Da Jonathan blev født Selv om der var komplikationer under fødslen, nåede Anne ikke rigtig at registrere dem som alvorlige, mens det stod på.
7625
Skrevet af Anne
Jeg havde termin lørdag den 31. marts 2007. Mandag den 9. april var der stadig ikke sket noget. Kenneth havde påskeferie, og torsdagen forinden var vi taget over til min mor i Jylland, fordi vi begge var ved at blive sindssyge af bare at sidde og vente på fødsel i København. Inden vi forlod København, havde jeg fået akupunktur på fødegangen, så jeg bedre kunne sove om natten.
Det virkede, og mit humør blev også betydeligt bedre af at få luftforandring. Hele dagen den 9. april havde jeg en underlig følelse i kroppen, men der var ikke nogen håndgribelige tegn på en nært forestående fødsel. Jeg vidste bare instinktivt, at det var vigtigt, jeg fik sovet. Når jeg ikke sov, gik Kenneth og jeg tur, handlede, så film og hyggede.
Midt i aftensmaden, omkring klokken 20.30, begyndte jeg pludselig at få nogle ret kraftige plukkeveer, der kom næsten uden mellemrum. Både Kenneth og mor blev ret opmærksomme på mig, men jeg slog det selv hen.
Efter maden satte vi os til at spille Trivial Pursuit, for det ville jeg helst. Plukkeveerne tog til i styrke og varighed, og jeg havde efterhånden svært ved at tale, når de var der. Alligevel spillede vi videre, mens Kenneth og mor sammen tog tid på de begyndende veer.
Klokken 23 overtalte de mig til at ringe til fødegangen i Esbjerg. Jeg fortalte en jordemoder, hvordan jeg havde det. Hun rådede mig til at gå i bad og prøve at få noget søvn. Jordemoderen understregede, at jeg var meget velkommen, men jeg valgte badet. Mens jeg stod under bruseren, blev de svage startveer stærkere, og da Kenneth og jeg gik i seng lidt over midnat, var de rigtig slemme. Alligevel fik jeg sovet lidt indimellem, og det samme gjorde Kenneth.
Omkring kl. 1.30 kunne jeg ikke rigtig holde ud at ligge ned mere, og derfor gik jeg i bad igen. Her var der lidt tegnblødning og veerne blev stærkere. Jeg ringede til fødegangen igen, og jordemoderen ville gerne se mig. Vi satte os i bilen og kørte mod Esbjerg. Det var 60 meget lange kilometer, hvor jeg fik mere og mere ondt.
Men da vi kom til sygehuset klokken 3.20, og jeg kom op på briksen, tog veerne lidt af. Jordemoderen undersøgte mig. Jeg var kun ½ cm åben, og der var stadig lidt livmoderhals tilbage. Hun kørte en CTG, der viste fin hjertelyd og uregelmæssige veer. Jeg blev herefter tilbudt indlæggelse, men det havde jeg slet ikke lyst til. Derfor fik vi lov til at tage hjem for at afvente tiltagende veer, eller at vandet gik. Vi kørte fra sygehuset klokken 4.15. Dog kørte vi kun de 30 km hjem til min far.
Kenneth og jeg lagde os ned på madrassen i min bror Mikkels værelse. Lige så snart vi havde lagt os, blev veerne virkelig strenge, og jeg måtte trække vejret gennem dem alle. Det lykkedes alligevel os begge at få sovet nogle minutter af gangen. Klokken lidt over 7 om morgenen kunne jeg ikke holde det ud mere, og jeg ringede til fødegangen igen for at melde vores ankomst. Far kørte os derind.
Turen i bilen var virkelig hård, og jeg koncentrerede mig kun om min vejrtrækning under veerne. Imellem dem kunne jeg dog godt snakke og hygge med de to andre. Vi ankom til fødegangen klokken 8, hvor jeg blev undersøgt af en ny og utrolig sød jordemoder. Min livmoderhals var næsten udslettet, og jeg var nu 3 cm åben. Jeg spurgte, om hun ville sende os hjem igen. Men ikke tale om, nu skulle han da ud og se verden, sagde hun.
Klokken 8.30 blev vi vist op på den fineste fødestue. I det ene rum var der nogle bløde stole og en briks, og i det andet var selve fødestuen. Vi havde desuden eget toilet og bad. Jordemoderen kom med noget morgenmad til os, og jeg spiste så meget, jeg kunne. I begyndelsen sad jeg i en af stolene, og Kenneth sad foran mig og holdt mine hænder under veerne.
Klokken 9.30 fik jeg et lavement og gik i brusebad. Badet forstærkede veerne endnu mere, og samtidig var jeg ret udmattet. Jeg lå på briksen, og Kenneth sad ved siden af mig hele tiden.
Klokken 10.30 kom jordemoderen for at undersøge mig igen. Det var hårdt at få at vide, at veerne næsten ikke havde givet noget som helst. Livmoderhalsen var godt nok udslettet, men jeg var stadig kun 3 cm åben. Jordemoderen gav mig akupunktur, som skulle få mig til at slappe af, og så fik jeg en varmepude over lænden, så smerterne kunne lindres. Begge dele virkede efter hensigten, og jeg tror, jeg sov et kvarter på et tidspunkt. Jeg klemte Kenneths hænder under veerne, og imellem dem prøvede vi at snakke om andre ting, men det blev sværere og sværere.
Men afslapningen gav heller ikke noget fremskridt. Da jeg blev undersøgt klokken 11.30, havde jeg stadig ikke åbnet mig mere. Jordemoderen troede, at det var fordi, babyen var stjernekigger. Derfor foreslog hun, at jeg fik lagt en epiduralblokade, der så senere kunne suppleres med vedrop, hvis bedøvelsen ikke hjalp veerne til at blive regelmæssige, så de kunne give noget.
Lidt før 12 kom jeg ind på fødestuen. Jeg havde enormt mange smerter, og da en læge kom og fortalte mig om epiduralblokadens effekt, kunne jeg næsten ikke svare ham eller fokusere på ham. Timen fra klokken 12 til 13 var klart det værste under hele fødslen. Jeg havde ekstremt stærke veer, men de gav slet ikke noget, fordi de stadig ikke var regelmæssige. Der kunne komme 5 lige oven i hinanden, og så kunne der gå flere minutter, hvor der ikke kom nogen.
Jeg havde fået at vide, at narkoselægerne skulle bruges akut et andet sted, og hele den time jeg ventede på rygmarvsbedøvelsen, lå jeg bare og koncentrerede mig om, at jeg ikke ville sige højt, hvor meget jeg havde brug for den. Jeg følte, at hvis det først var sagt, kunne jeg ikke holde smerterne ud mere.
Klokken 13 kom en meget pædagogisk narkoselæge og forklarede grundigt, hvad epiduralen gik ud på. Jeg havde lyst til at skrige, at jeg da var fuldstændig ligeglad, og at hun bare skulle give mig den. Klokken 13.30 begyndte blokaden endelig at virke. Det var så dejligt! Jeg kunne tale helt normalt med Kenneth, jordemoderen og de andre, der hjalp til, og veerne føltes kun som stærke plukkeveer.
Det viste sig dog, at epiduralen ikke fik veerne til at blive regelmæssige, så jordemoderen besluttede sig for at sætte en elektrode på babyens hoved og tage vandet. Der kom meget lidt fostervand, og det var mørkegrønt. Jordemoderen mente, at der enten ikke var mere vand, fordi jeg var gået 10 dage over tid, eller også agerede babyens hoved prop for resten af vandet.
Klokken 14.45 havde jeg stadig ikke åbnet mig mere end de 3 cm, og vandet var tiltagende grønt, hvilket vil sige, at babyen blev mere og mere stresset. Jordemoderen mente stadig, at det var fordi, den lille var stjernekigger, og hun tilkaldte en læge for at finde ud af, hvad de nu skulle gøre.
Lægen rådede til vedrop og ville så gøre status igen 2 timer senere. Han sagde, at hvis der da ikke var sket noget, ville der blive tale om akut kejsersnit. Men så lang tid kom der heldigvis ikke til at gå, før der kom gang i noget. Jeg fik lagt vedrop klokken 15.10.
En halv time senere var der vagtskifte. Jeg blev præsenteret for den jordemoder, jeg skulle føde med, og en jordemoderstuderende. De sagde, at de havde ry for, at fødslerne pludselig gik stærkt, når de overtog. Det grinede Kenneth og jeg af, for der var intet som helst, der tydede på, at noget ville begynde at gå stærkt.
Klokken 15.40 øgede jordemoderen vedroppet, og så kom der ellers gang i sagerne. Mine veer gjorde virkelig ondt på trods af epiduralen, og de kom næsten uden mellemrum. Jeg lå og knugede Kenneths hånd og syntes ikke, jeg lavede andet end at trække vejret tungt gennem de mange veer. Men det var effektive veer!
Da jordemoderen undersøgte mig efter bare et kvarter, var jeg 7-8 cm åben. Kenneth og jeg var begge to enormt overraskede over så hurtigt, det var gået. Men vedroppet havde også en ulempe. Babyens hjerterytme faldt til basis på 100, og der blev tilkaldt en læge. Hun fandt ud af, at babyen ikke kunne lide, når jeg lå på ryggen. Hjerterytmen steg igen, da jeg kom om på siden. På grund af den svingende hjerterytme blev det bestemt, at der skulle være læge og børnelæge til stede ved fødslen.
Klokken 16.20 begyndte jeg at få pressetrang. Jeg kunne slet ikke forstå, det var det, jeg havde, for det hele var gået så stærkt. Bare 10 minutter efter kunne jeg ikke holde det ud mere, men alligevel blev jeg overrasket, da jordemoderen sagde, jeg bare skulle presse med veerne.
Jeg lå på siden, og under hver ve holdt Kenneth mit ben, mens jeg pressede. Mellem veerne gav han mig ilt i maske. Det var utrolig dejligt, at de satte ham til at lave noget, og jeg følte mig meget tæt på ham. Hele tiden fortalte han mig, hvor meget han elskede mig, og hvor dygtig jeg var. Det var en ekstrem motivationsfaktor. Jeg pressede som en gal, men babyens hjertelyd dykkede til basis på 80, og derfor bestemte de sig for at tage ham med en blød kop.
Jeg blev vendt om på ryggen. Lægen sagde til mig, at nu skulle vi samarbejde om at få ham ud så hurtigt som muligt, og det var jeg helt med på. Hovedet blev født i de 2 følgende presseveer. I den næste ve, klokken 16.46, kom Jonathan til verden. Han var 52 cm lang og vejede 3.350 gram.
Han havde navlesnoren viklet en gang stramt rundt om halsen. Der gik nogle sekunder, før han sagde noget, og Kenneth var helt hvid i hovedet, så jeg blev bange for, om han var død. En læge råbte, at han skulle suges, og så skreg vores lille dreng endelig. Det fik mig til at græde, og Kenneth brød også helt sammen. De holdt en grædende Jonathan op, så jeg kunne se ham, inden han blev lagt over på en briks til børnelægen, der gav ham ilt. Kenneth og jeg græd og kyssede hinanden.
Det viste sig, at der var en god forklaring på, hvorfor jeg ikke havde åbnet mig tidligere. Navlesnoren havde ligget i vejen, og Jonathan havde ikke villet trykke sig nedad, fordi han så ville have lukket for sin egen ilt. Det var det, der havde stresset ham så meget. Havde han presset nedad tidligere, er det ikke sikkert, han havde overlevet. Mens en meget grædende Jonathan fik ilt, stod Kenneth hos ham. Jeg følte mig så alene uden mit lille barn.
Klokken 17 fødte jeg moderkagen, og lidt efter kom Jonathan over til mig et kort øjeblik, inden de kørte ham ned på børneafdelingen, hvor han skulle i cpap-behandling. Kenneth gik med ham derned, han fik endda lov til at bære ham hele vejen.
Jeg havde fået lavet et lille klip, så jeg skulle syes. Jeg snakkede hyggeligt med jordemoderen imens om hele forløbet, for jeg havde brug for at tænke på noget andet end, at jeg ikke havde min lille dreng og Kenneth hos mig. Hun sagde, jeg havde været rigtig dygtig under de stærke veer og i pressefasen. Det følte jeg egentlig også selv!
Ved 17.30-tiden kom Kenneth tilbage fra børneafdelingen for at hente mig, og vi gik sammen ned for at kigge til Jonathan. Han lå med sonde og cpap, men var det kæreste lille barn. Da jeg stak hånden ind til ham, knugede han den med sine små fingre, og jeg græd igen. Efter et par timer gik vi op for at få noget at spise, og bagefter gik vi ned til Jonathan igen.
Han blev taget ud af cpap og kom over til mig, hvor jeg sad med ham hud mod hud. Det virkede efter hensigten, og da vi efter et par timer gik op på barselsafdelingen, kom han ikke i cpap igen.
Alligevel skulle han overvåges på børneafdelingen hele natten. Morgenen efter fik vi ham med op på barselsafdelingen med det samme, og siden har vores lille vidunder haft det noget så fint!
Jeg synes selv, jeg havde en utrolig god fødsel. Selv om der var komplikationer, nåede jeg ikke rigtig at registrere dem som alvorlige, mens det stod på. Kenneth var den bedste støtte, jeg kunne ønske mig.
Det er nu 1 år siden, Jonathan blev født. Det har været det mest fantastiske år i mit liv. Uh, hvor jeg elsker mit lille kid!
Relaterede artikler
© 1999-2025