Skrevet af Jette
Der er så mange, der har skrevet om deres dejlige nemme fødsler, hvor de kun har været 5-6 timer på hospitalet, inden de fødte, og deres veer ikke var så slemme, som de forventede. Så nu vover jeg at sende min fødselsberetning, selv om der nok er mange, der synes, jeg er tarvelig, hi-hi.
Det var den 23. august 2006, 10 dage før termin. Klokken var lidt i 22, og jeg skulle på toilettet, hvilket man jo gør en del i slutningen af graviditeten. Da jeg skulle tisse, gjorde det lidt ondt, og der kom slet ikke så meget, som jeg troede. Øv blærebetændelse, tænkte jeg. Jeg havde læst, at man kunne døje med det i slutningen af graviditeten.
10 minutter efter føltes det igen som om, jeg skulle tisse rigtig meget, men igen kun en lille tår. Slukøret gik jeg ud til min mand og beklagede mig over min opdagelse.
I det samme kom nabokonen hjem, som er mor til 3 og sygeplejerske. Jeg beklagede mig til hende, som bekræftede min mistanke. Hun kom med ind, hun skulle lige se børneværelset og puslepladsen, som vi lige havde fået færdig samme aften. Efter 10 minutters hyggesnak skulle jeg tisse igen, samme procedure som tidligere.
Jeg lagde mig på sofaen og ærgrede mig over, hvor lang tid der var til næste morgen kl. 9, hvor jeg kunne komme til lægen og få noget i mod det. Min mand kom ind og satte sig ned, og vi talte lidt om, hvordan min nat mon ville blive, nu hvor jeg skulle tisse hvert 10. minut. Vi blev enige om, at jeg ikke skulle ærgre mig over det, da det ville blive min eneste graviditetsgene.
Trods den dejlige varme sommer, havde jeg ikke døjet med det, der lignede vand i kroppen. En enkelt dag havde jeg lidt vand i den ene fod, hvilket vi kun lige nåede at fotografere, inden det forsvandt. Strækmærker var der heller ikke nogen af, kvalme havde jeg heller ikke haft og 12 kg var alt, det var blevet til. Så jeg skulle ikke klage over lidt blærebetændelse.
Med nyt mod gik jeg på toilettet igen. Men kom der kun en lille tår, hvor det igen gjorde lidt ondt. Men da jeg tørrede mig, var papiret fyldt med friskt blod. Jeg skyndte mig at kalde på min mand, og fik ham til at hente telefonen.
Jeg ringede til hospitalet lidt over kl. 23, og talte med en meget sød jordemoder, som sagde, at jeg skulle komme ind med det samme. Hun ville gerne lige undersøge, hvorfor jeg var begyndt at bløde, nu jeg havde forsikret hende om, at jeg hverken havde veer, eller vandet var gået.
Heldigvis beroligede hun mig og sagde, at der ikke var noget at være bange for, men at jeg skulle tage tasken med, da de nok ville beholde mig derinde, fordi jeg var førstegangsfødende.
På vej ind til hospitalet, hvor jeg sad på mange mange håndklæder (min mand er meget øm over vores biler, hi-hi), mærkedes det lidt som om, at der var en elastik, der blev trukket i lige under skambenet. Det gav lidt ubehag, hvilket jeg fortalte min mand. Da vi var 2 minutter fra hospitalet, kommenterede min mand, at jeg havde bemærket ubehaget ca. hvert 5. minut, og at han bestemt trodede, det var veer.
Kl. 00.20 ankom vi til hospitalet, og lidt efter fik jeg min 1. og eneste ve, mens jordemoderen var ved at undersøge mig. Hun kunne konstatere, at jeg var 9 cm åben og i det, man kaldte fødsel.
Vi nåede at være på hospitalet i 1 time og 17 minutter, og så havde jeg født en dejlig pragtfuld søn. Presseveerne var heller ikke noget at skrive hjem om. Jeg synes egentlig, at de mere mærkedes som, når man har hård mave.
Sebastian blev født 9 dage før termin. Han vejede 2.880 gram og målte 50 cm, og han var så fin, fordi fødslen var gået så stærkt. Dagen efter var der også lige en del af personalet, der kom ind for at se den lille dreng fra lynfødslen, og de kommenterede alle, hvor pæn han var, fordi hans hoved ikke var blevet mast til kegleform som normalt. Selvfølgelig var han pæn - alle mødre synes jo, at deres egen er den pæneste.
Smukke Sebastian, som bliver 2 år den 24. august, skal være storebror den 9. august - eller 9 dage før, hvem ved? Så bliver det spændende at se, hvordan fødslen bliver denne gang! Man ved jo intet, før det er overstået.
18-03-2008

|