Skrevet af Charlott
Omkring kl. 3.30 om natten den 25. september 2006 vågnede jeg med en fornemmelse af, at jeg skulle på toiletet. Jeg gik der ud, men der kom ikke noget, så jeg gik i seng igen. Det skete 4-5 gange.
Til sidst kunne jeg ikke sove (kl. 4.00), så jeg gik ind i stuen og tændte for fjernsynet. Jeg fandt en smadder god film og begyndte at se den. Fornemmelsen om, at jeg skulle på toilettet, blev ved.
Jeg havde ingen idé om, at jeg havde veer, for min vendinde, der havde født 4 måneder tidligere, havde fortalt mig, at når man fik veer, var man IKKE i tvivl, og ens mave blev hård og kugle rund.
Problemet var bare, at min mave havde været hård og kugle rund gennem hele graviditeten, så jeg kiggede ned på min mave og kunne ikke se nogen forskel, så jeg regnede bare med, at det var lidt smerter, der kunne have skyldtes bevægelsesbesvær for min lille pige i maven.
Filmen var smadder god, og jeg var helt væk i den, men "smerterne" begyndte at tage lidt til, så jeg satte ur på fjernsynet for at se, om det måske kunne være veer. Der var 10 minutter i mellem hver smerte, så jeg gik ud fra, at det var veer.
Jeg så filmen færdig og gik så i bad. Da jeg var færdig, gik jeg ind og pakkede en taske til mig og den lille ny, der snart ventede sin ankomst.
Mens jeg puslede rundt med tasken, vågnede Claus (min kæreste) og spurgte, hvad jeg lavede. "Jamen skat, jeg tror, vi snart skal have en lille pige". Hans svar var "Ejjj", og så sov han videre. Jeg tror ikke, det var gået op for ham.
Kl. 6.00 begyndte jeg at sætte lyd på veerne (avs), så Claus vågnede og kom ind i stuen med dynen under armen og lagde sig på sofaen. Han prøvede ihærdigt at sove videre, men der var kun 5 minutter i mellem hver ve, så han kunne ikke rigtigt koncentrere sig om at sove, når jeg skulle rejse mig, hver gang jeg fik en ve. Jeg kunne nemlig hverken ligge ned eller sidde ned.
Klokken nærmede sig 7.00, og jeg spurgte Claus, om han ikke skulle ringe til sit arbejde og sige, at han ikke kom. "Ej, det kan jeg da ikke, hvad hvis det nu ikke bliver til noget?". Jeg kiggede på ham og sagde promte: "Nu ringer du bare til dit arbejde og siger, at du ikke kommer, for JO, der sker noget".
Det skal lige siges, at han var vildt morsom den dag. Jeg har aldrig nogensinde set ham være sådan før. I starten var han meget afslappet og henkastet, meget sådan "arh, der går flere timer, før der sker noget". Nå, men han ringede.
Kl. 8.00 ringede jeg til fødegangen for lige at fortælle hvordan og hvorledes. De sagde, at jeg bare skulle komme, når jeg ikke kunne holde det ud mere. Jeg gik ind i stuen igen og så fjernsyn. Claus var blevet mere stille og hjælpsom, efterhånden som volumen steg under veerne.
Kl. 10.00 sagde jeg til Claus: "Skal du i bad, inden vi kører, så er det NU". Jeg har aldrig nogensinde set den mand tage så hurtigt et bad, hi-hi.
Vi kørte mod Hillerød Sygehus omkring kl. 10.20, og jeg har aldrig nogensinde haft en så dårlig køretur. Jeg kunne jo ikke sidde ned under en ve, så jeg kravlede rundt oppe i loftet af bilen.
Vi ankom til Hillerød Sygehus kl. 10.30. Vi blev taget pænt imod af en jordemoder (kan simpelthen ikke huske hendes navn), og hun undersøgte mig. Min tanke var: "Nå, nu bliver jeg sendt hjem igen". Det havde man jo hørt så mange gange om andre.
"Hvis du har et ønske om at komme i vandkar, så er det nu, for du er 7 cm åben". Mig og Claus måbede lidt. Jeg fik et lavement.
Jeg kom i kar, men kun i få minutter, for det var ikke lige mig. Jordemoderen prøvede at give mig en badering på, men der gik helt panik i mig, for jeg fik en ve samtidig, og der var INGEN, der skulle røre mig under en ve.
Jeg fik ikke noget smertestillende, men jeg fandt ud af, at iltmasken gjorde vidundere. Men problemet var jo ligesom, at den jo ikke kunne nå hen til karet. "Hmm, hvad gør vi så", tænkte jeg. Jeg hoppede op af karet og løb splitter Hans Jørgen efter masken, alt i mens jordemoder og Claus rendte rundt efter mig med de mindste håndklæder, jeg nogensinde har set. Det var ret komisk, sådan som de rendte rundt efter mig og prøvede at tørre mig og tørre op efter mig.
Jeg havde veer med 30 sekunders mellemrum nu, og Claus var den mest stille mand i hele verden. Han kom med våde klude og saftevand hele tiden. Årh, den saftevand. Jeg drak nok 2 liter på 20 minutter, og så kastede jeg op. Puha, jeg blev skidt. Og Claus og jordemoder var igen meget morsomme mennesker. De stod med verdens mindste brækbakker og prøvede at fange mit opkast, der kom med 200 km i timen. Haha, som om de kunne fange en dråbe. De var sgu' morsomme.
Jeg var så 10 cm åben, og vi ventede bare på vandet, men jordemoderen besluttede sig for at prikke hul på fosterhinden, for det var jo det eneste, vi ventede. Det betød, at jeg skulle ligge ned under en ve, for at de kunne prikke hul. Men det gik, og vandet fossede ud. Der var klokken 12.30.
Jeg skulle på toiletet, og det var NU, troede jeg. Jordemoderen blev ved med at komme ud og sige, at jeg skulle gå ind i seng, for jeg skulle altså føde. "Nej, jeg skal på toilettet!". Det var så påstand mod påstand.
Under en ve fik Claus og jordemoderen "fragtet" mig hen til sengen, men jeg ville stå op. Så jordemoderen lagde klæder under mig og sagde, at jeg skulle sprede benene noget mere. Men hver gang, der kom en ve, samlede jeg benene igen, og det kunne hun jo ikke arbejde med.
Jeg nægtede pure at komme op i den seng. Jeg skulle fandme ikke ligge ned! Men igen under en ve fik de 2 samarbejdsvillige "fragtet" mig op i sengen. Jeg lå så på alle 4, og så gik det stærkt - og sjovt nok gjorde det ikke ondt.
Kl. 12.41 kom Malia til verden. Hun vejede 3.040 gram og var 49 cm lang. Min dejlige lille prinsesse var her endelig.
02-05-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025