Skrevet af Kirstine
Jeg har tidligere fortalt noget af min historie her på Netbaby under overskriften "Mit levende mirakel og min døde engel", min beretning om min søn William, som er i live og fantastisk, og min søn Silas, som døde i min mave, selv om han var sund, rask og helt perfekt. Da jeg skrev det, havde vi netop overstået misdannelsesscanningen med vores tvillinger, og nu vil jeg fortælle jer, hvordan det er gået siden da.
Graviditeten med tvillingerne var benhård. Vi vidste, at vi ventede en dreng og en pige, og vi var enige om, at de skulle hedde Karen og Simon. Når man først har prøvet at miste et barn, så antager hele livet ligesom en ny kulør, som farver ALT. Det er simpelthen ikke muligt at nedtone den erfaring.
Jeg plejer at sige, at inden Silas døde, så havde jeg det samme filter som de fleste andre mennesker. Jeg vidste jo godt med min fornuft, at man kan miste sine kære, men det var ikke noget, jeg spekulerede særligt over, eller noget som havde specielt indflydelse på min hverdag.
Efter at have lagt min lille søn i kiste og sammen med min mand sænket ham ned i graven, så er der ikke ret mange øjeblikke i mit liv, der ikke præges af angsten for at miste. Mit liv er godt, og jeg er lykkelig, og den store sorg i mit hjerte giver alting denne her lidt anderledes kulør.
Efter en lidt turbulent start på graviditeten med misforståelser og sygehusskift, befinder vi os godt med at være på Glostrup. Der er stor sympati for, at vi har brug for, at der bliver holdt super godt øje med vores unger, så jeg går til tjek hver uge; hver 14. dag scanning hos den samme jordemoder og hver 14. dag almindelig konsultation hos en anden jordemoder. Der er aldrig noget at bemærke ved disse undersøgelser. Begge børn trives og vokser fint.
Ved sidste scanning i uge 35+0 skønnes Simon til 2.800 gram og Karen til 2.600 gram. Simon har de sidste 8-9 uger ligget pænt med hovedet nedad, mens Karen til fulde udnytter, at hun ligger øverst og dermed har masser af plads, så hun karter rundt og formår at vende sig helt rundt lige frem til fødslen.
I samråd med læge og de to jordemødre besluttes det, at fødslen skal sættes i gang, når jeg er i uge 37+0. Ungerne har en fin størrelse, og psykisk er jeg snart helt brugt op. Silas døde i min mave, da jeg var i uge 36+4, så fra uge 36 er jeg så rædselsslagen, at ord slet ikke kan beskrive det. Så der er ingen grund til at trække den længere.
Vi får en lang og detaljeret forklaring om, at der skal være rigtig mange mennesker med til en tvillingefødsel. Min jordemoder og så en studerende. En læge til at holde på Karen i maven, når Simon bliver født, så hun ikke vender numsen eller i værste fald fødderne nedad. To børnelæger til at tage sig af tvillingerne, når de er født. X antal sygeplejersker og sosu-hjælpere. Og så en anæstesilæge til at bedøve mig, hvis der skal foretages akut kejsersnit.
Jeg synes, det lyder helt vildt, men jeg ved også fra de to første fødsler, at når først veerne er i gang, så er jeg helt ligeglad med, hvem der står og kigger på mig, så tanken om alle de mennesker generer mig egentlig ikke - det er bare rart, at der er så mange til at sikre, at vores børn kommer godt ud i livet.
Onsdag den 24. januar 2007 om aftenen møder vi op på fødegangen. Fødslen skal sættes i gang med ballonkateter. Det skal sidde i 12 timer og forhåbentligt udvide mig så meget, at man uden problemer kan tage vandet torsdag morgen. Så først køres strimmel i ½ time, og da begge unger lever og har det godt, skal jeg så lige lægge benene i bøjlerne, så kateteret kan komme op. Det er dælme ikke en nem manøvre, når man er højgravid med tvillinger! Men det går, og jeg vralter hjemad med besked om at møde op kl. 8 torsdag morgen.
Midt om natten skal jeg tisse (igen igen!), og stor er min forbløffelse, da ballonkateteret glider ud i toilettet. De sagde jo 12 timer! Jeg ringer til fødegangen og får at vide, at jeg skal krydse fingre for, at jeg ikke lukker mig så meget, at de skal starte forfra. Jordemødrene vil ikke lade mig komme ind, for de har travlt, og jeg har ingen veer, så jeg skal bare komme som aftalt. For satan da også, jeg er godt nok ked af det, da jeg har lagt røret igen. Heldigvis er ungerne meget aktive i min mave.
Torsdag morgen er nyhederne gode. Livmoderhalsen er udslettet, og jeg er så åben, at vandet på Simon kan tages uden problemer. Klokken er 8.30, og da vandet er taget, ligger jeg ½ times tid med strimmel. Jeg får ingen veer, og da Simon og Karen har det fint, går vi i cafeteriet og spiser en ostemad.
Kl. 10 vender vi tilbage til fødegangen. Stadig ingen veer. Alligevel flyttes vi over på en fødestue, og jeg får et lavement. Omkring kl. 10.30 begynder de første spæde veer, og de er virkelig spæde. Jeg koster rundt med min mand og sætter hår, mens jeg har veer og tænker: "Hey, det går jo som en leg det her!".
Kl. 11 undersøger jordemoderen mig og konstaterer, at jeg trods de lette veer er 7 cm åben. Hun vil sætte en elektrode på Simons hoved, så man kan holde øje med hans hjerterytme på én maskine og Karens på en anden. Mens hun roder med elektroden, tager veerne gevaldigt til, og jeg fortryder helt vildt den ostemad, jeg spiste tidligere.
Jordemoderen får sat elektroden på Simon og beslutter samtidig at lægge venflon, så det er i orden, hvis der bliver brug for bedøvelse. På dette tidspunkt ligger jeg og brøler på fødebriksen, mens jeg overvejer, hvordan jeg er blevet så pylret siden sidste fødsel 11 måneder tidligere, for det gjorde bestemt ikke nær så ondt.
Kl. 11.30 vil jordemoderen undersøge mig igen. Jeg ligger på siden, og hun vil have mig om på ryggen, hvilket jeg i knapt så diplomatiske vendinger pure nægter. På dette tidspunkt spørger den studerende, om jeg er begyndt at presse, og det må jeg jo erkende, at jeg vist er. De når lige at dreje mig en smule og løfte mit ene ben. Ifølge journalen er klokken 11.34, da Simon kommer flyvende ud i livet med et kæmpe skrig.
Fordi det er gået så stærkt, er der ikke blevet ringet efter lægerne og alle de andre, der ellers skulle være til stede. Jordemoderen griber resolut fat omkring Karen inde i min mave, mens den studerende får trykket på alarmknappen. Jeg får Simon op på maven - ren lykke. Han er fantastisk, varm, levende og bare bedårende! Der går vel et minuts tid, før børnelægen kommer ind på fødestuen. Jeg får kysset lidt på min dejlige nyfødte søn, og så tager hun ham hen på bordet. Han får 10/1 og 10/5 i Apgar og er helt perfekt. 2.726 gram og 47 cm.
Mens lægen tager sig af Simon, bliver det en smule anspændt over min mave. En anden læge er kommet til og har overtaget at holde på Karen, og man vil nu tjekke hendes hjertelyd med CTG'en, men de kan ikke finde den. Der er debat om, hvordan hun vender derinde - er det en numse eller et hoved, der vender ned? Lægen står bøjet ind over mig og siger: "Vi skal finde den hjertelyd NU, så få den scanner herind med det samme!", og jeg er bare helt sikker på, at Karen er død.
Lægen beordrer et ve-drop sat op, men inden de når så langt, går vandet på Karen, og ud med vandet glider to små fødder. Klokken er nu 11.40, og jeg bliver beordret til at bare presse, uanset om jeg har presseveer eller ej.
Kl. 11.47 bliver Karen født, og hun er helt stille og en smule blå. Hun kommer direkte hen til børnelægen, som skal stimulere hende lidt for at få hende til at trække vejret ordentligt. Karen retter sig lykkeligvis relativt hurtigt og sætter i et højt hyl. Hun får 7/1 og 10/5 i Apgar. 2.469 gram og 47 cm.
Vi er super heldige hele vejen igennem denne gang. Jeg kan stadig blive helt klam ved tanken om, hvor galt det kunne have været gået, hvis det havde taget længere tid at føde Karen. Selv om ungerne er noget mindre, end de blev skønnet til 14 dage tidligere, så er de stærke børn, og ingen af dem har brug for støtte af nogen art.
Efter 6 dage er amningen godt i gang, og vi drager hjem til William på 2½ år med vores nyfødte tvillinger. Nu er jeg mor til 4 - 3 levende mirakler og en død engel.
14-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025