Skrevet af Anette
Stefanie bliver snart 3 år, så jeg syntes, det var på tide at få skrevet en fødselsberetning.
Det hele startede torsdag den 21. april 2005. Vi var kørt hjem til min mor, da min lillebror skulle konfirmeres næste dag. Vi hyggede os hele dagen og snakkede meget om, hvornår vores lille guldklump havde tænkt sig at se dagens lys. Jeg var jo trods alt gået 4 dage over tid.
Om aftenen får jeg nogle små niv i maven, men slår det hen. Men disse niv går ikke væk, og de bliver bare værre og værre. Min mor og kæresten sad rigtig og hyggede sig og jokede med, at det da kunne være kønt, hvis jeg skulle føde nu.
Til sidst er smerterne så slemme, at vi vælger at ringe til fødegangen. De siger, at de da gerne lige ville kigge på mig. Da vi ankommer til fødegangen, er smerterne næsten væk. Jeg bliver undersøgt, og til min store skuffelse er jeg overhovedet ikke åbent.
De gav mig noget at sove på, og så ville de beholde mig natten over for at se, om der skete noget. Og selvfølgelig skete der ikke noget. Næste morgen lod lægen sig rigtig vente på. Vi havde temmelig travlt, for min bror skulle være i kirken kl. 10, kl. 9 var lægen stadig ikke kommet.
Jeg blev endelig udskrevet og kunne tage hjem uden en baby. Øv! Vi nåede ikke kirken, men kørte i stedet hjem til min mor, hvor festen skulle holdes. Det var en rigtig god og hyggelig dag, men også meget lang. Om aftenen, da gæsterne var kørt, blev vi enige om at overnatte hos min mor. Vi orkede ikke at skulle ud og køre nu.
Jeg fik det pludselig meget underligt i hele kroppen, og havde nogle underlige smerter henover lænden, men det var ikke værre, end man sagtens kunne tænke på noget andet. Da klokken er 21.45, bliver vi enige om at gå i seng, hvis der nu skulle ske noget i løbet af natten. Vi skulle sove i min lillebrors seng, og han gjorde det meget klart for mig, at vandet altså ikke skulle gå, imens jeg lå i hans seng.
Da jeg lægger mig ned i sengen, finder jeg hurtigt ud af, at det er veer, jeg har. Er du sindsyg, hvor gjorde det pludselig ondt. De kom med ca. 7-8 minutters mellemrum. Lige idet, der kommer en ve, går vandet. Plask ud i lillebrors seng. Hovsa. Ca. 30 sekunder efter, vandet er gået, kommer der en ve. Hold kæft, hvor gjorde den ondt.
Nu væltede veerne ind over mig. Jeg kunne dårligt nå at trække vejret, så kom der en ny. Jeg gik ud og tog mig et bad, og så ringede vi til fødegangen. På dette tidspunkt var jeg mere eller mindre hysterisk. Jeg havde så mange smerter, og kunne overhovedet ikke være til. Jeg skældte og smældte på både min mor og kæreste, når de prøvede at komme med nogle gode råd.
Min mor ringede efter min morfar, så han kunne køre os på sygehuset. Hun turde ikke lade min kæreste køre, sådan som jeg havde det. Da vi når halvvejs, ringer min mor: "I har glemt vandrejournalen". Tilbage igen. Jeg troede aldrig, at vi nåede ud på sygehuset.
Da vi ankommer til fødegangen, kommer der endnu en ve, og jordemoderen og sygeplejersken kommer løbende. Jeg bliver undersøgt klokken 23.55, og er 5 cm åben. Jordemoderen siger, at jeg har ca. 5 timer igen. Jeg var parat til at springe ud gennem vinduet. 5 timer i smertehelvedet? Det kunne jeg simpelthen ikke.
Jeg kan ikke tåle morfin, og kunne derfor intet smertestillende få. Jeg kom i karbad, men syntes ikke det hjalp overhovedet. Klokken 00.50 kommer hun og undersøger mig igen, og jeg er nu 7 cm åben. Jeg kunne ikke holde ud at ligge nede i vandet mere, og kommer derfor ind på briksen.
Klokken 01.05 får jeg pressetrang og siger, at jeg tror, jeg skal presse. Men jordemoderen blev nærmest gal og sagde, at jeg var overhovedet ikke udvidet nok endnu. Hun sagde, at der i hvert fald var en halv time endnu. Men hun ville da lige undersøge mig for en sikkerheds skyld. 10 cm åben. Yes, tænkte jeg. Nu er det snart overstået.
Klokken 01.24, 3 presseveer senere, bliver den smukkeste pige født. Hun vejede 3.350 gram og var 52 cm lang. En lille perfekt pige. Smertene var væk på et splitsekund. Selv om det var meget smertefuldt, så har det ikke afskrækket mig fra at få en mere.
Tak fordi du gad at læse med så langt.
22-03-2008

|