Skrevet af Julie
Mandag den 5. februar 2007 fødte jeg verdens dejligste dreng. Fødslen var lang men god.
Det hele startede med, at jeg blev gravid i første forsøg. Jeg var overlykkelig, og min graviditet fyldte hele min hverdag på trods af, at jeg på det tidspunkt var studerende. Jeg lånte samtlige bøger på biblioteket og købte også en del, som blev læst flittigt og gerne i flere timer om dagen.
Fysisk havde jeg det godt, ingen kvalme kun træthed, og da jeg var gravid med nr. 1, gjorde det jo ikke så meget de dage, hvor jeg ikke have overskud til andet end at falde i søvn foran fjernsynet, mens jeg så Dr. Phil eller hvad, der nu ellers var i fjernsynet.
Jeg havde, som alle nok har på et eller andet plan, nogle bekymringer for, om der nu skulle gå noget galt. De første 12 uger var jeg bekymret for, om der nu VAR en baby inde i min mave, og i så fald om den nu ville blive derinde. Og så også om der nu var noget med den nakkefold, da jeg på det tidspunkt arbejdede i en specialbørnehave med børn med Downs syndrom. Da jeg så endelig kom til nakkefoldsscanning, kom der ro over det hele, og jeg havde det godt igen, men jeg gik stadig med nogle små bekymringer.
Da jeg så kom til misdannelsesscanning, skete der noget. Pludselig midt i scanningen var jeg nødt til at stille jordemoderen nogle af de spørgsmål, som jeg have gået og tænkt en del over. Jeg spurgte om, hvor stor risikoen var for, at barnet ville blive kvalt i navlesnoren, og hvor tit de oplevede, at folk fik fødselspsykoser. Det fik alarmklokkerne til at ringe hos jordemoderen, og da hun sagde, at hun faktisk blev ret bekymret over det, brød jeg helt sammen. Jeg havde gået med nogle ting, som jeg ikke havde haft nogen, jeg kunne snakke med det om, og så skulle det hele bare frem der.
Jordemoren spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til at snakke med en af deres fødselsoverlæger, og det sagde jeg ja tak til. Jeg kunne mærke, at jeg slet ikke selv kunne håndtere alt det, der fyldte. Et par timer senere blev jeg ringet op af hende, og jeg blev tilbudt en tid med lægen nogle få dage efter. Og det var det bedste, der overhovedet kunne have sket for mig.
Jeg kom så til lægen og gjorde det løbende gennem resten af min graviditet. Jeg kom også til en del ekstra besøg hos min praktiserende læge, som også var en kæmpe støtte for mig. Vi snakkede om, hvorfor jeg havde det så dårligt, og til sidst nåede vi frem til, at det nok havde noget at gøre med, at alt det med at blive gravid var gået lidt for nemt, og da jeg havde det så godt fysisk, måtte der være et eller andet, der ville gå galt på et tidspunkt. Jeg havde svært ved at acceptere, at man kunne være så "heldig".
Under vores samtaler kom det også frem, at selve fødslen også fyldte enormt meget for mig. Jeg havde læst mange bøger om, hvordan det hele fungerer, men jeg kunne stadig ikke helt forstå, at det overhovedet kunne lad sig gøre. Det virkede bare helt ubegribeligt.
Til sidst i min graviditet havde de fagpersoner, der havde været involveret i mit forløb (jordemoderen, som udførte min scanning, min praktiserende læge og jordemoder og fødselslægen) hjulpet mig så meget, at jeg havde det rigtig godt. Jeg fik nået så langt, at selv om jeg ikke var helt tryg ved at skulle føde, var det ikke længere noget, som holdt mig vågn om natten.
Jeg havde termin en fredag, og der skete intet. Søndag morgen kl. 5 vågnede jeg ved, at jeg havde lidt uro i kroppen. Jeg var ikke sikker på, om det var starten på noget, men jeg blev alligevel så spændt, at jeg stod op. Hele dagen kunne jeg mærke noget, og for at hjælpe tingene i gang, var jeg ude at gå med hunden mindst 10 gange.
Ved 20-tiden kunne jeg mærke, at det ikke var særlig sjovt længere. Vi havde været på besøg hos min mor, som blev ved med at sige: "Tænk, på den her tid i morgen, så har du en lille baby!". Jeg blev så gal på hende, for selv om jeg havde det elendigt, turde jeg ikke glæde mig for meget endnu.
Da vi kom hjem igen, lagde vi os ind i sengen for at se en film. Jeg var slet ikke "tilstede", da jeg havde ondt og var i min egen lille verden. Jeg tog tid på mine veer i flere timer, og de blev bare ikke regelmæssige på noget tidspunkt. Først gik der 8 minutter, så 5, så 13, så 7. Øv!
Omkring kl. 0.30 kunne jeg ikke mere. Jeg var træt, men kunne ikke falde til ro, og jeg var ked af det og frustreret over, om det nu vil blive til noget, eller om det ville gå i sig selv igen. Jeg fik min kæreste til at ringe til fødegangen, da jeg ikke selv magtede det, men de ville jo gerne snakke med mig, så det gjorde de, selv om jeg ikke kunne lade være med at tude. Jeg fik besked på, at jeg kunne komme til tjek, men at jeg skulle være indstillet på at blive sendt hjem igen. Det ville jeg gerne, for om ikke andet kunne man nok få noget beroligende med hjem.
Vi kom derind ved 1.30-tiden, og jeg blev undersøgt og havde åbnet mig 4 cm, så jeg fik jeg et lavement og fik lov til at blive. Jeg havde forestillet mig en vandfødsel med akupunktur, men i stedet bad jeg om en epidural med det samme. Jeg måtte vente lidt, sagde jordemoderen, da det var for tidligt. Ca. 2-3 timer senere blev jeg undersøgt igen, og denne gang var jeg kun nået op på 5 cm. Der skulle ve-drop til, så det fik jeg så samtidig med, at jeg endelig fik min epidural.
På den lille skærm ved siden af, hvor jeg lå, kunne jeg så følge med i, hvad der skete. Veerne kom pludselig hurtigt og åbenbart meget kraftigere end dem, min krop selv kunne præstere. Jordemoderen blev ved med at sige, at jeg skulle hvile mig, men det kunne jeg jo ikke - nu skulle jeg snart se, hvem der lå inde i min mave, og om det nu var en dreng eller en pige.
Efter nogle timer begyndte der at komme en børnelæge med jævnlige mellemrum. Der havde efterhånden været gang i de veer så længe, at den lille var ved at være stresset. Hjertefrekvensen steg ret voldsomt, så de skulle holde øje med, om vi pludselig skulle til kejsersnit. Derfor tog jordemoderen vandet, og de satte en elektrode på hovedet af den lille. På det tidspunkt havde jeg også fået feber, men det mærkede jeg ikke så meget til.
Fødslen fortsatte på den måde, indtil ved 11-tiden, hvor jeg fik besked på, at jeg skulle til at presse, selv om jeg ikke rigtig havde pressetrang. Nå, men jeg pressede, alt hvad jeg kunne. Jeg følte, at mine læber var ved at sprænge, fordi jeg gav den alt, hvad jeg kunne. Men desværre uden resultat.
Efter en time sagde lægen stop, og at vi nu måtte tage andre midler i brug. Der kom så en masse mennesker ind på stuen. De var nok 5-6 stykker, og jeg vidste ikke, hvem de var, eller hvorfor de var der, og jeg blev lidt bange. Jeg fik så lagt en stor sugekop, der blev sat til en maskine af en art. Det gjorde virkelig ondt. Da de havde lagt den, tændte de for maskinen, som larmede. Jeg kunne mærke et sug hele vejen gennem kroppen, og det virkede som om, at det skulle til at suge hele livmoderen ud og ikke kun barnet. Det var meget væmmeligt.
Da han var halvt ude, råbte lægen, at jeg skulle kigge. Det kunne jeg bare ikke, fordi det gjorde så ondt, at jeg helt glemte at trække vejret. Men ud kom han til sidst. Jeg fik ham lige op på maven hurtigt og fik set, at det var en lille dreng. Så tog de ham og skulle undersøge ham for at se, om han var OK, siden han havde fået det så dårligt, da han lå derinde. Da han endelig begyndte at skrige, begyndte jeg at tude. Jeg var så stolt og så lykkelig.
Jeg glemte med det samme alt om sugekoppen og havde bare en ubeskrivelig følelse af glæde. Jeg havde klaret det og havde fået den smukkeste baby, jeg nogensinde havde set. Der gik lang tid, før Far fik lov til at holde ham. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at dele ham.
Han vejede 2.850 gram og målte 50 cm. Han var en lille en, men han var helt perfekt. Nicklas er nu en glad og aktiv dreng på snart 15 måneder, og vi elsker ham mere og mere for hver dag, der går. Allerede få timer efter sagde jeg, at det gjorde jeg gerne igen, og nu er jeg gravid med nr. 2 med termin den 20. oktober 2008.
Den hjælp, jeg fik under min graviditet, har været uundværlig og har ændret mig helt. Denne gang tager jeg det på en hel anden måde og er afslappet og glad. Jeg er sikker på, at jeg nok ikke er den eneste, der har haft det hårdt psykisk under en graviditet, så derfor opfordrer jeg alle til at bede om hjælp, hvis de har brug for den, for der ER hjælp at få. Man skal glæde sig under en graviditet og ikke bruge tiden på at bekymre sig, for den største del af tiden går det, som det skal.
Tak fordi I ville læse min meget lange graviditets- og fødselsberetning.
07-06-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025