke ondt andet end ubehag. Så lidt søvn kunne være en god ting, hvis nu der alligevel snart ville ske noget.
Hanne og jeg aftalte, at hvis jeg nu alligevel skulle føde, så skulle jeg lige vente til efter kl. 16 dagen efter, for der var hun igen på vagt. Vi tog hjem og fik lidt søvn som aftalt.
Lidt i 8 søndag morgen vågner jeg ved, at det giver et smæld i underlivet, og jeg tror, jeg skal tisse. Men med et gik fostervandet, og så gik det stærkt. De første veer skyllede ind over mig i det samme, som vandet gik. Og de gjorde bare ondt.
Ud og tisse, for det føltes som om, at jeg skulle. Men nej, det var bare fordi, vandet var gået. Ind og vække Henrik, troede jeg. Men han var vågen, og midt i en ve får jeg sagt: "Vandet er lige gået!", alt imens jeg græder, for det gjorde bare så ondt.
Henrik styrter ud af sengen, mens han siger: "Så får du rigtige veer nu". Intet svar fik han, men han kunne vist tydeligt selv se svaret. Jeg tøffer ud på toilettet igen, mens Henrik skynder sig i tøjet og ud og starte bilen, for det var frostvejr. Mens han får børstet tænder og fundet lidt forskelligt frem, lykkes det mig at komme ud til bilen iført morgenkåbe og dynen slynget rundt om mig.
Av og øv, det hele var bare noget møg, syntes jeg. Mens vi kørte, fik Henrik ringet til Arne for at sige, at vi var på vej til sygehuset igen. De skulle have været ude og kigge på noget arbejde, men det satte jeg lige en stopper for.
Sam var hos Mormor, så hun skulle også informeres. Sygehuset skulle der også ringes til. Sikke dog en masse han skulle, alt imens bilen skulle køres, men der var vist ikke tid til at stoppe op og ringe.
Der var få minutter mellem veerne, ca. 3 minutter. Sygehuset spurgte, hvornår vandet var gået. "Lidt i 8", lød svaret. "Jamen så tag i det bare roligt", sagde de. Vi er altså på vej", fik de besked på, for sidste gang tog fødslen kun 3 timer og 24 minutter. "Jamen, så kom I bare".
Vi nåede sygehuset, og jeg blev sat af ved hovedindgangen, mens Henrik ville parkere bilen. Hmm, nu når jeg alligevel skulle stå der og vente, kunne jeg jo lige så godt ryge en smøg. Men nej, den kunne ryge sig selv, kunne den, for jeg havde da slet ikke kræfter til at ryge, mens jeg også havde veer.
Henrik kom hurtigt og smågrinede over, at jeg bestemt ville ryge, men ikke kunne på grund af veer. Til sidst opgav jeg, for nu var der vist ikke for længe mellem de veer, og fødegangen skulle jo også lige nås.
Inde i elevatoren blev veerne kraftigere, og fostervandet løb jævnt. Da vi langt om længe nåede Fødegang 1, skulle vi videre over på Fødegang 2. Men jeg skulle ingen steder. Så jeg blev sat i en kørerstol, og en jordemoder løb i aller bogstaveligste forstand hen med mig til Fødegang 2, imens hun forsøgte at fange den jordemoder, der skulle hjælpe mig.
Jeg husker ikke rigtigt ret meget andet, end at vi kommer ind på fødestuen, og så vælter veerne ind over mig igen. De får sat vemåler på mig, selv om jeg synes, det er tarveligt af dem at rumstere med mig, mens jeg har veer, men det er jo for den lilles skyld.
Vemåleren fortæller, at baby har det fint, men også, at det er nogle gode veer, som der bestemt ikke er længe imellem. Fra top til top på hver ve går der 2 minutter, men det kan man jo ikke regne med, når de ikke rigtig når at slippe, før den næste starter.
Jeg er 6 cm åben, da jeg bliver undersøgt første gang, og kort efter undersøger jordemoderen mig igen, da hun mener, det går stærkt. Jeg er 7 cm åben. Hun bliver inde på fødestuen og skriver papirerne, for det gik meget stærkt med udvidelsen.
Der kommer en hjælper ind på stuen og fortæller, at kaldesystemet ikke virker, så du må lige stikke hovedet ud og kalde, når hun skal have hjælp. Hjælperen går ud igen, og næsten i det samme kommer der en anden hjælper ind for at lægge nogle varme håndklæder, som den lille kan bliver pakket ind i, når han kommer ud.
Mens hjælperen lægger de varme håndklæder, undersøger jordemoderen mig. Denne gang er jeg 10 cm åben og kun en lille kant, der lige skal væk, før vi er helt klar. Så kommer presseveerne, og hjælperen er ikke engang kommet ud af stuen endnu. Jeg må presse med.
  Første presseve kommer kl. 9.41, og jeg presser fint med. Desværre smutter han ind igen, kan jeg mærke, og fortæller det til jordemoderen. Endnu en presseve, og den skal udnyttes, så jeg presser let igen, da den slipper, for at baby ikke skal ryge tilbage en gang til.
Tredje presseve kommer, og smut, så er der en lille baby kommet ud kl. 9.43. En dejlig lille dreng ligger nu på min mave og skriger, som om han aldrig har prøvet andet. Det er så dejligt at høre. Min krop lystrer, og det hele er så rart. Smerten var glemt med det samme.
18-02-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025