Det hele startede den 1. februar 2006. Vi besluttede os for at lægge p-pillerne på hylden og gøre os selv til forældre. Der gik ikke lang tid, før jeg blev gravid: 1 måned og så var der gevinst!
Vi blev rigtig glade for, at det var sket så hurtigt, men da jeg kom til uge 6+2, stoppede lykken. Jeg begyndte at abortere! Det gjorde ondt inden i kroppen, men alligevel ikke værre end, at jeg godt vidste, at så måtte der jo være noget galt med fosteret, siden det ikke kunne blive i min mave.
I januar 2007 blev jeg gravid igen med termin i oktober. Lykkelige var vi, da jeg igen testede positiv. Vi havde gået og hygget os lidt inde i byen med at købe små sokker og bodyer til den lille. Også for at gøre graviditeten mere virkelig. Men da jeg så kom til dagen, hvor jeg endelig skulle scannes i uge 8+3, havde jeg det utrolig dårligt. Som om noget var galt og helt forkert, så tiden måtte bare gerne gå hurtig.
Da lægen satte scanneren på, kunne jeg godt se, at han så lidt mærkelig ud i hovedet. Jeg blev godt nervøs efter den sære følelse, jeg havde haft i kroppen, inden jeg gik ind. Så kom dommen! "Jeg beklager, men din baby er død og har været det i nogle dage". En stor klump passerede i halsen, og det føltes som om, verden stod stille for mig!
En masse tanker strøg igennem mit hoved, mens lægen snakkede. Hvad vil min familie og venner tænke? Hvad med min mand? Hvordan skal jeg fortælle det til andre?
Jeg valgte at få fosteret væk ved en udskrabning, og jeg skulle derfor møde op på sygehuset mandag efter weekenden. Idet jeg rejste mig op for at tage hjem fra scanningen, sortnede det for mine øjne, og det hele kørte rundt i hovedet på mig. Jeg besvimede, og heldigvis var det mens lægen var der.
Jeg blev ked af det, skuffet og overrasket over, at følelsen i kroppen om, at noget var galt, var sand. Min baby var død, og jeg skulle ikke være mor alligevel! Det var så 2. gang, det gik galt.
Mandag morgen mødte jeg fastende op på sygehuset kl. 8.00. Men først kl. 17.30 kunne jeg komme ned til en udskrabning. Det var mange timer uden mad og drikke. Tankerne fløj rundt, og tårerne trillede ned ad kinderne det meste af dagen. Det var en grim oplevelse.
Heldigvis skete der et mirakel den 23. maj 2007. Testen viste igen positiv i uge 4+1 med 2 meget tydlige streger. Jubi, lykken vendte tilbage! Men stadig turde jeg ikke knytte mig til den lille spire i maven. Der gik lang tid, før jeg turde tro på det.
Jeg regnede ud, at jeg ville have termin den 28. januar 2008, så jeg skyndte mig selvfølgelig at melde mig på terminsgruppen på Netbaby, som så mange andre.
Dagen kom, hvor vi skulle til første scanning i uge 8+0. Denne gang havde jeg en god fornemmelse i maven, da kvalmen også var ret styg. Lægen scannede mig og sagde: "Dobbelt tillykke, I venter nu tvillinger, og der er 2 flotte hjerteblink". Det var som om, en elefant lettede sig fra mine skuldre, for nu var der hjerteblink, og det hele så bare fint ud med dem begge.
Vi var stolte, glade, lykkelige og noget overraskede over, at der var tvillinger. Det tog nogle dage, før det gik rigtigt op for os, og vi vænnede os til tanken om 2 babyer, men vi var spændte.
Ugerne gik, den ene efter den anden, og jeg havde det godt af en tvillingegravid at være. Selvfølgelig var der lidt skavanker, da jeg var gravid med 2, men det følger jo med.
I uge 29 blev jeg indlagt og skulle være sengeliggende, da jeg var begyndt at åbne mig. Jeg var utrolig bange for, at fødslen gik igang, og at det hele ville gå galt igen. Det eneste, sygeplejerskerne sagde, var: "Ja, du skulle jo gerne lige holde til uge 34, da chancerne er bedst der". Uge 34? Men jeg var jo kun i uge 29! Så der var lang vej, og det var bestemt ikke opmuntrende ord af få, selv om det var sandheden.
Men heldigvis gik det bedre efter en uges indlæggelse som sengeliggende. Min livmoderhals havde lukket sig igen og var nu blevet lidt længere, så jeg måtte komme hjem og være sengeliggende.
En scanning viste noget tid efter, at de begge lå med hovedet nedad, og tvilling A stod fast, så jeg besluttede mig for, at jeg ville føde vaginalt, når tiden kom til det. Min livmoderhals var blevet længere nu, så jeg måtte begynde at gå rundt igen. Sikke en lettelse, tænkte jeg.
I uge 36+5 havde jeg stadig ikke født. Vi tog i Føtex, Bilka og Harald Nyborg for at købe nogle ting. Jeg kunne godt mærke, at jeg blev meget hurtigere træt, og at det begyndte at nive lidt i lænden, men alligevel ikke noget særligt.
Kl. 22.00 den dag besluttede vi os for at gå i seng, men inden da ville jeg lige på toilettet. Idet jeg satte mig, kunne jeg mærke et stort bump i underlivet, som gjorde mig lidt bekymret. Jeg gik ind til min mand i soveværelset, og idet jeg kommer derind, lyder der et plask på gulvet. Vandet var gået, og vi blev noget forvirrede, da vi ikke lige havde regnet med det.
Vi ringede til fødegangen, hvor en sød jordemoder bad os komme med det samme. Men vores bil var til reperation, og Falck nægtede at hente os, da jeg ikke havde veer, og de mente ikke, at jeg ville føde foreløbig.
Så vi fik min far til at køre. Det var glat på vejene, og da vi var kommet halvvejs, kunne jeg mærke, hvordan veerne ellers bare kom rullende ind over mig. Vi ankom til fødeafdelingen kl. 23. Jeg blev undersøgt indvendigt, og jeg var allerede 8 cm åben! Så gik det ellers stærkt.
Jeg kom over på fødelejet, hvor der blev sat en elektrode på tvilling A's hoved, så de kunne holde øje med hjerterytmen. Inden jeg havde set mig om, stod der læger, sygeplejerske, jordemødre og narkoselæger over det hele. Fødestuen var næsten helt fyldt, og en tvillingevugge var gjort klar.
Kl. 1.55 blev jeg scannet for at se, om de begge stadig lå med hovedet nadad, så jeg selv kunne føde dem, og det gjorde de heldigvis. Det var mit største ønske at føde dem selv.
Jeg kunne nu mærke at jeg begyndte at få pressetrang, så jeg blev igen mærket indvendigt, og jeg var nu 10 cm åben og klar til at føde.
Kl. 2.35 kommer tvilling A til verden med et skrig. Den smukkeste lille pige på 3.164 gram og 50 cm. Farmand klippede navlestrengen, og så kneb han en lille tåre sammen med mig. Hun var så helt igennem perfekt og dejlig.
Kl. 2.46 kom tvilling B "flyvende" til verden og med begge moderkager bagefter sig. En skøn lille dreng på 2.470 gram og 46 cm. Nu trillede tårerne ned af kinderne på os, for endelig fik vi vores elskede stjernebørn i armene.
Vores søn var stjernekigger, da han blev født, og han var nær smuttet på gulvet, hvis jordemoderen ikke havde været hurtig nok. Min mor klippede navlestrengen på ham, da hun var med til fødslen, og da farmand jo stod med vores lille datter. Det var første gang, hun skulle være mormor.
Fødslen var overstået med lethed og helt uden bedøvelse, da vi aldrig nåede det, fordi det gik så stærkt. Ikke engang lattergas blev det til. Det var en lettelse at få mine børn til verden, så jeg nu kan passe på dem, som en mor gør.
Bagefter blev jeg syet lidt, da jeg havde fået lidt små rifter. Imens blev tvillingerne tilset af en børnelæge. De var begge nogle sunde og raske babyer, som fik 10 i apgar score. Jordemoderen kaldte dem for stjernebørn.
Da jeg så endelig fik dem over til mig, græd jeg af lykke sammen med min mand. Vi var så stolte og lykkelige! Nu var vi blevet forældre for første gang til de smukkeste tvillinger. Der findes ikke noget større! Vi var nu en lille familie.
Jeg havde købt en lille gave til min mand - en slipsenål, hvorpå der var graveret "Far". Han blev så glad for den, og jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk, da han så den.
Vi lå på barselsgangen i 4 dage sammen med min mand. I dag er tvillingerne 2½ måneder, og de er det bedste, der er sket for os. Vi elsker dem så højt, og der findes ikke noget større end at blive mor til tvillinger.
Vores lille søn har desværre 3-måneders kolik, men vi holder modet oppe i håb om, at det snart er væk. Samtidig døjer vores datter en del med hård mave. Så det har været måneder med skrig og skrål, men det er det værd, selv om det er hårdt, når man står i det.
Jeg har valgt at fortælle om min vidunderlige fødsel af mine tvillinger, så andre tvillingegravide kan se, hvor godt det kan gå, når man går i fødsel for tidligt, som jeg gjorde.
Set i bagspejlet er jeg glad for, at jeg valgte at føde dem vaginalt. Jeg havde en dejlig og uforglemmelig fødsel, som gik helt efter bogen og helt uden nogen former for komplikationer.
Tvillingerne blev født den 6. januar 2008 i uge 36+6, 3 uger for tidligt, og de er begge rigtig godt med i dag.
22-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025