Skrevet af Julie
Omkring august 2006 besluttede min kæreste og jeg, at vi ville have et barn. Jeg stoppede med p-pillerne, og allerede i slutningen af september blev jeg gravid.
Da jeg tog testen, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Var der virkelig to streger? Jeg sad lidt på gulvet ved siden af toilettet, med tårer trillende ned af mine kinder. Det var skønt at ringe og fortælle min kæreste, at han skulle være far. Jeg blev ved nakkefoldsscanning sat til den 24. juni 2007.
Graviditeten var ikke helt så vidunderlig, som jeg havde regnet med. Jeg kastede op i tide og utide de første 3 måneder, og jeg tabte 3-4 kg. Alt lugtede dårligt og gav mig voldsom kvalme.
  Allerede i 17. uge fik jeg plukkeveer, og de tog til, så jeg måtte sygemeldes. Men da den lille kongereje i min mave begyndte at sparke, blev det selvfølgelig meget mere spændende.
Vi bestilte tid til 3D-scanning, hvor vi fik at vide, at det var en lille tyk dreng. Min kæreste var lykkelig, og løftede mig og gav mig en svingtur.
De sidste par måneder var også hårde. Jeg var meget stor, tung og træt. Jeg var øm i mave, bækken og ben, og jeg havde også bidende plukkeveer - op mod 40 om dagen. Så jeg fik en vaginalscanning omkring 36. uge for at tjekke livmoderhalsen. Men den var hel og lukket, så jeg måtte bare bide det i mig.
Min mor var helt overbevist om, at jeg ville føde før termin, men jeg prøvede ikke at gøre mig for mange tanker om det, da jeg ellers ikke ville kunne holde den sidste tid ud.
9. måned var meget lang. Jeg rundede 100 kg, og jeg kunne næsten ikke holde mig oprejst, for slet ikke at tale om min vraltende gang, som også voldede mig problemer. Gik jeg meget mere end 100 meter, fik jeg stærke smerter nederst i maven og i bækkenet.
I starten af juni overtog vi min farfars kolonihave, da han var blevet for gammel. Der var meget at lave, og min mor og jeg gik i gang. Så havde jeg noget at bruge ventetiden på.
Onsdag den 13. juni skulle jeg med en veninde til en koncert, som vi havde glædet os utrolig meget til. Så vi pjattede lidt med, at jeg absolut ikke måtte føde før, så hun sagde, jeg måtte vente til torsdag. Koncerten var heldigvis en siddekoncert, og jeg nød den i fulde drag, selv om jeg dårligt kunne være i sædet.
Dagen efter (torsdag den 14. juni) tog min mor og jeg ud for at klippe hæk i kolonihaven. Jeg tog godt fat, men hold op det var hårdt. Det var stegende hedt, og jeg havde kun en håndholdt hækkesaks. Min mor syntes, jeg var meget energisk, og hun mente, at jeg snart ville føde. Ja ja, den er god med hende, tænkte jeg, og klippede videre. Men hun skulle få ret.
Om aftenen, efter en hård dag med havearbejde, lå jeg hjemme i sofaen med kæresten og så fjernsyn. Omkring kl. 23-23.30 rejser jeg mig og får i det samme en mærkelig plukkeve, og føler, at nu skal jeg altså tisse. Jeg havde haft lidt problemer med at holde på vandet, så jeg skyndte mig.
Men der kom bare ret meget ud på en gang, og jeg kaldte på min kæreste. Han blev lidt forvirret, og jeg var heller ikke helt sikker. Jeg ringede til min mor, som syntes, det lød som om, det godt kunne være vandet, der var gået.
Der kom hele tiden lidt mere, og jeg gik på toilettet flere gange. Trusseindlæg var ikke nok, og jeg ringede derfor til fødegangen. Jeg sagde, at jeg ikke lige var helt sikker, og de mente, at jeg måtte kigge ind for en sikkerheds skyld.
Jeg havde ingen bind, og jeg måtte bede kæresten om at hente et viskestykke. Han forstod ingenting og sagde "hva'" flere gange, mens han løb rundt om sig selv.
Vi kørte til Frederiksberg Hospital, og i det jeg stiger ud af bilen, kommer der en ordentlig skylle plaskende ned af mine ben. Jeg var drivvåd.
Jeg vraltede, det bedste jeg havde lært, ind på fødegangen, hvor stadig mere vand drev ned af mine ben, så jeg stod i en ordentlig sø uden for deres kontor. Jordemoderen kiggede på mig og spurgte: "Var du i tvivl, om det var vandet?". Øhm, jeg stod og følte mig lidt fjollet, og nej jeg var ikke længere i tvivl.
Jeg blev undersøgt, og stadig fossede vandet ud af mig. Det var derfor, jeg havde været så stor - jeg havde rigtig meget fostervand. Men da jeg ingen veer havde, sendte de os hjem igen med besked om at komme igen kl. 9 næste morgen, med mindre der var under 5 minutter mellem veerne, så skulle vi bare komme.
Det var lidt mærkeligt at køre hjem igen, og vi sad lidt og kiggede på hinanden i bilen. Nu var det jo lige ved at ske, nu skulle vi jo være forældre lige om lidt. På hjemturen begyndte veerne så småt (omkring kl. 01.30), ikke slemt, de bed bare lidt mere end plukkeveerne, som jeg jo havde vænnet mig til.
Da vi kom hjem, gik vi i seng. Min kæreste sov, og jeg blundede lidt imellem veerne. Ved 5-6 tiden kunne jeg ikke ligge stille mere. Jeg stod op og tog tid, og jeg travede rundt i lejligheden. Det gjorde ondt nu. Der var ca. 6-7 minutter imellem. Kl. 8.30 vækkede jeg min kæreste, og vi tog afsted.
Vi blev vist ind på en modtagelsesstue, hvor vi ventede et stykke tid. Så kom jordemoderen og undersøgte mig. Jeg havde åbnet mig 3 cm, og nu gjorde veerne virkelig nas. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. De kunne godt se, at jeg helst ikke ville hjem, så jeg fik en gang klyx, og de gjorde en fødestue med lattergas klar. Min mor var kommet i mellemtiden, da hun også skulle være med til fødslen.
De næste timer var masken med lattergas min bedste ven. Jeg stønnede og prustede ind i den, så min kæreste blev helt nervøs og var ved at tage den fra mig. Jordemoderen lagde akupunkturnåle ved mine hofter og nederst på min mave. Jeg synes dog ikke, det gjorde den store forskel, og jeg var godt træt af at have ondt.
Kl. 14 blev jeg undersøgt igen, og jeg havde kun åbnet mig 4 cm. Jordemoderen sagde, at jeg nok ikke ville føde, inden hun havde fri kl. 15, og hun foreslog, at jeg fik en epiduralblokade, da jeg var godt udmattet efter en nat og formiddag med veer. Jeg takkede ja, og fik den lagt mere eller mindre midt i vagtskiftet. Det var simpelthen skønt. Jeg mærkede intet og fik slappet af i en times tid.
Den nye jordemoder undersøgte mig, og hun kunne heller ikke love mig, at jeg fødte i hendes vagt. "Hvad tid har du fri?", nærmest råbte jeg. "Ved midnat", var beskeden, og jeg havde lyst til at skrige og tude på samme tid. Jeg måtte bede min familie om at gå ud (min far og faster var ankommet i mellemtiden), jeg kunne kun bruge min kæreste.
Omkring kl. 16 fik jeg meget stærke smerter helt nederst i skeden, og jeg kunne mærke veerne i den ene side. Anæstesilægen kom og fyldte epiduralen op. Jordemoderen undersøgte mig igen, og på mirakuløs vis havde jeg åbnet mig de sidste 6 cm på 1½ time. AV!
Nu ventede vi bare på pressetrang. Jeg husker ikke de sidste timer særlig godt, men jeg husker dog, at jeg fik lov til at presse, når jeg ville. Da hans hovede var halvt ude, husker jeg også, at jeg havde lyst til at suge ham op igen. Av for F...
 Jeg havde vist presseveer i en lille time. Jeg hylede og skreg, og jeg fandt senere ud af, at min faster og mor havde stået uden for vinduet og "fulgt med". Kl. 18.11 kom Reino til verden, helt blå og fedtet, 9 dage før termin. Han lignede en lille smølf.
Jeg fik to små sting, og min familie kom ind og ønskede tillykke. Min svigerfamilie kom også kort efter med champagne til alle.
Min søns fødsel er, trods alle smerterne, det mest fantastiske, jeg nogen sinde har oplevet, og jeg ville gøre det igen uden at blinke. Men vi venter lige lidt. Nu skal vi nyde vores lille glade dreng, som nu er 8 måneder, og han skal nyde at have os helt for sig selv.
 Tak fordi du læste min historie. Hvis du selv har prøvet det, kan du måske nikke genkendende til noget af det, og hvis du er gravid for første gang, må du ikke blive skræmt. Det er det hele værd, og man glemmer alle smerter, når man får sin lille baby op på maven. Tiden stopper, og man ved, at man vil elske den lille skabning for altid.
29-03-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025