Tre graviditeter og fødsler Helle fortæller om sine 3 fødsler, som varede henholdsvis 4, 2½ og 9 timer.
5360
Skrevet af Helle
Efter års læsning af andres fødselsberetninger kommer her min. Jeg blev gravid i sensommeren 1999. At være gravid for første gang er, som alle kvinder ved, noget helt specielt.
Jeg opdagede hurtigt, at den, der har opfundet ordet "morgenkvalme", MÅ have været en mand! Jeg havde kvalme, fra jeg vågnede, til jeg gik i seng de første 7 måneder. Når jeg kom i nærheden af varmt mad, gik det helt galt. Resultatet var derfor også, at jeg modsat de fleste, tabte 12 kg i løbet af graviditeten.
Jeg havde termin den 27. marts 2000. I weekenden den 4.-5. marts var der et kursus i forbindelse med mit job, som jeg meget gerne ville med til. Jeg var godt nok gået på barsel, men med 3 uger til termin og førstegangsfødende så kunne det nok godt gå. Jeg skulle afsted med 5 mandlige kollegaer, og vi jokede med, at de sagtens kunne agere fødselshjælpere, hvis det blev nødvendigt.
Og selvfølgelig var det lige ved at gå i opfyldelse. Kl. 01.30 natten mellem den 4. og 5. marts gik vandet. Jeg var selv gået i seng omkring midnat, og mine kollegaer var gået i seng 15 minutter inden. Så da jeg vist nærmest råbte "vandet er gået", troede de, at det var en joke, og de lagde sig til at sove. Der stod jeg! Næsten 200 km hjemmefra med en fødsel på vej!
Jeg ringede til det nærmeste sygehus og fik lov til at komme ind forbi til et tjek. Jeg havde på dette tidspunkt ingen veer. En af mine kollegaer kørte mig. Jeg blev indlagt til observation natten over. Jeg havde naturligvis ringet hjem til min mand, som ville komme over til mig, men jeg fik ham bremset, for jeg var ret sikker på, at der ikke var et barn på vej endnu.
Søndag den 5. marts fik jeg en liggende ambulancekørsel hjem. Jeg forsøgte ellers at sige, at jeg sagtens kunne køre med mine kolleger, men det ville lægen(og mine kolleger, er jeg siden blevet fortalt) ikke høre tale om! Da jeg kom "hjem" til "mit" sygehus sidst på eftermiddagen, blev jeg undersøgt og fik besked om at tage hjem og hvile mig - der var stadig ingen veer.
Mandag den 6. havde jeg en aftale med sygehuset kl. 9.00. De forsøgte at sætte fødslen i gang med akupunktur, men der skete ingenting. Derfor blev jeg sendt til nabo-sygehuset, hvor de kl. 14.00 satte en stikpille op. Pille nummer 2 fik jeg ved 20-tiden. Derefter fik jeg noget at sove på. Kl. 4.00 vågnede jeg med veer - HURRA!
Desværre havde jeg også 40 i feber. Jeg husker derfor ikke de næste 4 timer særlig tydeligt. Jeg blev undersøgt og fik taget blodprøver, fordi man ville vide, hvad der var i vejen med mig. De kunne ikke umiddelbart finde årsagen til feberen. Samtidig var der jo også et barn på vej.
Da jeg fik presseveer, kunne jeg godt selv mærke, at det ikke var effektivt, det jeg gjorde. Men jeg kunne ikke presse, mere end jeg gjorde på grund af feberen. Derfor beslutter lægen til sidst at ville trække barnet ud med sugekop.
Han kommer ud kl. 8.08. Fra første ve til barn = ca. 4 timer. Han vejede 2.860 gram og målte 49 cm. Han var blå over det hele og meget slap. Pludselig myldrede det med folk på fødestuen. Læger, sygeplejersker, jordemødre og en far (til et andet barn), der var gået ind på den forkerte stue, og ambulancefolk. De havde besluttet, at vores søn var for svag til, at de kunne hjælpe ham på dette sygehus, og de sendte ham derfor med udrykning til det største sygehus i vores område - det 4. på 3 dage!
Jeg blev sendt med en anden ambulance, og min mand kørte i vores bil bagefter. De fandt senere ud af, at jeg havde overført streptokokker til Viktor. Vi var indlagt i 16 dage på børneafdelingen. Han har ingen men i dag.
I sensommeren 2002 blev jeg igen gravid. Igen med kvalme fra morgen til aften, igen med problemer med varmt mad, men denne gang "kun" i 5 måneder. Resultatet var derfor denne gang også mindre vægttab, "kun" 8 kg.
Terminen lød på den 4. maj. Første gang fødte jeg jo 3 uger før termin, og derfor regnede jeg lidt med, at det også ville ske anden gang. Derfor var jeg desperat, da den 4. maj kom, og absolut intet skete. Det blev den 5. og den 6. og den 7. maj, og jeg kunne næsten ikke holde det ud.
Den 8. maj var jeg ved jordemoder. Hun lavede en hindeløsning og sagde, at det måske ville sætte gang i tingene. Samme aften sad jeg og så "Et umage par" (tænk at man husker sådan noget) fra kl. 21.30 til kl. 22.00. Jeg kunne mærke i løbet af den halve time, at plukkeveerne blev mere og mere regelmæssige. Jeg besluttede derfor at bede min mand om at gå over med Viktor til nogle af vores venner, som skulle passe ham. Bedre nu end midt i nat engang.
Da min mand kom hjem ca. et kvarter senere, lå jeg på gulvet med rigtig slemme veer. Vi ringede til sygehuset og fik selvfølgelig lov til at komme med det samme. Vi ankom kl. 22.30, jeg var 4 cm åben. Der bliver kørt strimmel, og alt ser fint ud. Jeg beder om at komme i karbad - jeg ville gerne føde i vand, hvis det kunne lade sig gøre. Så kl. 23.15 ligger jeg og "svømmer rundt", og det varme vand tager - næsten - alle smerterne.
Ca. kl. 24 får jeg min mand til at hente jordemoderen, da jeg har pressetrang. Da hun kommer ind, siger hun, at det har jeg ikke, for så hurtigt går det ikke. Men hun undersøger mig og får pludselig travlt. Jeg er fuldt udvidet - ca. 6 cm på en time! - men vandet er ikke gået.
Jeg skal nu puste igennem næste presseve, mens hun prikker hul, og vandet går (i vandet - jeg er stadig i badekar). Og efter de to næste presseveer kommer Gustav til verden. Kl. 00.25 den 9. maj 2003. Han vejede 3.650 gram og målte 52 cm. Fra første ve til barn = 2½ time!
Vi havde fødegangen for os selv resten af natten. Der var dæmpet belysning og stearinlys. Den perfekte fødsel, hvis jeg skal sige det. Faktisk havde jeg kun en ve, som gjorde helt urimelig ondt. Resten var til at leve med. Jeg erklærede også allerede efter ca. 5 minutter "at så skal vi jo have en mere!" (min mand og jeg havde aftalt, at hvis det blev en pige, skulle vi ikke have flere, og blev det en dreng, skulle vi prøve en gang mere).
I sommeren 2005 snakkede vi meget frem og tilbage. Skal vi have flere børn eller ej? Hvis vi skal, er det nu. Fordele og ulemper, igen og igen og igen. Enden blev: Vi skal IKKE have flere børn. Vi gav derfor alt vores babylegetøj til vores dagplejemor, blot for 1½ måned senere at kunne fortælle hende, at jeg altså var blevet gravid igen. Vi havde ikke passet helt så godt på. Men vi var ikke et sekund i tvivl - selvfølgelig skulle vi have dette barn.
Graviditeten denne gang var helt anderledes. Jeg havde kun kvalme om morgenen og kun i de første 3 måneder. Varmt mad var ikke et problem på noget tidspunkt. Derimod gjorde mit bækken vildt ondt, specielt i den sidste tid af graviditeten.
Denne gang lød terminen på den 25. april 2006. Natten mellem den 23. og 24. april vågnede jeg med veer. Men da jeg stod op og gik lidt rundt, gik de i sig selv igen. Øv. Jeg gik i seng igen, blot for at vågne en time senere igen med veer. Jeg turde ikke tage chancer, eftersom mine to første fødsler kun havde taget henholdsvis 4 og 2½ time. Jeg vækkede derfor min mand, fik ringet til sygehuset (som kendte mine hurtige fødsler og derfor sagde ja til, at jeg måtte komme), ringet til de venner, der skulle passe drengene, og fik taget et bad.
Kl. 04.30 ankom vi til sygehuset. Jeg blev undersøgt: 3 cm åben og i fødsel. Derefter gik og gik og gik jeg rundt på den stue, vi fik. Hver gang, jeg satte mig ned, gik veerne i stå. Jeg havde jo fået fortalt, at tredje gang driller, og at man ikke kan regne med noget, og at det kan gå i sig selv mange gange. Jeg frygtede, at jeg måske slet ikke skulle føde den dag alligevel. Så jeg gik og gik og gik for at holde det i gang.
Kl. 09.30 blev jeg undersøgt igen, og der var ikke sket en S***! Stadig kun 3 cm. Kl. 10.00 bliver jordemoderen enig om at ville tage vandet for at få lidt skub i tingene. Der bliver prikket hul, og det giver helt andre "gode" veer med det samme. Nu sker der noget!
Jeg kommer i badekar med håbet og ønsket om igen at komme til at føde i vand. Men kl. 11.00 har jeg en underlig følelse. Jeg siger til hende, at jeg har det som om, jeg måske har lyst til at presse, og sådan husker jeg overhovedet ikke presseveer. Min jordemoder ved med det samme, hvad der er galt. Hun undersøger mig, og hun har ret: Der sidder en kant tilbage, der gør, at jeg ikke kan/skal presse endnu.
De næste 20-30 minutter er de hårdeste i alle mine tre fødsler. Det gør så helt igennem urimelig ondt. Jeg piver og hyler og græder og råber. Jeg kan slet ikke kende mig selv. Sådan "plejer" jeg ikke at lyde. Men det gjorde F*** ondt!
Jordmoderen får ondt af mig, tror jeg, og hun vælge til sidst at skubbe kanten væk med hånden under en ve. Det gjorde ikke mindre ondt, tværtimod. Men derefter kom der helt "almindelige" presseveer, som er en fryd at arbejde med. Tre presseveer og kl. 11.50 den 24. april 2006 kommer Johanne til verden. Født i badekar! Hun vejede 3.610 gram og målte 53 cm. Denne gang tog fødslen ca. 9 timer!
Nu er vi HELT sikre: Vi skal ikke have flere børn. To drenge og en pige, ligesom vi kunne ønske det, hvis man selv kunne bestemme den slags. Tre meget forskellige fødsler af tre meget forskellige børn. Hvor er det dejligt og et kæmpe privilegium at opleve børn vokse op, folde sig ud og blive til den, de er. Vores børn er endnu små, men vi kan allerede se mange af deres egenskaber; deres evner og personligheder. Og hvor er vi heldige at stå på første parket.
Relaterede artikler
© 1999-2025