Skrevet af Anja
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid en ganske almindelig eftermiddag. Min menstruation var forsinket med 10 dage, men da jeg dagen før havde snakket med lægen om det, var jeg bare irriteret over, den ikke kom. Han havde nemlig sagt, at jeg ikke kunne forvente, at min cyklus var i orden, når nu det kun var 3 måneder efter p-pille stop.
Jeg havde taget en test dagen før, der var negativ, men jeg tog alligevel en dagen efter, for det kunne jo være. De første par minutter kom der ikke andet end en streg, så jeg lagde den på bordet og tjekkede lige mails, mens jeg holdt et lille øje med testen. Pludselig ser jeg, at den anden streg kommer frem. Den er ikke tydelig, men den er der - stensikkert.
Mit hjerte begynder at banke. Jeg ringer til min mand, der er på arbejde, og tager så endnu en test, der er positiv. Sådan begynder min graviditet med Yazmin.
Der går nogle dage, før vi fortæller det til familien. Vi havde aftalt, at vi egentlig ville holde det hemmeligt indtil nakkefoldsscanningen, men jeg kan slet ikke vente. Min svigerinde er også gravid, og jeg har svært ved ikke at råbe ud til hele verden, at jeg også er, når snakken falder på graviditeter.
Alle bliver glade og siger tillykke. Allerede 13 uger henne mærker jeg svage bevægelser i maven, som bare tager til i løbet af de næste mange uger.
Månederne går, og alle prøver og scanninger er fine. Dog tager jeg meget på, og min krop har problemer med at bære den ekstra vægt, så jeg begynder at få ondt i bækkenet og i lænden. Yazmin lægger sig også hurtigt til rette med det resultat, at hun skaber store smerter i underlivet, når hun drejer sit hoved.
Da der er 1 måned til termin, begynder jeg at få plukkeveer, som gør ondt. Nogle af dem kommer endda også med intervaller, så hele familien joker med, at jeg føder før tid.
4 dage til termin afleverer min mand og jeg vores datter i børnehave og tager derpå ud og handler. Præcis kl. 9 får jeg de første spæde tegn på en ve. Jeg siger til min mand, at det ikke kan være veer. Men da klokken er 11, gør det ondt i lænd og mave, hver gang der kommer en plukkeve, og jeg overgiver mig til tanken om, at hun nok er på vej.
Kl. 11.30 begynder det at gå i sig selv, og jeg siger til min mand, at vi skal dyrke sex for at sætte gang i det igen. Jeg kan ikke overskue alligevel ikke at føde hende. Da vi har gjort det, kommer der gang i det. Og nu gør det tilpas ondt til, at jeg ikke kan koncentrere mig. Jeg ringer til fødegangen, som siger, jeg bare kan komme. Men jeg kan ikke før kl. 15, da min svigermor, som skal med, ikke er hjemme før.
Jeg ringer og ringer til hende, og hun tager ikke telefonen. Det viser sig, at hun har glemt den derhjemme, så da hun kommer hjem, ringer hun med det samme til mig. Hun er helt chokeret, for selv om vi jokede med det, var vi alligevel ikke forberedte. Vi har ikke en madras til liften eller en gave til Izabella i anledning af, at hun skal være storesøster, så vi kører forbi den lokale børnebutik, men vi må hurtigt køre igen, da jeg ikke kan være til.
Da vi ankommer til sygehuset, er der vagtskifte, så vi skal vente i 3 kvarter i venteværelset. Så bliver vi vist ind til en undersøgelsesstue, hvor jeg viser dem mit bind, som er grønt af fostervand. Det bekymrer dem, kan jeg se, men de håber, at det bare er lidt udflåd, for hinderne er stadig på hende. Jeg er kun 1 cm åben.
Pludselig kl. 16.30 går vandet i en stor skylle. Grønt er det. De siger, at hun skal ud. Jeg kan ikke blive sendt hjem. Hverken min mand eller jeg forstår, hvad det er, der sker, og jeg spørger, om det er kejsersnit, de snakker om. Nej, siger de. Jeg kan sagtens føde normalt, men jeg må ikke sendes hjem, eftersom fostervandet er grønt.
Vi spørger, hvad det grønne fostervand betyder, og de fortæller os, at hun på et tidspunkt har lukket af for sin ilttilførsel og derfor har lukket afføring ud. Mere får vi ikke at vide, og vi er begge bange for, at det betyder en mulig hjerneskade. En sød jordemoderstuderende fortæller os, at det er det absolut ikke tegn på, og at risikoen er minimal.
Jeg kommer ind på en fødestue, og så går timerne ellers. Jeg græder og skriger ved hver ve. Jeg udvider mig for hurtigt til en epidural, og akupunktur virker ikke. Nogle veer er i et og tager flere minutter, og jeg æder vingummier, når der er en lille pause. Jeg står op hele tiden ind over sengen og hopper og danser.
På grund af, at fostervandet var grønt, har de sat målere på maven, men fordi jeg står op, glider den hele tiden ned, så de ikke kan måle Yazmins hjertelyd, så de vil sætte en måler på hovedet. Jeg kommer op at ligge og prøver desperat at ligge stille, men jordemoderen kan ikke sætte den på, da Yazmin har hår, og jeg ikke kan ligge stille nok. Efter 3 forsøg er den der, og jeg kommer ned igen.
Jordemoderen er sød, men jeg kan godt mærke, hun aldrig har prøvet at føde. De råd, hun kommer med, er latterlige fra min side af sagen, og jeg snerrer af hende.
Da klokken er 19, har jeg pressetrang, men den jordemoderstuderende siger, at hun først vil hente den ansvarlige, når klokken er 19.30, for jeg kan ikke allerede være 10 cm åben. Da klokken er 19.30, skriger jeg af hende, at nu er det nu, og nu skal hun hente den ansvarlige, for nu skal jeg presse. Hun prøver at forklare mig, hvordan og hvorledes, og jeg råber: "Hent så den ansvarlige, NU!".
 Da hun kommer, er jeg klar til at føde. Jeg får en iltmaske på, som min svigermor holder. Den hjælper mig til at trække vejret og presse Yazmin ud. 8 minutter og 3 presseveer senere er hun ude.
Vi er klar til at tage hjem efter 15 minutter, men de skal holde på os i 2 timer. Da de 2 timer er gået, har de masser af undskyldninger for at trække tiden, så klokken bliver 22.45, før vi kommer derfra.
Efter min 1. fødsel ville jeg ikke have flere børn. Da der var gået 6 måneder, var jeg klar igen. 2 minutter efter fødslen af Yazmin var jeg klar på endnu en. Tak fordi I gad at læse så langt.
01-10-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025