Ugerne før og efter vores datters fødsel Louises datter blev født 2 uger for tidligt og vejede kun 2.840 gram, så hun måtte en tur på neonatalafdelingen.
11719
Skrevet af Louise
Terminen var sat til den 6. marts 2008. Da vores søn var en stor dreng ved fødslen og blev forløst ved kejsersnit i 2006, var vi i januar til vægtscanning. Vi ville finde ud af, om vores datter var lige så stor eller ej, og det skulle afgøre, om fødslen skulle være naturlig eller ved kejsersnit.
Vi fik os dog noget af et chok, da vi fik beskeden om, at hun var lille. Faktisk 20% under gennemsnittet. Det betød, at hun skulle observeres for IUGR (Intra Uterin Growth Retardation) eller væksthæmning, som det kaldes på dansk. Derfor blev hun scannet hver 10. dag. Hver scanning viste dog, at hun tog på (dog ikke så meget som gennemsnittet), at der var fin blodgennemstrømning i navlestrengen, at der var nok fostervand, og at hun lavede vejrtrækningsøvelser. Alle sammen rigtigt gode tegn.
Forklaringen på hendes størrelse var derfor nok blot genetisk, dvs. at hun mere slægtede sin mor på end sin far (mor vejede 2.600 gram ved fødslen og far 3.600 gram). Da den forventede vægt ved terminen ville være ca. 3 kg, blev det besluttet, at vi skulle forsøge en naturlig fødsel. Dette blandt andet for at undgå de mange ugers restriktioner med hensyn til fysisk aktivitet, løft etc. bagefter. Men det skulle gå anderledes!
Fredag den 22. februar tog vi på fødegangen ved 9-tiden, da aktivitetsniveauet i maven havde været meget sparsomt det seneste døgn. Der blev sat en CTG-måler på maven, som dog ikke kunne registrere hjertelyden, da den var meget uregelmæssig. Der var en masse ekstra slag (ekstra systoler) og lange pauser, som gjorde det umuligt for monitoren at få en ren hjertelyd.
Herefter blev der tilkaldt en læge. Hun scannede hjertet og kunne se, at hjerteslaget var meget uregelmæssigt. Kombinationen af den lille størrelse, den lave grad af aktivitet og det uregelmæssige hjerte betød, at de gerne ville have vores datter ud - og det inden for 2-3 timer. Så vi fik pludselig meget travlt med at få arrangeret pasning af storebror etc.
Kl. 14.06 kommer vores datter til verden på Herning Sygehus fredag den 22. februar. Hun vejede 2.840 gram og var 49 cm lang, hvilket var en OK vægt for en baby født i uge 38+1.
Børnelægen forventede, at hjerteslagene blev mere regelmæssige lige efter fødslen. Det er i hvert fald ofte det, der sker. Men hendes hjerte galoperede stadig. Derfor tog lægen hende med på neonatalafdelingen, hvor man konfererede med Skejby, som meget gerne ville have hende overflyttet.
Alt imens hun blev undersøgt, blev jeg syet sammen og kørt på opvågningen. Min mand kiggede op til mig for at fortælle, at hun havde det godt og var ved at blive undersøgt.
Efterhånden som blokaden aftog sin virkning, blev jeg kørt op på neonatalafdelingen for at se hende. Desværre blev jeg her mødt af synet af hende i en kuvøse med elektroder over det hele og beskeden om, at hun skulle overflyttes til Skejby. Dette var et hårdt slag, idet vi i vennekredsen har to par, der i 2007 hhv. mistede deres datter på grund af en hjertefejl, og en dreng, der fik en hjerteoperation, da han var 1 uge gammel. Begge børn var indlagt på Skejby.
Ved 18-tiden kørte datter og far af sted i en ambulance, mens jeg først fulgte efter sidst på aftenen. Selve transporten i ambulance var lang og smertefuld. Samlet set havde jeg set min datter i ca. 20 minutter og forstod ikke, at hun nu var kommet til verden. Jeg havde ikke nogen gravid mave, men heller ikke nogen baby at vise frem eller holde om.
Vi var indlagt i 4 dage på Skejby, og hun blev grundigt undersøgt af diverse børnelæger og med EKG, Ekkokardiografi og røntgen af hjerte og lunger samt diverse blodprøver. Hun havde drop med sukkervand, sonde og blev overvåget konstant med iltmætningsmåler og elektroder på brystkassen, der registrerede hjerterytmen. Samlet set en ufattelig mængde udstyr på så lille en krop. De var selvfølgelig nødvendige, men også begrænsende i forhold til kontakt og nærvær med hende.
Vi overnattede på mor-barn-afsnittet Y1, men fik ikke meget søvn den nat. Næste formiddag blev vi kørt over til hende, men jeg var alt for træt og påvirket af al den smertestillende medicin til at kunne glæde mig over hende. I det hele taget var hovedet fyldt med svære tanker om, hvad og om der var noget galt med hende. Vi var meget bekymrede og følte ikke rigtigt, at vi fik nogle forklaringer fra lægerne.
Heldigvis var alle de mange undersøgelser normale, og hjerterytmen, som var meget uregelmæssig og havde dybe dyk til en frekvens helt ned omkring 70 (og som helst skal ligge mellem 120 og 140), blev fin og regelmæssig i løbet af ca. 2 døgn. Angiveligt er det noget, der er velkendt. Man ser det nogle gange hos fostre, men så retter de sig, når de bliver født eller i de næste 2-5 levedøgn.
Farmand kørte dagligt frem og tilbage mellem Herning og Århus for også at være hos storebror Simon. Det var nogle hårde dage for os alle - både os, som var hos hende, og resten af familien, som følte sig så langt væk fra det hele og kun ventede på beskeder fra Skejby.
Jeg lå i fast rutefart mellem børneafdelingen og mor-barn-afsnittet. Der var langt at køre/gå, og eftersom hun skulle have mad 6-8 gange i døgnet med sonden, og vi helst selv ville gøre det, gik der lang tid med dette. I starten fik hun ikke mere en 10-15 ml mælk hver anden time, men det blev langsomt øget til 25 ml og sidenhen 40 ml.
Om søndagen havde hun det meget bedre. Hun var også holdt op med at gylpe alt sin mad op. Vi havde held med at få hende lagt til brystet samtidig med, at hun fik ved sonden, og derfra gik det kun fremad mht. at spise mere og mere hos mor.
Vi blev herefter overflyttet til Herning, hvor vi har været i 4 dage. Her handlede det om at få hende lært at spise selv, dvs. gradvis nedtrapning af mængden fra sonden og øget mad fra mor. Da hun var lidt slap og sikkert meget træt ovenpå al virakken i Skejby, faldt hun i søvn efter blot 5 minutter ved brystet og måtte vækkes hver 3-4 time, så vi kunne få givet hende noget mad.
Om lørdagen, altså 8 dage efter hendes fødsel, blev sonden fjernet, og hun fik kun mælk fra mor. Hun var begyndt at melde sig selv, når hun var sulten, og vi hørte for første gang, at hun også kunne blive ret sur!
Lørdag tog vi hjem på orlov, og der vejede hun 2.740 gram, hvilket var 100 gram under fødselsvægten. Mandag den 3. marts, altså 2 døgn efter, blev hun vejet igen: 2.735 gram. Det vil med andre ord sige, at hun havde taget alt det, som hun fik på sonden, hos mor (hvilket var ca. 180 ml i døgnet til sidst).
Den sidste kontrolvejning var 3 dage efter, og her var vægten 2.810 gram. Hun havde altså taget ca. 25 gram på pr. døgn, og det var lige præcis det, som hun skulle. Så vi gik glade fra sygehuset og håber, at vi aldrig skal på en børneafdeling igen.
Relaterede artikler
© 1999-2025