Skrevet af Mia
Som 20-årig fødte jeg en søn. Sådan gik det til:
Jeg havde termin den 26. februar 2008. Min graviditet havde været hård med kroppen fuld af strækmærker, bækkenløsning og dårlig ryg.
Terminsdagen kom og gik. Sms'er og opkald væltede ind fra venner og familie. Sikkert i god mening, men det drev mig til vanvid. Jeg var jo den mest utålmodige af dem alle, men min mand var dog værre, om muligt.
Nå, men terminsdagen gik, og intet skete. Ej heller næste dag. Det blev torsdag nat, da jeg gik i seng, og var overbevist om, at der ville gå mindst en uge mere. Jeg havde en smule ondt i maven, men jeg troede ikke, det var noget, da jeg havde haft ondt i maven hver dag i flere uger.
Klokken 01.15 gik mit vand. I starten troede jeg, at jeg havde tisset i sengen, men da det pludselig væltede ud, vidste jeg, der var noget i gang. Jeg ringede til min mand, som var på natarbejde. Mens han tog hjem, smuttede jeg ud og satte mig på toilettet, da det blev ved med at rende.
Da han kom hjem, ringede vi ud på fødegangen for lige at høre, om vi skulle komme. Det mente de ikke var nødvendigt, da der nok ville gå 24 timer, men vi fik dem overtalt til at komme nu. Så jeg tog tøj på med et lille bind i, da vandet da måtte være udløbet. Jeg tog fejl.
På vej til hospitalet blev vi stoppet af politiet to gange, uden at vi fik bøde eller noget. Jeg sad med veer og sagde, at vi altså ikke havde tid til det her. Så de lod os køre videre.
Vi kom ind til fødegangen, og jeg blev undersøgt. Jeg var 1 cm åben. Vi fik en stue, hvor vi kunne sove lidt. Det blev dog ikke længe, da mine veer tog til. Jeg kom op i et fødekar, men måtte op efter lidt tid. Jeg fik derefter akupunktur, som heller ikke rigtig hjalp.
Jeg gik rundt et stykke tid, men lidt efter kom jeg op på fødelejet og ligge. Men de mente nu ikke, at der skete noget endnu. Jeg fik kørt en strimmel, og alt var fint. Babyen havde det fint.
Jeg havde åbnet mig godt, og måtte få en epiduralblokade. Det var guld værd, da den virkede. Jeg kunne endda sove mellem veerne. Jeg havde ingen fødselsforberedelse fået, da der ingen tilbud var hos os. Så jeg var lidt usikker på det hele.
Veerne tog til, og pludselig blev det presseveer. Det var skønt endelig at måtte presse. Der var lidt vand i vejen, så det tog de igen. Jeg måtte presse, og det gjorde jeg. Men jeg havde ikke megen energi tilbage mere. Men jeg fandt energien igen, og pressede på livet løs. Hver gang, hovedet kom til syne, smuttede det ind igen, så jeg lavede dobbelt arbejde. De ville vente lidt med at tage sugekoppen.
Min mand stod ved min side hele tiden. Jeg gav ham ikke engang lov til at gå ud og ryge. Tanken om at ligge der uden ham var for meget. Han støttede mig utrolig meget. Endelig kom hovedet ud. Og efter to presseveer kom han ud.
De tog ham over på bordet og kiggede på ham. Han blev suget lidt og vurderet fin. Så kom han op til mig og ligge. Jeg kunne ikke fatte, at han var min. Det lå han i ca. 1 minut, så tog de ham med ned på neonatalafdelingen for at kigge nærmere på ham, fordi jeg havde fået medicin under graviditeten.
Så der lå jeg helt selv, bortset fra lægerne. Jeg havde gået i gymnasiet med den jordemoderstuderende, så det var rart at kende en i det mindste. Moderkagen kom ud, og jeg blev bedøvet, for jeg skulle syes. Jeg var bristet enkelte steder udenpå og nogle indeni. Jeg havde mistet 300 ml blod, og jeg husker at tænke, at det måtte være flere liter.
Da jeg var færdig, kom min mand op til mig og kørte mig nedenunder i en rullestol. Jeg kunne ikke gå særlig godt på grund af bedøvelsen. Vi kom ned til ham, og jeg vidste ikke engang, hvilken en af babyerne, der var min. Det var en skrækkelig følelse.
Jeg sad med ham, fik mit værelse og gik i seng et stykke tid efter. Vi lå der en uge og blev så udskrevet. Jeg havde under graviditeten taget 21 kg på, og har 12 dage senere tabt 10 kg.
Asgar er sund og rask. Han vejede ved fødslen 3.268 gram og var 52 cm lang. Han blev født torsdag den 28. februar efter 15 timers veer. I skrivende stund er han 3 uger gammel og har det godt.
16-05-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025