Skrevet af Louise
Efter jeg har haft stor glæde af at læse mange fødselsberetninger, da jeg selv var gravid, synes jeg, at det også må være på sin plads at dele min med jer.
I august 2006 besluttede min kæreste og jeg, at vi syntes, det kunne være fantastisk med en familieforøgelse, så jeg smed p-pillerne. Måneden efter udeblev min menstruation, og vi testede positiv!
Vi var ellevilde og kunne næsten ikke tro, det var lykkedes i "første forsøg"! Man kan slet ikke beskrive den glæde, det var, og min kæreste kom hjem med en smuk guldring, fordi jeg skulle føde hans barn! Kan man blive mere lykkelig?
Vi havde besluttet, at vi ville vente, til jeg var lidt længere henne i graviditeten, med at fortælle familien det. Det kunne vi slet ikke holde hemmeligt. Allerede i uge 6 vidste Gud og hver mand, at vi var gravide. Sådan var det, og vi var helt ekstatiske af lykke!
Hurtigt blev jeg dog ret dårlig af graviditeten. Jeg kastede op i stride strømme og kunne intet holde i mig overhovedet! Det var meget voldsomt og slet ikke, hvad man havde håbet på. Nå, men det måtte vi jo tage med, og jeg prøvede virkelig at tage det i stiv arm.
Det fortsatte desværre og blev kun værre. Jeg måtte sygemeldes fra arbejde, da jeg var så afkræftet, at jeg dårligt kunne komme ud af sengen til sidst. På dette tidspunkt var jeg kun i uge 9, og jeg kunne ikke forstå, jeg skulle have det så dårligt. Vi blev enige om at bestille et ekstra tjek hos lægen for at være på den sikre side.
Det viste sig, at alt var normalt. Jeg havde dog tabt 5 kg ret hurtigt, så min læge henviste mig til Rigshospitalet, hvor jeg blev indlagt med saltvandsdrop for at få lidt ny energi. Det var fantastisk, det hjalp med det samme, og jeg følte mig som et nyt menneske.
Der gik dog kun 1 dag, så var jeg med hovedet i toilettet igen efter bare et glas vand. Hmm, vi håbede, at det kun var de første 3 måneder. Min læge forsikrede mig jo om, at ingen havde været så dårlig i 9 måneder. Der var jo ikke andet at gøre end at vente og håbe på, at det snart blev bedre.
De næste mange uger fortsatte på samme vis med opkast og vægttab. Jeg bliver endnu engang indlagt på Rigshospitalet med saltvandsdrop og bliver proppet med søsyge-medicin og B-vitamin. Det hjælper i et par dage, men så er det skidt igen. I uge 16 har jeg tabt 10 kilo, siden jeg blev gravid, og jeg er helt udmattet og træt.
Jeg går hyppigere til lægetjek, da det jo er lidt rigeligt, jeg har tabt mig. Alt ser normalt ud, og baby tager jo, hvad den skal bruge, så det er mig, der lider under ingen energi at have overhovedet, da jeg jo ingenting kan holde i mig.
Heldigvis begynder det så langsomt at gå fremad. Jeg begynder så småt at kunne holde små måltider i mig, og omkring uge 20 er jeg på toppen igen.
Efter gennemscanning, hvor alt var perfekt, og vi har fået at vide, at jeg bærer på en lille pige, er vi SÅÅ glade. Nu begynder det at blive virkeligt! Man kunne se ansigtet på vores lille prinsesse, jeg har fået det godt og endelig flasker det hele sig.
Jeg får termin den 27. juni 2007. Tiden flyver af sted, og jeg kommer hurtigt efter de tabte kilo og langt forbi.
Sommeren begynder at melde sin ankomst, og alt er så småt parat til vores lille Emma. Terminen nærmer sig, og vi glæder os så meget efterhånden. Nervøsiteten over fødslen er også så småt begyndt at melde sin ankomst.
Til min sidste jordemodersamtale i uge 38+0 mærker jordemoderen på maven og siger, at nu er det oppe over. Hovedet står fast, og maven er sunket - hun er sikker på, vi ikke når at ses til min aller sidste samtale i uge 40+0. Der ville hun mene, jeg havde født.
Yeees, snart skulle det være slut med hævede fødder på størrelse med elefanters, 20 tisseture om natten, sove dårligt med puder alle steder og at føle sig som en kæmpe flodhest! Nu var det meget snart.
Dagene gik, og det blev den 27. juni. Jeg var på en måde lidt skuffet over, at der ikke var sket noget som helst, og jeg spurgte jordemoderen om hvordan og hvorledes med igangsættelse. Jeg fik at vide, at først når jeg var 42+0, ville man få tid til igangsættelse. Øv øv, vi måtte væbne os med tålmodighed og vente - ud skulle hun jo nok komme.
Torsdag aften den 5. juli omkring kl. 20 begynder det at bide lidt i maven, og jeg tænker, at det bare er plukkeveer. Jeg lægger mig godt til rette i sofaen, og vi sætter en film på. Ret hurtigt efter kan jeg dog ikke koncentrere mig specielt meget om filmen, da jeg synes, det begynder at gøre rimelig nas.
Jeg kravler rundt i sofaen som en anden abe - til stor underholdning for min kæreste. Han synes, vi skal tage tid, for det der måtte da være veer. Det er helt umuligt at tage tid, synes vi. Så er der 20 minutter imellem, så 10, så 5, så 13, så 3. Det er helt forvirrende.
Omkring kl. 23.30 vil vi prøve at få lidt søvn, da det jo kunne blive en lang nat. Vi prøver at lægge os til at sove, men jeg kan slet ikke ligge ned, fordi det gør for ondt. Min kæreste ringer til fødegangen og forklarer situationen, og de synes, vi skal komme ind og blive tjekket - om ikke andet kunne jeg få lidt smertestillende med hjem.
Kl. 1 ankommer vi til Glostrup Sygehus, og en jordemoder undersøger mig. Jeg er 2 cm åben. Jeg var både glad, fordi nu var det endelig nu, og vi skulle være forældre, men samtidig havde jeg sindssygt ondt, og hvis man cirka åbner sig 1 cm i timen, havde jeg jo ikke mindre end 8 "gode timer" endnu!
Jordemoderen tilbyder mig ret hurtigt akupunktur, da mine veer er meget hurtige og kraftige, og jeg har efterhånden meget svært ved at slappe af. Jeg ligger med nålene i 20 minutters tid og kan ikke mærke nogen forskel overhovedet. Jeg synes bare, det gør ondt!
Jordemoderen kan godt se, at jeg har for ondt til at sende mig hjem, så jeg bliver indlagt, og vi bliver enige om at prøve badekar. Det er super dejligt. Jeg føler mig vægtløs og kan slappe lidt mere af og arbejde med veerne.
Efter cirka en time har jeg det ekstremt varmt og skal samtidig tisse, min kæreste hjælper mig op og jeg kommer ud at tisse. Jeg bliver meget hurtigt dårlig og føler, at jeg skal kaste op. Min kæreste får tørret mig lidt og bakset mig over i sengen. Jeg når lige at lægge mig ned, så kaster jeg op ud over hele gulvet.
Nåå, det var, hvad der kunne ske, og jeg får det lidt bedre. Lige indtil næste ve. Lige efter veen kaster jeg endnu engang op, og sådan fortsætter det i 6-7 veer. Puha, nu gør det både F*** ondt, og jeg føler mig helt afkræftet.
Jordemoderen vil have mig til at tage masken for at få lidt ilt, da jeg nærmest hyperventilerer. Jeg kan slet ikke overskue den maske og skælder alt og alle ud omkring mig. Jordemoderen mærker mig forneden - 4 cm! F*** så er der jo "kun" 6 timer igen!
Vi bliver hurtigt enige om, at sådan her kan jeg ikke fortsætte længe og så også have kræfter til selve fødslen. Jeg bliver tilbudt en epiduralblokade og siger hurtigt ja tak.
Omkring kl. 6 får jeg lagt drop og epiduralblokade. Fantastisk! Rimelig hurtigt efter mærker jeg kun små spændinger under veerne og føler mig helt på toppen igen.
Min kæreste og jeg spiser lidt morgenmad og lægger os til at hvile os lidt. Vi bliver vækket kl. 7.30 ved vagtskifte. Vi hilser på den nye jordemoder, og hun vil da lige tjekke, hvor åben jeg er.
"Det er godt, det her, det er rigtig godt", siger hun. Du er fuldt åben. "Jubi!", tænker jeg. Endelig skal jeg være mor! Hun prikker vandet, og det føles varmt. Det er lidt lysegrønt og ellers fint.
Omkring kl. 9 begynder jeg at få pressetrang og får lov at presse med fra start. Nu begynder jeg at kunne mærke veerne igen, og det gør rigtig ondt igen. Cirka en halv time senere siger jordemoderen, at nu skal jeg virkelig presse igennem, til veen er slut, så er der kun 3-4 pres tilbage, så er hun ude!
  Jeg presser, det bedste jeg har lært, og min kæreste presser vist ligeså meget som mig. Kl. 9.42 kommer vores prinsesse Emma til verden. 52 cm og 3.580 gram. Hun er helt perfekt og kommer straks op på min mave. Min kæreste klipper navlestrengen, og det hele er bare fantastisk! Vi er blevet mor og far.
Det er den største oplevelse i vores liv hidtil, og på trods af en hård start på graviditeten og en hurtig smertefuld fødsel, gjorde jeg det igen uden at tøve! Vi elsker vores lille prinsesse overalt i hele verden!
 I dag er hun snart 9 måneder, og tiden går bare alt for stærkt. Nu skal hun snart i vuggestue, og jeg skal snart på arbejde igen.
Til alle jer, der er gravide: Glæd jer - på trods af smerter og meget andet er det en fantastisk oplevelse, man slet ikke kan beskrive!
Til allersidst vil jeg gerne sende en stor tak til min kæreste, som sidder og venter på at læse det hele. Jeg havde aldrig klaret det uden dig Skat, og du er verdens bedste far for vores lille datter!
30-05-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025