Skrevet af Marlene
I december 2006 tog vi beslutningen, at vi ville være en familie på 3. 6 måneder senere kom endelig den første positive test. Vi var helt vildt glade og spændte. Nu skulle vi være forældre.
Graviditeten gik fint, lidt kvalme til at starte med, men ikke noget, der ikke var til at holde ud. Jeg tog 9,5 kilo på, og selv om maven blev mere og mere i vejen, kunne jeg ikke sidde stille. 3 dage over tid lå jeg på knæ i 4 timer og skrubbede gulv.
6 dage over tid skete det endelig. De første tegn på forestående fødsel kom. Det hele startede kl. 2 om natten. Min kærestes mobil vækkede mig. Imens jeg lå og ventede på, han skulle få talt færdigt, mærkede jeg den første ve.
Først var jeg ikke sikker. Jeg har slet ikke haft nogen smerter under min graviditet, så da jeg mærkede en ve mere, var jeg sikker. Det gjorde ikke særlig ondt endnu, så jeg sagde ikke noget til min kæreste, for vi kunne begge godt bruge vores nattesøvn.
Omkring kl. 6 kunne jeg ikke sove mere. Jeg SMS'ede til min mor, inden hun tog på arbejde, at det nok var i dag, hun skulle være mormor. Min kæreste vågnede ved det, og jeg fortalte også ham, hvad der var ved at ske. Han blev helt vildt glad og mente, jeg skulle ringe til fødegangen med det samme. Han kunne slet ikke vente.
Omkring kl. 8 kom vores naboer over til morgenmad. Det havde vi aftalt dagen før, da de skulle låne vores ene bil. Jeg havde stadig ikke særlig ondt. Det gjorde kun ondt fortil, lige som ved menstruationssmerter.
Et par timer senere ringede jeg til fødegangen første gang. Mest for at berolige min kæreste, som vist var bange for, at jeg pludselig ville føde derhjemme. Veerne kom på det tidspunkt med 5 minutters mellemrum og varede 1 minut.
Jordemoderen, jeg snakkede med, mente, at jeg sagtens kunne blive hjemme et par timer endnu, da det godt kunne være længe endnu, når jeg var førstegangsfødende. Det havde jeg det egentlig helt fint med. Vejret var skønt, og jeg syntes, at jeg havde det godt.
Veerne tog til i styrke. De begyndte at trække om i lænden nu. Da jeg kastede op af en ve, besluttede jeg, at nu ville jeg ind og tjekkes på fødegangen. Jeg følte mig ikke mere tryg hjemme. Men på vej ind til fødegangen aftog veerne. Jeg havde ikke ret mange, og de gjorde ikke ret ondt, så vi forberedte os på at blive sendt hjem igen.
Da vi ankom til Odense Universitetshospital, parkerede min kæreste bilen. Jeg gik over og hentede en parkeringsbillet, spiste en banan og så gik vi mod fødegangen. Det fortæller vist meget godt, hvor lidt ondt jeg havde på dette tidspunkt.
Kl. ca. 13 blev jeg undersøgt af en assistent. Hun forberedte os også på, at vi nok blev sendt hjem igen. Min puls var for lav, og jeg var ikke varm nok. Lidt efter kom jordemoderen og tjekkede mig.
Det var en jordemoderstuderende, som skulle styre "showet", og hun havde en ældre jordemoder med til at konsultere. De var heller ikke særlig positive, men da de skulle måle, hvor udvidet jeg var, blev vi alle overrasket. Jeg var 6 cm åben og i aktiv fødsel. Så kl. 13.30 blev vi indlagt og fik vores egen fødestue.
Den første time gik fint, stille og roligt. Veerne tog til, men ikke noget, jeg ikke kunne styre. Jeg lagde mig på sengen for at hvile lidt, for der kunne jo gå lang tid, inden der ville ske noget.
Da jeg ville vende mig i sengen, gik vandet pludseligt. Der var klokken 14.40. Jeg gik ud på toilettet for at få tjekket forstervandet, og det så heldigvis fint ud. Men nu kom veerne stærkt uden mellemrum, og de gjorde rigtig ondt. Hver gang, jeg ville flytte mig fra toilettet, kom der en ny ve.
Tilsidst kom jordemødrene ud til mig for at høre, hvordan det gik, og om jeg skulle have hjælp. Den studerende begyndte at snakke om at fylde badekaret, da jeg havde ønsket det som smertestillende, men den ældre jordemoder mente, at det var bedst først at tjekke, hvor udvidet jeg var.
Det viste sig, at jeg var fuldt udvidet og klar til fødsel. Puha, det gik pludselig stærkt. Jeg kom herefter over på fødelejet og kunne så kun "vente" på presseveerne.
Til at starte med måtte jeg ikke presse med, da hun ikke var gledet helt ned i bækkenbunden endnu. Det husker jeg som det værste ved fødslen - at skulle ligge og gispe ved hver ve uden at måtte gøre noget.
Kl. 15.30 var der så vagtskifte. Der kom en ny og super sød jordemoder ind til os. Hun havde også en studerende med. Hun var helt ny, så hun kiggede mest på.
Kl. ca. 15.35 kom presseveerne, og 20 minutter senere var hun født. Endelig fik vi spændingen udløst. Det var en pige på 3.616 gram og 54 cm. Så smuk og dejlig en pige, man kunne ønske sig. Hun kom straks op på min mave, og min kæreste klippede navlestrengen. Han var super stolt og glad, så han måtte lige fælde en tåre eller to.
Herefter blev jeg syet lidt, kun kosmetisk (som jordemoderen sagde), da jeg ikke var sprækket nogen steder. Jeg kom derefter over i en seng igen og fik lagt hende til brystet. Hun tog godt fat med samme og suttede.
Så blev vi ladt alene. Endelig en familie på 3. Pludselig står det klart for en, at dette lille vidunder er vores. Vores lille baby! Aldrig har vi været mere lykkelig.
24-07-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025