Skrevet af Karina
Nu er jeg en trofast læser af fødselsberetninger på Netbaby, og jeg vil nu gerne komme med min egen historie. Jeg skriver fortællingen, som den er skrevet til min datter.
Den 27. oktober 2005 var en ganske almindelig torsdag nat. Brian og jeg lå og sov. Da klokken blev omkring 4, vågnede jeg ved, at jeg var helt våd. Jeg rejste mig op fra sengen for at gå ud på toilettet. Vandet løb ned ad mine ben, men jeg kunne ikke gøre andet end at skifte trusser.
Min tanke var: "Havde jeg bare tisset i bukserne, eller var det vandet, der var gået?". Ja, det var jo så det store spørgsmål. Jeg tog for en sikkerheds skyld et bind på, for hvis nu jeg kom til at tisse igen, det kunne vi jo ikke have. Inderst inde havde jeg nok på fornemmelsen, at det var mit vand, der var gået, så uden at kigge på klokken eller noget begyndte jeg at skrive til folk, som jeg vidste, havde født før, og spurgte, hvordan det mærkes, hvis vandet gik.
Der var én person, der svarede mig, det var min svigermor. Hun sagde, at jeg lige så godt kunne pakke en taske til sygehuset, for inden dagen var omme, jamen så havde jeg født. Men jeg tvivlede, så jeg gjorde ikke mere ved det. Jeg satte mig til at se en film midt om natten - eller tidlig morgen.
Men da klokken blev 7, kunne min svigermor ikke styre sig mere. Hun ville vide besked, så hun ringede til mig og sagde, at hun kom nu for at køre mig på sygehuset. Det var jo så helt okay, for min overbevisning var jo, at jeg bare havde tisset, for hvor var veerne ellers henne?!
Men jeg ringede så på fødegangen og fortalte, hvad der var sket, og de ville have, jeg skulle komme op med det samme. Brian lå stadig og sov, jeg havde kun lige puffet til ham og sagt, at jeg tog på sygehuset, fordi mit vand måske var gået, og det mente han var helt i orden! Og da han vidste, at hans mor var på vej, jamen så havde han jo ikke travlt efter at få mig kørt af sted.
Undervejs i bilen derop fik jeg et opkald fra Brian, at han bestemt godt kunne svare mig på, om det var mit vand, der var gået eller ej, for nu stod han i hvert fald ved siden af sengen og soppede rundt i noget, som IKKE var tis. Og det fik ham til at springe, for så skulle vi jo have en baby.
Klokken 7.30 var jeg oppe på Sønderborg Sygehus, hvor jeg så blev sat til et ve-apparat, for så kunne de jo se, om der var veer. De skulle jo selvfølgelig også se, om det var vandet, der var gået, og det var det!
Nå, men så efter jeg havde ligget med ve-apparatet en times tid, og der ikke var nogen veer, og jeg heller ikke var begyndt at åbne mig, jamen så fik jeg at vide, at jeg skulle komme igen kl. 16, for så skulle vi begynde at snakke om måske at blive sat i gang med fødslen (man kan jo blive sat i gang efter 12 timer alt efter omstændighederne).
I mellemtiden var Brian så også havnet oppe på sygehuset, og vi blev enige om at tage i A-Z en tur. Vi gik og kiggede på forskellige ting, og fik rigtig tiden til at gå. Som tiden efterhånden skred frem, kunne jeg da godt mærke, at der begyndte at komme nogle smerter engang imellem, men det var jo ikke rigtig noget, sådan var det jo at være gravid. Jeg havde bare ikke den fjerneste anelse om, at det kunne være veer.
Da klokken blev 12, besluttede vi os for at tage hjemad, for svigermor skulle til øjenlæge kl. 13, og det var jo altså i Tønder. Så hun havde lidt små-travlt. Brian kørte ud for at hente reservedele til vores bil, for jeg var jo stadig i gode hænder hos hans mor, mente han. Det var også helt okay med mig.
Vi kørte så hjemad, og ja på vejen kunne jeg ikke lade være med at sige til svigermor, at hun skulle køre ordentligt, for hun fik min mave til at gøre ondt. Der var jo stadig ikke tale om veer, mente jeg. Jeg blev sat af hjemme ca. kl. 12.30, og jeg gik ind for at pusle om mig selv.
Pludselig trådte veerne rigtig til. Men det tog jeg ikke som noget tegn, for sygehuset havde jo sagt, at jeg skulle komme tilbage kl. 16.00, og det var der jo længe til. Men da klokken blev 13.30, var jeg nødt til at ringe til Brian og sige, at mine veer gjorde meget ondt, og han var heldigvis lige på trapperne.
Han kom så hjem sammen med Sanne og Richart (Nogle venner), og Sanne var ivrig efter, at det hele jo skulle gøres rigtigt. For hun vidste jo, hvordan det var at være gravid. Hun spurgte, om hun kunne gøre noget for mig, og hun ville så massere mine tæer. Det eneste, jeg så lige husker derfra er, at jeg snerrede af hende, at hun skulle lade mine tæer være, fordi jeg havde ondt.
Så begyndte vi så at tage tid på mine veer, for når der var 5 minutter mellem hver ve, så skulle man jo snart føde. Og da fandt jeg så ud af, at der kun var 3½ minut mellem mine veer, og turen gik så i vild panik til Sønderborg i Richarts bil, hvor Brian og jeg på vejen derover skændtes om min sele, for færdselsreglerne sagde jo, at man skulle køre med sele, mente jeg. Og sådan var det bare, selv om Brian sagde, at i mit tilfælde behøvede jeg ikke at køre med sele.
Vi ankom så til sygehuset, og jeg kom op på fødegangen. Her blev jeg tjekket og blev så indlagt, da klokken blev 14.20. Jeg fik noget tøj, jeg skulle have på, og dumme nok, som Brian og jeg var, ja så vendte vi det forkert. Typisk!
Jeg kom op i sengen og ligge, og blev så set til engang imellem. Nu gjorde mine veer så ondt, at tårerne pressede på, og jeg tilkaldte en plejer for at kunne få noget bedøvelse. Men inden, jeg kunne få det, skulle jeg ligge til saltvand i 30 minutter. Så jeg blev flyttet ind på fødestuen.
Der lå jeg nok så nøjeligt, da en jordemoder kom og tjekkede, hvordan det gik, og ja, da var jeg jo så begyndt at åbne mig. Der var så én regel for, at jeg kunne få bedøvelse, og det var, at jeg ikke måtte være mere end 4 cm åben, og det mente jeg jo så, at jeg nok kunne nå. Men inden jeg overhovedet fik set mig om, og den halve time var gået, jamen så var jeg faktisk så godt som helt åben, og det fattede jeg jo så bare INGENTING af.
En plejer rendte rundt omkring mig for at gøre klar til den lille, og det gik mig for hurtigt, for hvem skule have barn? Ikke mig da! Det kunne slet ikke passe, at det var nu. Men jo.
Jordemoderen måtte have fingrene op i mig et par gange for at mærke, om alt nu var, som det skulle være, og det eneste, jeg kunne fortælle hende, var, at hun skulle fjerne de forpulede fingre fra mig, for det gjorde pisse ondt. Det kunne de ikke lade være med at grine af.
Jeg fik lattergas for at tage de værste smerter fra veerne, men det smagte jo overhovedet IKKE godt. Så i stedet for at bruge masken, hvorfor så ikke bare lade være med at trække vejret? Sådan var min tankegang. Men nej, sådan skulle det så HELLER ikke være. Jeg blev bedt om at trække vejret igen.
Mine presseveer begyndte kl. 17.00, og så kom du jo ud flere gange med hovedet. Men du var meget stædig, så dit hoved smuttede ind igen op til flere gange. Jeg pressede til, og efter 23 minutter var du ude.
Du blev lagt op på min mave med tæppe omkring og en varmelampe. Du græd og var meget ulykkelig, men du var alligevel snu nok til at tisse på mig. Det var vores første bekendtskab med hinanden. 12 minutter senere var moderkagen så presset ud. Sikken en lettelse!
Jeg blev vasket og gjort klar. Det samme gjorde du - af Brian. Efter gæsterne var kommet og sådan, blev vi fulgt ned på en familiestue, hvor vi skulle bo nogle dage. Det var så her, DIT liv begyndte!
30-06-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025