Skrevet af Aishah
Aminas fødsel
I 1998, da jeg var 17 år, fandt jeg ud af ved et lægebesøg, at jeg var gravid i 9. uge. Det var ikke planlagt men heller ikke hadet. Min mand kunne heller ikke lige forstå det. Han sad hele vejen hjem i bussen og sagde: "Jeg skal være far, jeg skal være far!".
Jeg boede på det tidspunkt i Husum. Tiden gik faktisk hurtigt, og inden jeg så mig om, var det tæt på. Jeg flyttede til Amager 8 uger før forventet fødsel. Så en lørdag eftermiddag mærkede jeg en ulmen i maven og ryggen, men jeg vidste ikke, om det var veer.
Om aftenen tager vi en taxa til Herlev Amtssygehus. Der bliver jeg undersøgt og får at vide, at det er veer. Jeg har en enormt sur jordemoder, som jeg bare ikke kan lide. Hun er hård og ligeglad. Jeg ved jo ikke, hvor ondt veer gør, så jeg jamrer mig højlydt, når der er en ve. Hendes fine kommentar er: "Årh ja, slap dog af, det jo bare en ve!". Fedt, at en jordemoder siger sådan.
Min farmor og mand er med, og tiden snegler sig der ud af. Klokken nærmer sig midnat, og jeg kommer i kar. Dejligt. Nåh ja, udover at min farmor sidder og snakker om sit høje blodtryk, og at hun skal til lægen næste dag, hvis hun da kan nå det. Fedt, bare stress mig!
Da klokken bliver 00.30, får jeg en saltvandsblokade i ryggen. Nøj, den gør ondt. Det får den stakkels narkoselæge også at høre for: "Hvis du stikker mig en gang til, så får du resten!". Det er som om, at der bliver brændt en smøg ind i huden på mig. Men efter ca. 10 sekunder slapper jeg af, og mine smerter er ikke så slemme mere. Men det varer kun 1 time, øv!
Da klokken bliver 01.15, får jeg presseveer og vil gerne presse. "Vent lidt, du er ikke udvidet endnu", siger jordemoderen. Hun mærker efter. "Øh nå, du må godt presse alligevel". Yay, jeg presser 3 gange, og så har jeg min datter på maven. En fin lille pige, der blev født kl. 01.24. Hun vejede 2.490 gram, og var 50 cm lang. Vi lå på Herlev i 5 dage.
Yasminas fødsel
Den 1. marts er jeg til kontrol på Rigshospitalet for mit stofskifte (jeg har en stofskiftesygdom). Der får jeg at vide, at jeg nok ikke skal regne med at få flere børn. Ha, det skal vise sig, at jeg rent faktisk er gravid på det tidspunkt. Så meget for lægernes vurdering.
Jeg tester positiv den 13. marts. Jeg er bare super lykkelig, og min mand er lige så super glad. Jeg har ingen problemer overhovedet, og tiden går der ud af. Jeg kommer til scanning, og den viser, at det bliver en pige til.
På Rigshospitalet havde de prøvet at tale mig fra at få dette barn, fordi med min medicin var der en risiko for, at hun kunne blive handicappet eller andet. "Nej, jeg vil elske dette barn", sagde jeg. Jeg har aldrig set en mand glo mere end ham.
Nå, men tiden går, og jeg hygger mig som sommergravid. Da tiden er ved at nærme sig, gør jeg alt klar. I oktober på min lillebrors fødselsdag siger min mors veninde: "Du ligner en, der snart skal føde". "Nej, der er 6 uger endnu", svarer jeg. Not!
Den 1. november trisser jeg rundt derhjemme. Amina bliver passet af en veninde. Min mand er taget i skole og er ved at gøre klar til eksamen. Kl. 9.30 går vandet. Jeg var på vej i bad, og pludselig begynder det at sive. Jeg står og snakker i telefon og tænker med et sæt: "Ej, hvor flovt, du er 21 år og står og tisser på gulvet". Men efter at have bevæget mig noget mere, finder jeg ud af, at det er vandet.
Jeg kommer til Herlev, og der tjekker jordemoderen mig. Livmodermunden er helt udslettet, og jeg er 1 cm åben. Klokken præcis 12.00 får jeg veer. Mand, jeg havde helt glemt, hvor ondt det gjorde.
Jeg går rundt på gangene, for jeg var helt overbevist om, at denne gang skulle jeg arbejde med veerne. Kl. 16.30 bliver jeg tilbudt at komme i kar. Inden jeg kommer i, bliver jeg tjekket til at være 5 cm åben, så der er altså lang vej endnu. Not!
Jeg kommer i karet, men idet jeg brokker mig over, at vandet er for koldt, får jeg presseveer. Jeg har ikke engang siddet der i 10 minutter. Jeg kommer op og bliver tjekket. Jeg er 10 cm åben. "Bare pres", siger min super søde jordemoder.
Kl. 16.49 bliver Yasmina født. Hun vejede 2.900 gram og var 49 cm lang. Hun blev født 3 uger for tidligt. Jeg fødte uden noget smertelindring.
Yaseen-Kareems fødsel
Den 4. november 2005 finder jeg ud af, at jeg er gravid. Jubi! Men glæden varer ikke længe. Jeg aborterer efter at have været ude hos en søster. Jeg kommer på Herlev og får taget en urinprøve. De forsvinder i 10 minutter og kommer så og siger, at jeg aldrig har været gravid.
Jeg kommer hjem og er ked af det, men jeg accepterer, at det nok ikke skulle være denne gang. Jeg kommer til lægen og får taget en blodprøve for at se, om mit hormontal er dalet. En noget forvirret læge ringer og siger, at jeg nok hellere må komme op og få taget en ny blodprøve.
Jeg kommer der op, og hun siger, at mit hormontal er steget. Sært. Den næste prøve viser, at mit hormontal er steget fra 18.000 til 50.800 på 2 dage. Vildt. Hun sender mig til akut scanning, for der må være noget helt galt.
Jeg kommer i en fart til Rigshospitalet og smider bukserne og lægger mig op på briksen. Så begynder jordemoderen at scanne mig. "Hov, der er sørme en derinde med et lille bankende hjerte. Se selv", siger jordemoderen. "Undskyld, gider du gentage det?", svarer jeg. Jeg var ved at falde ned af briksen og ud af stigebøjlerne (det så ret sjovt ud). Jo, den var god nok. Der var sørme en til. Der havde været to, men den ene gik til ret hurtigt.
Jeg tager derfra som super glad kommende mor igen igen. Jeg køber et par små babysokker på hjemvejen, for jeg skal jo også fortælle manden det. Jeg kommer hjem, og han siger nå: "Hvordan gik det så? Er du OK?". "Jo, jeg har det fint nok. Se hvad jeg har til dig". Han så godt nok sjov ud i hovedet. "Hvad mener du? Er du stadig gravid?", spørger han. "Ja", svarer jeg. "Der har været to". Så stiger hans smil endnu mere (mandeting). "Ej, kan jeg også lave to på en gang?", griner han.
Tiden går, og det ser ud som om, alt går vel. Men min mand tager på en mandetur med et par venner. Et par timer efter styrtbløder jeg igen. Jeg ringer efter min søster, og vi haster til Herlev. Da jeg træder ind og siger, at der er noget galt, glor de på mig som om, jeg er unormal. "Jeg tror, jeg er ved at abortere", får jeg fremstammet.
Jeg bliver sat ud et stykke nede ad gangen (hvorfor ved jeg ikke), og der sidder jeg så og glor i et langt stykke tid. Så kommer der en sygeplejerske og siger, at jeg da godt kan vente til, at der kommer en jordemoder,men det ville tage lang tid, så hun ville anbefale, at jeg tog hjem. Tak for kaffe en service, siger jeg bare!
Jeg tog hjem, og min mand hastede hjem (fra Nordsjælland) og tog sig af mig og passede ungerne de næste par dage. Jeg kom igen til en scanning (henvisning fra egen læge), og der lå den lille bebs jo stadig lunt i sin hule. Jeg tager hjem og slapper af for alle pengene.
Nu begynder jeg efterhånden at blive træt af de her blødninger. Det skulle ske igen! Jeg lå i sengen, og pludselig kunne jeg bare mærke en smerte, der ville noget. Mig afsted til Herlev igen igen.
Da jeg kom ind og sagde, at jeg troede, der var noget galt, gloede de med åben mund og polypper! De skulle til og med dobbelttjekke mit CPR-nummer. Nu kom hende den ikke-gravide jo igen og sagde, at der var noget galt. Denne gang slår min mand i bordet og siger: "Nu får I F*** en jordemoder herned, så vi kan finde ud af, hvad der er galt!".
Vi sad fra kl. 18.00 til kl. 23.30 og så fjernsyn. Vi bliver hentet og bliver så ført op på fødeklinikken. Der scanner de mig igen. Den lille er der sørme stadig. Sikke en stærk bebs! Til og med stædig.
Vi får at vide, at alt ser OK ud, og at jeg skal tage den helt med ro. Det gør jeg så, og tiden begynder at lysne. Jeg får lige lidt influenza i uge 19, hvor jeg ligger med næsten 40 i feber og er helt væk. Men også det går over.
Jeg kommer så i uge 21 og går på toilettet. Der får jeg et halvt hjertestop. Der er noget, der er ved at falde ud af mig. Piv, ikke igen. Det var størknet blod, fik jeg at vide hos jordemoderen, da vi igen tog der ud. Efter dette stoppede alle blødninger, og min mave voksede sig stor. Mega stor!
Dagen kommer, hvor det er min termin. Jeg synes, der er noget, der ulmer i min krop, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er begyndende veer. Jeg prøver at få sovet, men det er helt umuligt med to store børn, der løber rundt og leger.
Kl. ca. 18 ringer jeg til Herlev og spørger, om det kan være veer, der er på vej, eller om de ikke rigtig vil gå i gang. Hun siger, at sådan kan det godt være for en 3. gangs fødende, og at jeg nok ikke skal regne med så meget. Men jeg måtte da godt komme der ud og blive tjekket.
Kl. 20.45 tropper vi op derude og bliver sendt ind på en stue. Jeg får sat en vemåler til. Den viser sådan nogle små veer, som ikke rigtigt er noget. Sådan kan det være, når det er 3. gang, siger de.
Tiden snegler sig afsted. og jeg gider ikke at ligge og glo der i sengen. Jeg vil ud og bevæge mig. Jeg får tilbudt en seng oppe på barselsgangen med besked om, at jeg nok bliver sendt hjem i morgen tidlig.
Kl. 01.30 beslutter portøren at dukke op med min seng. Jeg bliver kørt op på barselsgangen. Min mand får også tilbudt en seng, så han kan sove lidt. Jeg går i bad. Efter jeg har badet, går jeg i seng og sover til ca. 03.30. Der vil jeg i bad igen, for jeg synes, det er hamrende irriterende, at der ikke sker noget.
En jordemoder har snakket med mig, og hendes ord var: "Har du veer lige nu?". "Øh, ja lidt, tror jeg", svarer jeg. "Så er du sørme en stille en", siger hun. Mig: "Ja, jeg bliver stille, når jeg får veer" (jeg er normalt ikke sådan).
Da jeg går ud i bad, mærker jeg et ordentligt klonk. Det er vandet, der går. Klokken er 03.55. Men jeg finder først ud af det, da jeg sætter mig på badeskamlen. Vandet fosser ud. Jeg tager et håndklæde på og går ind og vækker min mand. Han ser noget forvirret ud, da jeg siger, at vandet er gået. "Hva'? Er det de?". "Ja, gå ud og hent en jordemoder", siger jeg. Han beder sin aften salah (bøn), og pludselig ser jeg underlig ud i hovedet. Min mand får travlt. Han kommer løbende med en jordemoder og portør.
Jeg er 5 cm åben. Jeg havde advaret dem om, at når jeg først går i gang, så går det stærkt. Jeg bliver kørt ned på fødestuen og trisser lidt rundt. Jeg skal have 5 cm til at gå. Da klokken bliver 06.00, brokker jeg mig over, at 5 cm tager sååå lang tid. Der får jeg to smertefulde veer (jeg har slet ikke haft ondt med de andre), og lige idet får jeg presseveer.
Kl. 06.12 er Yaseen-Kareem født og ligger i mine arme. Han bliver lagt over på undersøgelsesbordet. Han er lidt blå. Han kunne ikke tåle den fart, der pludselig kom på. Men ikke lang tid efter ligger han igen hos mig og spiser. Han var 52 cm lang og vejede 3.550 gram.
Anas og Yunus turbolente vej til verden
Torsdag den 24. maj vågner jeg frisk som alle andre dage, men noget skal ændre sig. Kl. 14.30 får jeg ondt i maven, og jeg lægger mig ned, som jeg plejer. Men denne gang går smerten ikke væk. Den bliver værre. Jeg ringer til Herlev, og de beder mig lige komme ind til et tjek. Jeg bliver spurgt, om det er veer, og jeg siger nej, for jeg har født før, og dette føles bestemt ikke som veer.
Da vi kommer der ind, får jeg vemåler på, og til stor forskrækkelse har jeg veer med 2 minutters mellemrum. Plask, og vandet går. Det er blodigt, så jeg får drop her og der og bliver hurtigt overført til Rigshospitalet.
Da jeg kommer der ud, får jeg mere vehæmmer, og de snakker med mig om, at jeg nok føder inden så længe. Piv, ikke nu, tænkte jeg bare. Det er alt for tidligt! Det første vehæmmer duer ikke, så de giver mig binyrebark, som har vist sig at hjælpe på tvillingegravide med tidlige veer. Ja, men bare ikke på mig.
Med en puls på 120 og et hjerte, som banker på livet løs, har jeg stadig små sammentrækninger. Efter et døgn tager de droppet af og giver mig væske. Jeg er lænket til sengen.
Fredag kommer og går, og det bliver lørdag. Jeg bliver lagt ind på barselsgangen, for det virker som om, at der er kommet ro på. Men kl. 12 starter vetoget forfra. Øv.
Jeg kommer tilbage på fødegangen, og de ser, at jeg stadig bløder en del. Jeg får besøg fra neonatalafdelingen, som fortæller mig om, hvad jeg eventuelt kommer igennem.
Det bliver lørdag aften, og jeg har nu ikke sovet siden torsdag morgen, men jeg er egentlig ikke træt længere. Da det er midnat, snakker jeg med en veninde og jeg siger, at nu tror jeg, at veerne er ved at stoppe lidt. Jeg får et par Panodil til natten og falder i søvn kl. 00.30.
Men kun for at vågne op i en mega blodpøl kl. 02.30. Pludselig er rummet fyldt med læger. Da nr. 8 tropper op, siger jeg: "Ja, jeg døber hermed stue 7 til hovedbanen". Der var store grin på stuen.
Kl. 05.38 og 05.41 fødte jeg Anas (995 gram) og Yunus (1.125 gram). De blev fluks kørt med kuvøse til neonatalafdelingen.
10-05-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025