Skrevet af Jeanette
Jeg havde termin den 6. oktober, men da jeg er andengangsfødende, regnede jeg med at føde før tid og helst før 1. oktober, da børnepengene går ind på kontoen den 20. oktober, hvis man har født før 1. oktober.
Jeg havde haft en god graviditet næsten uden gener bortset fra halsbrand, nattekramper, træthed og lidt kvalme i slutningen. Jeg fortsatte med at arbejde indtil den 21. september, da jeg havde det godt og gerne ville holde mig i gang og eventuelt hjælpe fødslen lidt på vej.
Men lige meget hjalp det. Dagene gik uden det mindste tegn på fødsel, og da jeg passerede den 1. oktober, var jeg næsten ligeglad med, hvornår fødslen gik i gang.
Jeg havde planlagt, at min søster skulle komme på besøg i weekenden den 12.-14. oktober med hendes 2 drenge på 7 og 4 år og min nevø på 10 år, med forbehold for fødsel, men da der stadig ikke var nogle tegn fredag den 12. oktober om morgenen, aftalte vi, at hun skulle komme.
Jeg syntes dog, at det udflåd jeg havde af og til, havde ændret farve en lille smule, men jeg slog det hen som indbildning. Jeg havde også lidt plukkeveer, men det havde jeg haft næsten hele tiden i den sidste måned.
Om eftermiddagen hentede jeg min store dreng Gustav på 20 måneder fra dagpleje, og vi hyggede os, til min mand kom hjem. Han skulle senere på aftenen til et arrangement med sine nye kollegaer, men han ville komme hjem ca. kl. 22, og han ville ikke drikke noget, så han kunne køre bil.
Min søster ankom ved 19-tiden. De havde spist, så vi kunne gå ind og hygge os med fjernsyn med det samme. Min mand tog af sted, og så gik snakken. Min mave var lidt øm af plukkeveer, når Gustav "hoppede" på den, og ca. kl. 20 begyndte jeg at tage tid på "plukkeveerne", da jeg pludselig kom i tanker om, at de vist nok havde været der hele eftermiddagen og aftenen med.
Jeg sagde intet til min søster, da jeg blev klar over, at det var veer. Der var ca. 10 minutter imellem. De gjorde dog ikke ondt, så jeg var ikke helt klar over, hvor længe de havde været der. Vi blev ved med at snakke, til min mand kom hjem ca. kl. 22.30.
Jeg sagde stille og roligt til ham, at jeg havde veer, og jeg havde ringet til mine forældre, for min mor skulle være med til fødslen. Jeg havde bedt dem om at tage det stille og roligt, da jeg forventede, at det ville tage flere timer endnu, før vi kørte til fødegangen.
Min søster fik stadig intet at vide, og ca. kl. 23 går alle i seng. Undtagen mig. Nu begynder det at gå stærkt. Jeg ringer igen til mine forældre og siger, at nu må de hellere køre, hvis de skal nå det. De skal køre 300 km.
Veerne kommer nu med en "god" styrke, så nu er jeg i hvert fald ikke i tvivl mere. Jeg går i bad og ender med at blive der i en time. Bagefter lægger jeg mig ind på Gustavs værelse på en sofa og ømmer mig. Gustav sover i dobbeltsengen i soveværelset.
Ca. kl. 1 vågner Gustav, og jeg går der ind for at trøste ham og sige til min mand, at nu må vi vist hellere tage af sted. Jeg vækker min søster og beder hende om at tage sig af Gustav, da vi vil køre på fødegangen. Hun når lige at hviske "tak for, at du fortalte mig det", inden hun med Gustav i armene lægger sig i dobbeltsengen.
Jeg skal lige på toilettet, inden vi kører, og da jeg sidder der, går slimproppen, og jeg beder min mand om at dække bilsædet til, da jeg også tror, at vandet er gået. Jeg ringer igen til mine forældre og siger, at vi nu kører mod fødegangen, og at de gerne må skynde sig. Klokken er nu ca. 2.
Kl. 2.30 ankommer vi til fødegangen. Jeg får en fødestue med det samme. Jeg bliver undersøgt, og er 9 cm åben. Min mand ringer til mine forældre og siger, at nu skal de fandme skynde sig. De er ca. 100 km væk.
  Jordemoderen fortæller mig, at vandet ikke er gået, men at hun vil prikke hul om lidt, når jeg lige er faldet lidt ned, så jeg kan nå at være med. Vandet bliver taget, og jeg presser i ca. 20 minutter. Så kommer den skønneste dreng ud på 3.770 gram og 52 cm, og op på min mave 1 time efter, at vi er ankommet til fødegangen.
Min mor når ikke at være med, så min mand blev derinde. Det var ellers ikke planlagt. Men hun ankommer, ligesom Laurits er født, og hun når at klippe navlestrengen.
 Laurits bliver født med toppen af hovedet, så jordemoderen havde klippet mig lidt for at hjælpe til, så jeg behøver et par sting. Vi slapper af i ca. 3 timer og kører derefter hjem til alle vores gæster.
Fra veerne begyndte at gøre ondt, til Laurits var født, gik der 4 timer. Næste gang behøver det ikke at gå så hurtigt. Jeg kunne næsten ikke nå at følge med.
Min søster og jeg snakkede bagefter om, at det var OK, at jeg ikke havde sagt noget til hende om veerne, for så var hun ikke gået i seng.
25-02-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025