Skrevet af Trine
Jeg har siddet og læst flere fødselsberetninger, så nu synes jeg, at jeg hellere må bidrage med min.
Det hele startede med, at jeg lå og så noget morgen TV inde i sengen med min mand sovende ved siden af. Lidt over 9 følte jeg en trang til hele tiden at skulle på toilettet, så der løb jeg ud nogle gange. Jeg troede, jeg måske havde spist et eller andet, som jeg havde fået lidt ondt i maven af.
Den sidste gang jeg var derude ca. kl. 9.45, kunne jeg godt mærke, at der vist var noget andet i gang. Jeg gik ind i min seng igen for at vække min mand. Jeg kunne på det tidspunkt ikke længere ligge i min seng. Vi blev dog enige om, at det bare var mig, der var lidt pylret. Man havde hørt så mange historier om, at førstegangs fødende let kunne være i fødsel et helt døgn, og mit fostervand var heller ikke gået.
Min mand syntes dog, at jeg skulle ringe til sygehuset, da han ikke var så tryg ved situationen. Vi havde fået at vide til fødselsforberedelserne, at det helst skulle være den fødende selv, der ringede, da der ellers let ville opstå noget fejlkommunikation. Min mand tastede nummeret ind og gav mig telefonen. Det var jeg godt nok ikke meget for, da jeg følte, at veerne kom oven i hinanden.
Jordemoderen tog telefonen og spurgte, hvor langt der var imellem veerne. Så måtte jeg sige, at der var ikke nogen pauser, hvilket hun også kunne høre på min vejrtrækning. Så spurgte jordemoderen, hvor lang tid det tog for os at komme til fødegangen, hvortil jeg svarede, at vi havde en kørertur på ca. 40 minutter. Så kunne vi godt se at komme afsted, og det kunne bare kun gå for langsomt ifølge jordemoderen.
Kl. 10.20 kørte vi afsted. Det kneb meget med at komme ud i bilen - det var godt nok langt med veer, selv om der kun var 10 meter. Under køreturen startede jeg med at sidde på forsædet, men inden vi nåede frem til sygehuset, lå jeg omme på bagsædet, for da vi var halvvejs, fik jeg nemlig presseveer. Jeg følte hele tiden, at der var noget på vej ud, så jeg turde ikke at sidde op.
Jeg syntes nu alligevel, at det hele var lidt underligt, når fostervandet ikke var gået endnu. Da vi nærmede os sygehuset, ringede min mand til fødeafdelingen for at høre, hvordan vi skulle komme op til fødeafdelingen. Her fik han at vide, at der var nogle kørestole nede ved indgangen, som vi kunne bruge. Da jeg hørte dette, fik min stakkels mand straks at vide, at jeg aldeles ikke skulle sidde i en stol, så han måtte pænt ringe en gang mere og sige, at det vist gik lidt stærkere end beregnet, så om de ikke kunne hente os nede ved bilen.
Da vi nåede sygehuset kl. 10.55, stod jordemoderen og en SOSU og tog imod os nede ved indgangen med en båre. Der blev godt nok kigget noget nede på parkeringspladsen. Min mand kørte helt op til indgangen for at få mig over på båren. Hvad har folk ikke tænkt? Jeg blev straks kørt ind på fødestuen, hvor min mand modtog en parkeringsbillet, som han lige kunne gå ned i bilen med. Imens ville de lige undersøge mig.
Min mand gik ned i bilen, hvor han også lige ville ringe til mine forældre, om de ikke lige ville kigge til vores hunde, vi havde nemlig ikke nået at lufte dem, inden vi tog afsted. Imens han var nede ved bilen, blev jeg undersøgt. Jeg spurgte straks, om jeg ikke måtte få noget smertestillende, imens SOSU'en var ved at tage tøjet af mig. Med det samme, jordemoderen kiggede på mig, sagde hun "NEJ, du må føde, du er 10 cm åben, og det er din fosterhinde, du kan mærke".
Jeg blev pænt spurgt, om der måtte være en jordemoderstuderende med til fødslen. Selvfølgelig måtte der det.
Lige så hurtigt, min mand var gået, lige så hurtigt var han tilbage igen. Det var dejligt. Da han kom tilbage på fødestuen, blev jeg spurgt, om de måtte sprænge min fosterhinde. De var nemlig bekymrede for, at vandet skulle komme ud over hele fødestuen, sådan som den stod ud i en ballon. "Ja, gør I endelig det", svarede jeg.
Kl. 11.10 prikkede de hul på fosterhinden. Derefter havde jeg 3 presseveer, og i den 3. kom en dejlig dreng til verden kl. 11.26. Det havde virkelig været en nem fødsel, dog var det lidt uvirkeligt, at vi nu havde en lille søn, når man nu var blevet forberedt på, at som førstegangs fødende ville en fødsel tage lang tid.
Jordemoderen og den jordemoderstuderende gik straks ud for at prale over for de andre jordemødre. Der var nemlig en tredje- og andengangs fødende i gang med at føde samtidig med os. De var kommet ind før os og havde endnu ikke født. Så de mente, at de godt kunne komme i gang. Det kunne da ikke være så svært.
Personalet mente, at det var godt, at fostervandet ikke var gået. Hvis det var gået, ville jeg have født på vej derop, så heldigvis var der noget, der holdt fødslen tilbage, indtil vi nåede sygehuset. De sagde for sjovt, at hvis vi skulle have et barn til, måtte de hellere indlægge os 3 uger før termin, så de var sikre på, at jeg nåede fødestuen.
Vi ringede straks til mine forældre efter fødslen, da jeg vidste, at min mor ville være nervøs, indtil hun vidste, at vores lille dreng var født. Da min mand fik fat på hende, troede hun først, at den var helt gal, da det kun var ½ time siden, hun havde talt med ham. Men i stedet kunne han fortælle, at hun var blevet mormor.
Det har været den bedste fødsel, som overhovedet tænkes kunne, med det mest professionelle personale. Det var virkelig en skøn oplevelse, som jeg håber, mange andre også må opleve. Min mand siger i dag, at hvis han havde vist, hvordan køreturen ville have været, så ville han have ringet 112. Men heldigvis gik alt jo godt.
Mange hilsner fra Trine og Mathias på 3½ måned.
05-08-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025