Jordemødre skal blive bedre til at bruge CTG Hvis antallet af utilsigtede hændelser skal ned på landets fødegange, skal personalet gennem endnu mere uddannelse i brug af CTG.
4361
Hvis antallet af utilsigtede hændelser skal ned på landets fødegange, skal personalet gennem endnu mere uddannelse i brug af CTG (cardiotocografi), som er en elektronisk overvågning af mor og foster under fødslen.
Fødeafdelinger landet over opfyldte nemlig allerede Sundhedsstyrelsen krav om at udarbejde instrukser og uddanne personalet i brug af CTG, inden Dansk Patientsikkerhedsdatabase i september 2007 rapporterede om en række tilfælde, hvor nyfødte de seneste år er døde i forbindelse med forkert brug af CTG. Det er konklusionen på en rundspørge, Sundhedsstyrelsen har foretaget på 24 af landets fødeafdelinger.
Mere end 20 af de adspurgte afdelinger havde allerede instrukser og uddannelse til personalet, inden meldingen om de utilsigtede hændelser kom, og derfor mener formand Morten Lebech fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, at der skal endnu mere uddannelse til, før antallet af utilsigtede hændelser falder.
"Første vigtige skridt er, at afdelingerne erkender, at CTG-overvågning er vigtig, og samtidig erkender, hvor svært det kan være at bruge. Det er selvfølgelig godt, at afdelingerne har instrukser og undervisning, men spørgsmålet er, om ikke man kan optimere kundskaberne ved hele tiden at re-certificere personalet, for CTG er først et godt værktøj, når man ved, hvornår man skal reagere", siger han.
Dermed er han enig med Sundhedsstyrelsen, der skriver, at tilstedeværelsen af instrukser og undervisning ikke er nok til helt at undgå utilsigtede hændelser. Der skal løbende færdighedstræning til.