Skrevet af Anne
Nu 2 måneder efter Lauras fødsel er det vist ved at være på tide, at jeg får skrevet min fødselsberetning ned.
De sidste 14 dage af min graviditet gik jeg til tjek på svangreambulatoriet i Skejby på grund af stærkt forhøjet blodtryk og mistanke om begyndende svangerskabsforgiftning. Det blev heldigvis ikke til mere end en mistanke. De var begyndt at true mig med igangsætning og alt muligt. Nok syntes jeg, det var latterligt at være gravid, men jeg holder nu på, at naturen har bedst af at få lov at klare tingene selv, hvis den kan.
Jeg var efterhånden ved at være overbevist om, at jeg ville være den første kvinde i verden, der skulle være gravid resten af mit liv (ja ja, jeg ved det godt - tålmodighed er en dyd). Det var jeg faktisk allerede, da jeg nåede terminen den 14/7. Jeg hadede at være gravid og var begyndt at længes helt uhyggeligt meget efter at få min krop tilbage i dens rette form igen.
Og så pludselig var den der. Mandag den 21/7-2008 ville Laura til verden. Jeg vågnede med sådan lidt uro i kroppen kl. 6 mandag morgen. Jeg stod op og placerede mit flodhestekorpus på sofaen og tændte fjernsynet (har ingen idé om, hvad jeg så). Kl. 6.05 var jeg på toilettet og igen 6.10 og 6.15 og så videre og så videre.
Jeg kunne godt mærke, at de der plukkeveer, der selvfølgelig dukkede op ved 7.30 tiden, var noget mere vedholdende og insisterende end dem, jeg kendte fra de sidste 2 måneder af graviditeten. Så kl. 8.00 ringede jeg til fødegangen på Skejby Sygehus og fik en halvgnaven jordemoder i røret, der fortalte mig, at det umuligt kunne være fødslen, der var gået i gang, og at jeg skulle se tiden an i 3 timer og så ringe igen, hvis jeg stadig mente, der var noget (pyha, godt vi ikke gjorde det).
Så jeg lagde mig roligt tilbage på sofaen i ca. 20 min (afbrudt af temmelig mange toiletbesøg), blev enig med mig selv om, at den der jordemoder sgu nok ikke havde ret, hvorefter jeg gik op og vækkede Rene med spørgsmålet: "Nå skat, er du klar til at blive far?". Hvis der var noget, han var, så var det klar (nok også langt mere klar end mig hihi).
Han stod op og pakkede de ting, vi skule have med (den famøse taske, som havde været pakket de sidste 3 uger, min computer + hovedtelefoner, så jeg kunne høre rolig og rar musik og ikke mindst hunden, der ikke kan være alene hjemme, og skulle hentes af mine svigerforældre).
Vi fik ringet til min mor, der skulle være med til fødslen, og til Renes forældre, der skulle passe hunden. Kl. 8.59 ringede Rene til fødegangen igen og sagde, at NU kommer vi altså. På dette tidspunkt var det ikke plukkeveer mere, men rigtige veer. Ikke fordi de var helt vildt uudholdelige, men det ville da være en overdrivelse at kalde dem behagelige. Hele underlivet fra navlen og ned krøller sig jo sammen.
Vi fik os bevæget ud til bilen. På dette tidspunkt var der på ingen måde nogen form for super atlet over mig. Al bevægelse foregik i et meget roligt og sindigt tempo med passende "pyha, nu kommer der en ve" pauser. Veerne kom ca. hvert 10. minut.
Vi kørte mod Skejby. Vi startede selvfølgelig med at gå det forkerte sted hen. Man har logisk nok placeret modtagelsen til fødende et helt andet sted end selve fødegangen. Men til sidst lykkedes det os at komme det rette sted hen, og vi blev kl. ca. 9.45 modtaget af en sød jordemoder, som jeg desværre har glemt navnet på.
Hun havde en dejlig tålmodighed og ventede roligt på, at jeg fik mig bevæget de ca. 15 skridt ind i undersøgelsesrummet og fik mig bakset op på briksen. Hun undersøgte mig og blev temmelig forbavset over, at jeg allerede var åbnet 6 cm, så hun sørgede selvfølgelig for, at jeg kunne komme op på en fødestue, og vi vandrede den laaange vej op på fødegangen. Jeg husker den i hvert fald som lang, men det er jo ikke sikkert, at den var det. Veer hvert 3-4 minut har sikkert en indflydelse på tidsopfattelsen.
Her modtog jordemoder Mette mig kl. 10.30. Hun fyldte et badekar med dejligt varmt vand, og jeg blev hjulpet op i det varme lindrende vand. Jeg må indrømme, at på dette tidspunkt gjorde veerne temmelig ondt, men stadig ikke mere end, at jeg kunne holde dem ud. Men mærkes, det kunne de nu altså.
Mens jeg lå i vandet, kom en ny jordemoswr ind. Hun var fantastisk. Hun udstrålede en ro og venlighed, som jeg sjældent har oplevet før. Hun præsenterede sig og fortalte, at hun skulle være der resten af fødslen (selvfølgelig med forbehold for mange lange timer etc.). Så sad hun lige så stille inde hos os og talte med os. Hun gav gode råd om, hvordan jeg kunne tackle veerne, så de blev så lette som muligt at komme igennem. Så gennem gode råd fra jordemoder Inge og min viden om meditation og selvkontrol blev de næste 20 minutter i vandet faktisk helt hyggelige.
Herefter besluttede de der veer sig desværre for, at nu måtte de hellere se at få født det der barn. Hold da op. Så jeg kom op af vandet og op på en briks. Rene den dejlige mand fandt min computer og hovedtelefoner frem og satte musik på, og jeg fik lattergas i maske. Det virkede rigtigt godt. Faktisk havde det præcis den effekt, jeg havde håbet på, da jeg inden fødslen havde besluttet mig for, at jeg gerne ville smertestilles på denne måde. Lattergassen gjorde, at jeg kunne koncentrere mig om musikken og lade kroppen arbejde selv. Jeg lavede en aftale med Rene og jordmoderen om, at han bare skulle flytte hovedtelefonerne, hvis de ville snakke med mig.
Veerne bliver herefter kun stærkere og bliver efterhånden til presseveer. Heldigvis er jeg fuldt udvidet og må gerne lige så stille presse med, når jeg føler for det. På et tidspunkt siger jordemoderen til mig, at hun gerne vil måle på babyens hoved, fordi det var svært at lytte udefra. Da hun gør det, går vandet, og så skal jeg ellers love for, at det gik stærkt.
Faktisk går det hele lidt hurtigere, end jeg selv synes, jeg kan følge med til. Jeg forsøger, alt hvad jeg kan, lige at få en pause til at trække vejret, for NU gør det altså ondt. Det lykkes også nogenlunde, men efter ca. 5 minutter siger jordemoderen, at nu skal den lille altså ud, for hendes hjerteslag falder. Så lattergassen blev taget væk, og jeg fik besked på at presse. Hold da op, der var jeg godt nok klar til at opgive projektet. AV!
Men da jeg får samlet mig nok til at sige til Rene, der hele tiden har stået ved siden af mig og ladet mig holde fast i hans arm (utroligt, at den stadig virker), at NU må de altså godt komme med noget seriøst smertestillende, kigger jordemoderen op på mig og fortæller til min store overraskelse, at hovedet er ude, og jeg bare lige skal presse en gang mere, så er det slut.
 Så jeg tager mig sammen og presser en gang mere, og vupti kl. 11.58 er al smerte væk, og smukke lille Laura bliver lagt op på min mave. Sikken en følelse. Jeg tror nok, at jeg nåede at fortælle hende, at hvis hun blev ved med at have den der blå farve, så ville hun altså blive mobbet i skolen. Det gjorde hun ikke. Hun blev smuk og menneskefarvet i løbet af meget kort tid, og så lå hun bare der med sine store blå øjne og kiggede på den store verden og sine forældre.
Jordemoderen har citeret mig i mine fødselspapirer for at sige lige efter fødslen: "Vi kan jo ikke være så længe om så lidt". 2 minutter efter, Laura blev født, kom mig mor ind af døren. Hun nåede ikke at være med til fødslen, men det var heldigvis heller ikke nødvendigt. Hun skulle have været med, hvis Rene ikke havde overskud til både at blive far og holde styr på, at ting gik sådan, som jeg gerne ville have dem. Ikke fordi jeg er møg hysterisk, men fordi jeg har det meget skidt med hospitaler og gerne ville have, at nogle ting var i orden.
Rene og Mor var med til at måle og veje Laura efter ca. ½ time. Hun var 53 cm lang og vejede 3.560 gram. En rigtig fin lille en. Jeg havde af uransagelige årsager ikke lyst til at bevæge mig. Et eller andet i mig fortalte mig, at jeg bare skulle ligge stille. Jeg skulle senere finde ud af, at denne antagelse var helt korrekt.
Der gik 4 timer, fra den første jordemoder fortalte mig, at det ikke kunne være fødslen, der var gået i gang, til Laura var født. Pyha, godt vi ikke gjorde, som hun sagde, og så tiden an i 3 timer.
 Efter fødslen fik vi lov at ligge stille og roligt og komme lidt til kræfter. Jordemoderen syede mig med et par sting (det var da nok ca. lige så slemt som at føde - jeg ER altså ikke ret glad for nåle), og jeg blev flyttet over i en seng og fik lidt at spise og en MASSE at drikke. Jordemoderen mente bestemt, at jeg var tørstig, nok mest fordi hun gerne ville have mig op og tisse.
Ca. 4 timer efter fødslen skulle vi flyttes over til mor/barn afsnittet. Inden vi kørte derover, skulle jeg lige op og tisse for 2. gang siden fødslen, så Laura blev lagt over til Rene, der sad i en stol ved siden af sengen, så jeg kunne komme op. Da jeg rejste mig op, styrtblødte jeg en masse blod, og jordemoderen og den søde Sosu-assistentelev, der forresten også havde været der under den sidste del af fødslen, blev MEGET blege.
Jeg blev lagt op i sengen igen, og jordemoderen gav sig til at massere på min livmoder, mens hun sagde en masse til assistenteleven (jeg kan desværre ikke huske, hvad hun hed, hun var ellers rigtig sød). Jeg blev meget sløv og var lige på kanten til at besvime. Ikke fordi jeg blev stresset eller bange (husker det i hvert fald ikke som om, jeg på noget tidspunkt var bange), men fordi jeg så hurtigt havde mistet så meget blod.
Jeg spurgte på et tidspunkt, om jeg ikke selv kunne massere på maven, så hun kunne gøre noget andet praktisk. Det måtte jeg godt, bare jeg lovede at massere til. Jeg mente, at i kraft af min uddannelse som massør, kunne jeg nok klare det.
Det næste, der skete, gik helt enormt stærkt (det gjorde det overforstående også). Pludselig stod der 7 mand på stuen. Rene og Laura blev bogstaveligt talt løftet over i et hjørne, og der blev kaldt på en anæstesilæge, bestilt blod og koncentreret S-drop (vedrop). Dette undrede jeg mig over længe, indtil det flere dage efter gik op for mig, at det da selvfølgelig var for at få livmoderen til at trække sig sammen.
Pludselig havde jeg en nål i hver hånd og 4-5 forskellige poser hængende med pres på, så væsken blev presset ind i mig. Der stod en overlæge og trykkede på min livmoder for, at det ikke skulle bløde mere. AV AV AV, hvor gjorde det bare ondt. Faktisk brokkede jeg mig meget mere over det end at føde. Der råbte jeg alligevel lidt højt af dem.
Alle på stuen arbejdede enormt effektivt og var enormt søde til at fortælle, hvad der skete, og hvad de ville gøre i det omfang, de havde tid til det. Da de kørte mig ned til operationsstuen, var det eneste, jeg kunne tænke på, om der var nogen, der tog sig af Rene og fortalte ham, hvad der skulle ske, eller om han bare sad der helt alene med Laura og ikke vidste noget som helst. De beroligede mig med, at der var en, der var blevet hos ham.
Således beroliget måtte jeg konstatere, at det var første gang, jeg nogensinde havde glædet mig til at komme i narkose. Hold kæft, hvor gjorde det uhyggeligt ondt, at hende lægen trykkede på min mave.
Mens jeg lå på operationsstuen, passede Rene og mor på Laura og hinanden. Jeg er glad for, at Rene ikke skulle sidde der alene i 2 timer. Da jeg vågnede efter narkosen, havde jeg heldigvis min livmoswr endnu. Der var ikke andet galt end, at kroppen ikke havde kræfter til at trække den sammen. Så jeg slap med skrækken, og jeg overlevede et massivt blodtab takket være super dygtigt personale på Skejby Universitetshospital. En stor tak til alle dem, der var på både fødestuen og operationsstuen den mandag.
 Kl. ca. 19.30 blev jeg kørt ind på min stue på mor/barn afsnittet Y1 og kunne smage en lille tår af den champagne, som Rene, mor, far og mine svigerforældre selvfølgelig skulle have et glas af for at fejre det første barnebarn på begge sider.
Fredag den 25/7 omkring middag kørte Rene og jeg hjem fra hospitalet sammen med vores lille nye datter og skulle til at starte et helt nyt vidunderligt liv som forældre. Nu ligger Laura ude i barnevognen og sover 9 uger gammel, og hvis I spørger mig, det smukkeste væsen på jorden.
18-10-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025