Da Bianca kom til verden Katrine fødte datteren Bianca bare 4 timer og 12 minutter efter sin terminsdag.
4474
Skrevet af Katrine
Jeg havde termin den 23. september, og det var da også lige netop på terminsdatoen, at plukkeveerne satte igang.
Min svigermor kom forbi med en rigtig yndig og antik vugge til vores kommende datter. Imens var min mand ude og spille lidt bold med en kammerat. Da de kom igen ved middagstid, sagde jeg til ham, at jeg havde mistanke om, at der måske var lidt optræk til noget. Men fra det starter med plukkeveer, og til man føder, kan der jo også gå flere dage.
Det gjorde der så heldigvis bare ikke i mit tilfælde. Plukkeveerne tog til i løbet af dagen, og først på aftenen begyndte vi at tage lidt tid på dem. Der var 7-8 minutter imellem, og de varede 30-45 sekunder.
Uge 40+0 den 23. september 2007 - terminsdatoen og dagen, hvor veerne startede.
Klokken 23 tog vi ind på fødegangen. Vi ville bare lige tjekke, hvordan situation så ud, og hvis ikke der rigtigt var gang i noget, så vidste vi i det mindste dét. Da vi ankom på sygehuset klokken 23, kom jeg ind i modtagelsen og blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 2 cm og måtte selv vurdere, om jeg følte mig mest tryg ved at blive, eller om jeg gerne ville hjem. Jeg valgte at tage hjem og forsøge at få lidt søvn, hvis nu jeg skulle gå i fødsel i løbet af natten eller morgenen.
På køreturen hjem fra sygehuset (det tager cirka 10 minutter at køre fra vores hjem til sygehuset) nev det endnu mere end før. Vi kom hjem og gik i seng, men jeg kunne overhovedet ikke finde ro. Ved 1-tiden vækkede jeg min mand igen. Jeg kunne ikke holde ud at være til, hverken ligge eller stå, og jeg fik på ingen måde hvilet mig. Vi tog igen tid på plukkeveerne. Nu var der 2-3 minutter imellem, og de varede 45-60 sekunder.
Så vi ringede til fødegangen og blev bedt om at komme derind igen. Vi ankom til sygehuset klokken 2, og vi måtte vente i en halv time på, at der kom en jordermoder og så til mig. Dér var mine veer gået i gang, og det gjorde hulens ondt.
Umiddelbart brød jeg mig ikke om den jordermoder, jeg fik. Hun virkede en smule nedladende, som om hun tænkte: "Årh, sådan en førstegangsfødende, som selv tror, at nu er det nu", da hun sagde til mig: "Ja, veer GØR jo ondt" og små-grinede. Da hun forlod rummet, sagde jeg til min mand, at hende brød jeg mig ikke om, og det gjorde han faktisk heller ikke.
Nå, men jeg blev undersøgt, og jeg havde nu åbnet mig 5 cm. Derefter blev jeg flyttet ind på en fødestue.
Her væltede veerne ind med ca. 1 minuts mellemrum - av!
Efter 40 minutter havde jeg åbnet mig 7 cm og fik begyndende pressetrang. Jeg bad om epiduralblokade, men det hele var gået så hurtigt, at det ikke kunne nåes mere. Så jeg måtte se i øjnene, at jeg ville komme til at føde vores lille pige uden nogen form for smertelindring. bortset fra en nål i hvert øre, som jeg ikke mener gjorde nogen forskel.
Nu ændrede jordermoderen ligesom også lidt syn på mig, følte jeg. Hun sagde, at det da også var en voldsom fart, jeg havde på, af en førstegangsfødende at vøre. Jeg blev derefter gjort klar til at komme over på fødelejet. Her gik vandet, og resten gik slag i slag.
Så den 24. september 2007 klokken 4.12 kom vores dejlige lille datter til verden, kun 4 timer og 12 minutter efter termin. 50 cm lang og med en vægt på 3.580 gram. Hun var bare helt perfekt! Og min mand var så fantastisk til at støtte mig. Uundværlig at have ved min side!
Vi havde hjemmefra snakket om, at han ville klippe navlestrengen. Men undervejs i fødslen spurgte jordermoderen, om han kunne have lyst til at tage imod hende, og det svarede han uden tøven ja til, hvis altså jeg var okay med det. Så det endte med, at han drejede hendes hoved og hjalp til med at hive hende det sidste stykke ud til verden og op til mig.
Jeg tudede af glæde, da jeg fik hende op til mig, og sagde: "Nej, hvor er du dog dejlig, lille skat", og ud af lillepigen kom der, hvad der lød som et højt og tydelig "Ja!". Det grinede vi allesammen meget af.
Her er Bianca netop kommet til verden få minutter før.
Jeg blev syet med et enkelt sting 3 forskellige steder, mens jeg lå med hende oppe hos mig - stadig uden bedøvelse. Og det gjorde dælme niller-naller! De tåbelige nåle i ørene kunne hverken gøre det helt eller halvt.
Dog synes intet at være noget ved siden af det, jeg lige havde været igennem. Det GØR ondt at føde et barn - særligt at få hovedet ud, når først det er ovre, er resten ingen sag. Men smerten er mærkeligt nok næsten øjeblikkeligt glemt, og det vil til evig tid være det hele værd!
Relaterede artikler
© 1999-2025