Skrevet af Sisse
Jeg var i uge 34+4, og gik bare og ventede mentalt på at passere denne dag, hvor storebror kom til verden. Jeg var blevet fulgt tæt, og bortset fra, at Jonas også var lidt lille, så var alt i orden. Grundet et lidt uheldigt forløb første gang, som var endt i akut kejsersnit, var der blevet lavet en "ønskeliste" til fødslen.
Jeg havde haft travlt, og havde blandt andet været forbi mine forældre med min bærbare PC, som min far skulle reinstallere. Jeg nåede hjem og skulle sætte sønnens bærbare op, så jeg kunne bruge den i mellemtiden.
Klokken er ca. 15.30, da jeg mærker den underlige fornemmelse af, at proppen bliver trukket op, og vandet går. Jeg styrter ud på toilettet, går nærmest helt i baglås og ender i fornægtelse. Jeg tænker, at det var nok kun lidt, og det gendanner sig jo. Det går nok alligevel.
Jeg er nødt til at gå ovenpå for at skifte tøj, da resten kommer i en skylle, og der går det op for mig, at nu er der ingen vej tilbage. Jeg får skiftet tøj, og i det øjeblik kommer min store dreng hjem fra skole, glad og snakkende for han skal hjem til sin far. Jeg afbryder ham og siger, at han må tie stille, for vandet er gået, og jeg har en million ting at få styr på, for jeg var slet slet ikke parat, hverken mentalt eller på nogen anden måde.
Jeg får ringet til Jonas' far, som sidder i Rusland på grund af arbejde. Der går 2 afgange i døgnet, så han kan tidligst nå det 24 timer efter. Jeg ringer til mine forældre, for jeg ved, jeg ikke kommer hjem til om søndagen, hvor den store skal afleveres igen.
Min far tager telefonen og siger: "Du glemte CD-ROM'en med dine programmer". Jeg svarer, at jeg ikke kunne være mere ligeglad, for vandet er gået, og jeg skal snakke med mor. Aldrig har jeg oplevet min far så mundlam. Jeg havde jo været der 40 minutter tidligere.
Min mor får røret og spørger, om jeg er seriøs, og ja det er jeg jo. Indtil nu er det en tro kopi af forløbet af den første fødsel. Jeg får aftalt, at den store sagtens kan komme derop om søndagen.
Jeg ringer til fødegangen, som siger, at jeg skal komme ind. Hun spørger, hvem der er med mig, og jeg siger ingen. "Hvem kører?", spørger hun. "Det gør jeg", svarer jeg. "Aii, din lille bil kan da ikke stå her på p-pladsen helt alene, jeg sender en transport", siger hun, og hvad svarer man lige til det?
Jeg svarer, at hun bare skal tage den med ro, for den store er ikke hentet, og jeg er ikke klar, så der går mindst 20 minutter, før jeg kan komme af sted.
Jeg ringer til min søster, som selv havde født 9 måneder før, og spørger, hvad jeg egentlig skulle have med. En badekåbe og nogle bøger, og det var også det eneste, jeg havde med. Det er også min søster, der skal med til fødslen, så nu er hun advaret om at sidde ved telefonen.
10 minutter efter sidder min store søn stadig i stolen, han satte sig i, da han kom hjem, og ambulancen er kommet. Jeg åbner døren for dem og siger: "I må lige vente, jeg er ikke klar" og lukker døren igen.
Jeg siger farvel til den store, og vi aftaler, at jeg ringer. Han vil dog gerne liiige frabede sig, at jeg ringer om natten.
Ud af døren det går, og Falckmændene hygger og spørger, om jeg har veer. Niks intet. Ikke engang plukkeveer. De har haft en stille dag. Faktisk er jeg deres første kørsel den dag, så de nyder afbrækket.
Vel ankommet til fødegangen bliver jeg undersøgt. Ja, vandet er rigtig nok gået (hvem var lige i tvivl?), og jeg havde ikke åbnet mig, og livmoderhalsen er helt intakt.
Vi snakker om, hvad der nu skal ske. Med den første fødsel in mente snakkes der om, hvad der skal ske. Jeg har sagt, at var denne fødsel en kopi af den første, så skulle der denne gang gå max. 24 timer, fra vandet er gået, til han er ude, og det bliver heldigvis taget meget seriøst.
Vi snakker vedrop og bliver enige om, at vi giver det 40 minutter til selv at gå i gang, og derefter påbegyndes vedrop.
Jeg benytter de 40 minutter til at få styr på aflysning af den stores skoletransport og aflysning af mine planer i weekenden. Jeg skulle have været til gammel klassefest. Jeg får ringet til min eks, der nu har fået hentet sønnen, og vi aftaler, at jeg ringer, så storebror kan få set sin lillebror, når det hele er overstået.
Jonas' far ringer og fortæller, at han først kan lande kl. 16.30 dagen efter. Min mor dukker op med en masse bøger. Jeg får taget en fostervandsprøve for at se, om den fortæller noget, og derefter får jeg vemåler og hjerterytmemåler på maven, og alt ser fint ud.
Kl. ca. 19 bliver vedroppet lagt og sat i gang på 3 ml/t, som er den mindste dosis. 30 minutter går, og jordemoderen kommer ind og skruer op. Hun har god tid, så hun sætter sig og snakker med mig, især fordi min mor nu er gået, og jeg ligger alene.
Efter 15 minutter rejser hun sig op, river strimlen af måleapparatet, piller lidt ved droppet og siger, hun lige vil lægge strimlen ud til de andre. Jordemoderen kommer igen, og vi sidder og snakker. Strimlen viser, at jeg har veer, men jeg kan ikke mærke noget.
Lægen kommer ind med strimlen i hånden, og vi snakker om, at hun har læst, hvad der skete første gang, og hun godt nok aldrig havde oplevet 2 forløb, der var så ens. Hun siger så, at de havde slukket for vedroppet, for hjerterytmen var faldet. Nu ville de så forsøge at skrue op igen og se, om det var en enlig svale, eller om det var veerne (dem jeg ikke selv kunne mærke), som var årsagen.
Droppet bliver sat til igen, og jordemoderen bliver og overvåger. 20 minutter efter dykker hjertelyden igen, og der slukkes helt for droppet igen. Hun henter lægen, og 10 minutter efter kommer de samlet ind til mig.
Lægen fortæller, som det er, at når lillefyren reagerer negativt overfor så små veer, er der ikke nogen grund til at blive ved, og set i lyset af, at det er en gentagelse, så vil hun sige kejsersnit.
Allerede da vandet gik, tror jeg, jeg vidste, det ville ende med kejsersnit igen, så jeg var denne gang mentalt forberedt. Jeg spørger så, om jeg får en seng til næste dag, for de kalder jo ikke akutteamet ind sent på en fredag aften. Lægen griner og siger så, at de næsten er færdige med et andet kejsersnit, og det er mig bagefter. BANG, der røg min kæbe lige ned.
Det er knap 5 timer siden, vandet gik, og min søster er stadig derhjemme. Jeg skynder mig at få ringet til hende og spørger, hvordan hun har det med kejsersnit. "Fint", svarer hun, og jeg fortæller, at hun har 25 minutter til at nå frem (turen tager normalt ca. 35 minutter). Jeg ringer til Jonas' far og fortæller ham, at om 40 minutter kan han lykønske sig selv, for så er han far.
På 10 minutter får jeg lagt kateter og bliver flyttet til en seng og ellers kørt af sted. Jeg kommer ind på operationsstuen, hvor der bare er koldt. Jeg får hilst på en masse mennesker, og lagt mig på den smalle sorte briks. Narkoselægen kommer for at lægge spinalen, så jeg vender mig om på siden og krummer ryg. Derefter går alt ikke så nemt længere.
Nålen rammer en nerve i min ryg, og det gør sindsygt ondt, det føles som om, der er en, der har sat 230 volt igennem mig. Det brænder og stikker, og tårerne står ud af øjnene på mig. De snakker om fuld narkose, og jeg siger "nej!".
Jeg reagerer meget hurtigt på spinalbedøvelsen. Til gengæld aftager den lige så hurtigt, og jeg fortæller dem så, at det, der nåede at blive sprøjtet ind, nu virker.
Så gøres der klar til at handle hurtigt. Min søster er nu nået frem og kommer glad stormende ind på operationsstuen iført det påbudte outfit. Hun smiler og er rigtig spændt, og jeg er SÅ glad for at se hende.
10 minutter efter spørger jeg, hvad i alverden der tager så lang tid. Lægen fortæller, at hun kæmper med en del arvæv, så det er noget mere svært end beregnet.
Min søster står og kigger over skærmen. Den ene læge beder hende om at sætte sig ned, og den anden læge forklarer, at de helst ikke vil til at samle hende op fra gulvet. Min søster er helt uberørt og får lov til at følge med. Hun står i bedste kommentatorstil og fortæller, at nu er hans hoved fremme, nu skal de bare have fat. En løbende fortælling om, hvad der sker på den anden side af skærmen.
Jeg kan nu mærke, at spinalen ikke virker helt længere. Jeg kan mærke, hvordan der bliver presset på min mave for at skubbe ham ned. Jeg kan mærke, de hiver og flår i maveskindet (sådan føltes det), og jeg kan også mærke, da Jonas endelig kommer helt ud.
Min søster render rundt med kameraet og tager billeder. Hun er helt vild og fortæller, hvordan han ser ud. Masser af fosterfedt og hår, og lungerne kan jeg selv høre ikke fejler noget.
Han får Apgar 10/1 og 10/5, så superflot af en lille fyr født i uge 34+4.
Spinalen er nu så meget væk, at jeg kan mærke hænderne inden i mig, der skal fjerne moderkagen, og jeg beder dem om at give mig noget smertestillende. Men først, da jeg tigger dem om at vente lidt, stopper de, og jeg får noget og falder ned igen, inden de fortsætter.
Jonas er nu kørt til neonatal afdeling, og min søster følger stadig med. "Skal jeg ikke tage et billede af din livmoder", spørger hun. "Nææh tak", siger jeg. "Jeg har ikke det store behov for at se den slags". "Nåh ja", siger hun. "Det kunne jo godt være, at når jeg nu havde set det, at du også ville". Selv i dag er det noget surrealistisk.
Lægen syer mig sammen. Det gik lynhurtigt denne gang i forhold til første gang, og han fortæller mig så, at med en tredje skal jeg have planlagt kejsersnit. Yeah right, som om jeg skal have en tredje efter to akutte kejsersnit, hvor bedøvelsen ikke virker optimalt. NOT!
Jeg bliver kørt på opvågningen, selv om jeg allerede kan mærke mine ben, og også kan løfte dem. Men heldigvis går der ikke så lang tid, ca. en time, så bliver jeg kørt på neonatal afdeling, hvor Jonas ligger.
Min søster er stadig med, selv om klokken nu er ved at være 23, og hun skal til stor fest senere samme dag.
  Vel ankommet til neonatal bliver jeg kørt lige hen til Jonas' kuvøse. Sygeplejersken tager ham ud, og han bliver lagt op på min mave. Han har sonde og puls/iltmåler, men det forhindrer ham ikke i at kravle op og selv finde brystet. Sikke en sej lille gut. Sygeplejersken er overrasket, og siger også, at han da bestemt ved, hvor der er godt at ligge.
Min søster tager flere billeder, blandt andet med mobilen, som vi sender til Jonas' far. Jonas er blevet målt og vejet til 2.180 gram og 46,5 cm. Lille men buttet og med store øjne, som han ligger og kigger med.
Jonas kom i vugge morgenen efter, og jeg fik ham ned ved siden af mig. Vi kunne være kommet hjem 5 dage senere, men den nerve, de ramte under spinalen, giver mig store problemer, og først 11 dage senere blev vi så endelig udskrevet.
I dag knap 15 måneder efter har jeg stadig gener, og sagen ligger nu hos patientforsikringen.
08-03-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025