Skrevet af Anna-Rosa
Jeg har aldrig nogensinde tænkt over, at jeg skulle have børn en dag. Det var ikke fordi, jeg ikke ønskede det, jeg tænkte simpelthen bare ikke over det. Når mine veninder spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig at blive mor, var mit standardsvar: "Tjo, måske. Det kommer, hvis det kommer". Og den meget casual og tilfældige tilgang til det at være gravid og få børn, viste sig at være en utrolig præcis og rammende beskrivelse af, hvordan min første graviditet blev opdaget og foregik.
I maj 2005 fik min storebror sit første barn. Det var mine forældres allerførste barnebarn, så alle var ekstatiske af lykke. Min bror bad mig være gudmor til barnet, hvilket jeg sagde ja tak til, da jeg så det som en kæmpe ære. I starten af juli begyndte planlægningen af dåben, og jeg hjalp gladeligt til. Vi mødtes oftes om morgenen ved 9-10 tiden, for der sov min lille nevø, og min storebror var endnu ikke taget på arbejde, så han kunne være med i planlægningen, hvis den lå tidligt på dagen.
Men det var lidt af en kamp for mig at komme hjem til dem så tidligt, for hver morgen døjede jeg med kvalme, og den første time, jeg var oppe, brugte jeg på at rende frem og tilbage mellem køkkenet og badeværelset og skiftevis drikke mælk og brække mig. Min bror jokede med, at jeg var så baby-forskrækket, at jeg var blevet syg af nervøsitet over at skulle være min nevøs gudmor.
Da dåbsdagen oprandt, kunne jeg mærke, at jeg ikke var nervøs. Jeg glædede mig, men alligevel havde jeg det utrolig dårligt, og lige inden kirkedørerne gik op, måtte jeg løbe ud og brække mig. Da dåben var veloverstået, kom min anden storebrors kæreste over til mig og spurgte mig, om jeg var okay, og om jeg muligvis kunne være gravid, da jeg havde en række af de klassiske symptomer. Det troede jeg bestemt ikke, men hun overtalte mig alligevel til at tage en graviditetstest bare for en sikkerheds skyld.
Da vi holdt dåbsfesten hjemme hos min storebror og svigerinde, havde de en test såvel som et toilet, jeg kunne bruge. Mens jeg ventede på svaret, fandt jeg Lasse, som var i gang med at drikke fadøl med mine brødre og snakke om fodbold. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg muligvis var gravid, så jeg hev ham med ud på toilettet, og sammen kiggede vi på den lille graviditetstest. Jeg havde lagt den med "ryggen" opad, og da jeg skulle vende den om, for der tusind tanker og spørgsmål gennem mit hoved. Det eneste, og måske det vigtigste, jeg var sikker på var, at skulle jeg have børn, så skulle det være med Lasse. Det kunne der ikke være nogen tvivl om.
Vi vendte testen om, så resultatet, og helt i tråd med min morgenkvalme var jeg gravid. Der var to tydelige streger. Jeg var i chok. Da det kun var min ene svigerinde, der vidste, at jeg havde taget testen, blev vi enige om at vente med at fortælle nyheden, til jeg var sikker på, om jeg ville beholde barnet. Det var så uventet, at jeg slet ikke kunne tage stilling til noget. Jeg var kun 23 år på det tidspunkt, og jeg havde ingen planer om at skulle være mor nu.
Men ugerne gik, og jeg kunne ikke forlige mig med tanken om abort. Lasse ville gerne have barnet, og det ville jeg inderst inde også gerne, kom jeg frem til efter at have tænkt over det i ca. 3 uger. Så i august fortalte vi alle den store nyhed, som blev modtaget med jubel.
Ser man bort fra den første måned, så gik min graviditet som smurt. Ud over at gå 8 dage over tiden, var der ingen komplikationer, og jeg var overrasket over min nemme og dejlige fødsel, som kun tog 12 timer.
Da jeg så endelig sad med min smukke, lille datter Leonora i armene, kunne jeg slet ikke forstå, at jeg aldrig havde overvejet dette vidunderlige aspekt ved at få børn. Den totale kærlighed, der bare strømmer ind over en. En ny dimension af kærlighed åbnes, og man kan ikke gøre andet end bare at nyde det.
Jeg skammede mig desuden lidt over, at jeg overhovedet havde overvejet, om en abort måske var løsningen, men i og med, at min graviditet på ingen måde var planlagt, og at vi var så unge, da jeg blev gravid, kom jeg overens med mine tidligere spekulationer og tvivl.
Nu var hun her jo, og hun var og er stadig helt perfekt, og som hun skal være. En vild unge, der render rundt, så meget som hun nu kan, og snakker meget, river bøger ned fra reolerne, tager telefonen, når den ringer, og siger "hallo" ind i røret og lægger på igen, hvis det forstyrrer hendes leg, og holder os for munden, når vi løfter hende op - gud forbyde hvis andre skulle berøve hende så meget som ét sekund af sin taletid.
Hun er second to none, og jeg kan stadig nogle gange blive overrasket over, hvor meget jeg elsker hende; hvor meget man kan elske et andet menneske. Det er også fantastisk, at man som dagene går begynder mere og mere at kunne se, at hun rent faktisk ligner os lidt.
Nu skal vores lille baby være storesøster til august, og det er slet ikke til at forstå. Denne graviditet var som sådan heller ikke planlagt, men vi snakkede om, at det kunne være rart med en lillesøster eller lillebror til Leonora, og at hvis jeg blev gravid, så ville det være fantastisk.
Man kan endnu ikke se på mig, at jeg er gravid, og selv om vi har sagt til Leonora, at mor skal have en baby til sommer, så forstår hun ikke helt, hvad det går ud på. Men både Lasse og jeg er sikre på, at det nok skal gå godt, når vi kommer dertil. Om ikke andet er ingen af os i tvivl om, at vi har mere end rigeligt med kærlighed til begge vores børn.
22-02-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025