Skrevet af Janne
Jeg er mor til 4 dejlige børn. Alle mine fødsler er gået meget nemt, må jeg sige. Da jeg ventede mit første barn, gik jeg 4 dage over tiden, og det tog 15½ time at føde Andreas. De to andre børn er kommet med lyn og torden, begge to inden for 3 timer, så jeg var også godt klar over, at jeg skulle være oppe på mærkerne, når Lærkes fødsel gik i gang.
Denne gang var også anderledes. Fra at have boet 10 minutters kørsel fra sygehuset, var jeg nu rykket til Thyholm. Turen ville tage mindst en halv time, og inden da skulle mine andre børn afsættes osv., inden vi kunne komme af sted.
Aftenen inden, jeg fødte Lærke, havde jeg det underligt i min mave. Jeg var sikker på, at noget var galt, og jeg kontaktede derfor fødegangen. De bad mig om at komme ind. Jeg var sikker på, at jeg intet fostervand havde tilbage. Min mave føltes tung som sten, og mange tanker fløj igennem hovedet på mig under turen der ind.
Jeg blev modtaget af en sød jordemoder, og de startede med at køre en strimmel for at se, om hjertelyden på Lærke var, som den skulle være. Hun mærkede på min mave og gav mig ret i, at det føltes som om, der ikke var ret meget fostervand tilbage. Da jeg var gået 8 dage over termin, fik jeg en tid til scanning dagen efter kl. 8.
På vej hjem i bilen fik jeg noget ondt i min mave, ligesom små plukkeveer. Jeg var blevet lidt bange for, om Lærke havde det godt der inde. Jeg var træt oven på de mange tanker, der for igennem hovedet på mig, og jeg gik i seng.
Kæresten var kommet sent hjem fra job og skulle køre igen allerede klokken 4 om natten, men vi blev enige om, at vi skulle mødes kl. 8 inde på sygehuset, da han gerne ville med.
Jeg vågnede ved, at hans vækkeur ringede, og ville lige rejse mig op for at gå på toilettet. Jeg fik en underlig fornemmelse og udbrød, at nu tror jeg sgu, at mit vand gik.
Der var ganske rigtigt kommet noget, men ikke voldsomt meget, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte få lidt søvn, hvis det hele nu skulle gå i gang, eller hvis de valgte simpelthen at sætte mig i gang efter scanningen.
Da klokken var 04.45, vågnede jeg igen og syntes godt nok, at mine plukkeveer nappede lidt, men jeg vendte mig om for at få lidt mere søvn. Men de blev ved med at nappe, så jeg ikke kunne falde til ro, og klokken lidt over 5 stod jeg op. Jeg kunne lige så godt finde drengenes tøj frem og smørre madpakker osv.
Lidt over 5 begyndte de altså at gøre noget ondt. Jeg skyndte mig at ringe til min mor og sagde, at nu troede jeg altså godt, at hun måtte komme og hjælpe til, da jeg var sikker på, at nu skete det snart.
Min mor kom kl. 5.30. Der sad jeg på knæ ude på en stol ude ved spisebordet, og jeg nægtede simpelthen at flytte mig, for jeg fik veer, hver gang jeg så meget som rørte mig. Hun suste forvildet rundt, fik smurt madpakker, og imens blev mine veer mere og mere voldsomme. Jeg fik ringet til fødegangen, og de sagde, at jeg bare skulle komme.
Planen var i første omgang, at vi skulle køre drengene i skole, og så skulle min mor køre mig ind på sygehuset, men det nåede vi simpelthen ikke. Klokken 5.45 sagde jeg, at nu kunne hun godt se at få ringet efter en ambulance. Der var 2 minutter mellem mine veer, og de var bare ikke for sjov.
Falck ankom kl. 6.15, og af sted det gik. Inden fik jeg sagt til min mor, at hun skulle få ringet til kæresten, og at han skulle køre direkte ind til sygehuset. Jeg troede aldrig, vi nåede Holstebro Sygehus. Turen føltes som timer, og det bumlede og raslede inde på båren. Jeg var spændt fast, så jeg kunne ikke skifte stilling.
Den søde Falckmand sagde, at nu skulle jeg sige til, så holdt vi bare ind til siden, og så skulle de nok klare den. Ikke i hundrede år, tænkte jeg og sagde, at de bare skulle se at komme til Holstebro og det i en fart.
De stod og tog imod os på fødegangen, og jeg blev kørt direkte ind på en fødestue. Nu var klokken 6.40. Jeg fik sagt, at jeg skulle have en epidural, og det skulle gerne være med det samme.
Jordemoderen smilte bare og sagde, at hun lige skulle se, hvor meget jeg havde åbnet mig. "Epidural kan du glemme", sagde hun, "du er 8 cm åben og skal snart føde din lille pige".
I det samme kom kæresten stormede ind af døren. Han nåede hverken at få jakke eller noget af.
Det pressede voldsomt nede for neden, og jeg sagde, at nu presser jeg altså. Jeg fik at vide, jeg lige skulle vente, men det kunne jeg slet ikke. Hun nåede lige at mærke og sagde: "Pres du bare", og ud kom Lærkes hoved. Klokken var nu 6.45.
Jeg fik besked på at holde en lille pause. Lærke skulle lige have tid til at vende sig, og så kom næste presseve og sammen med den Lærke. Hun blev født klokken 6.50 i sejrsskjorte.
Hun var den yndigste lille pige. Hun vejede 3.510 gram og var 50 cm lang. Moderkagen kom kort tid efter, og alt var bare så fint.
Her lå vi pludselig, mig og min lille datter, og for bare knap 2 timer siden var jeg stået op for at smørre madpakker og gøre drengene klar. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvordan dagen skulle blive.
  Mens jeg blev kigget efter, gik den stolte far rundt med Lærke, som var godt pakket ind i dyner. Jordemoderen kom med en lille kasse med små huer, som nogle gamle damer havde hæklet til fødegangen. Kæresten valgte en lyserød hue med striber. Det var jo en lille pige.
Vi fik ringet rundt til familien og venner, og min mor blev mildest talt chokeret, da det gik op for hende, at vi var meget tæt på at have stået med det hele selv.
Jeg lagde Lærke til, og hun suttede bare så flot med det samme. Jeg kan ikke beskrive den fornemmelse, jeg havde af lykke, da jeg lå og kiggede på min lille pige, som havde haft så travlt med at komme ud og sige hej til mor og far.
 Vi tog hjem igen senere samme dag. Alt var jo gået så fint, og det var jo ikke første gang, jeg havde født, og jeg var helt tryg ved det.
Lige inden vi tog hjem, kom jeg i tanker om, at jeg havde da en tid til scanning kl. 8. De grinte bare af mig og sagde, at det skulle jeg ikke tænke på, den havde de aflyst selv.
Således kom Lærke til verden med lyn og torden, og den dag i dag har jeg verdens dejligste lille pige, der bare trives og altid er glad.
10-03-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025