Skrevet af Dorthe
Så er jeg forhåbentlig gået ind i sidste graviditetsuge. Vildt, at jeg nu snart har gået 40 uger. I starten virkede det så uoverskueligt med alle de uger, men pludselig er tiden gået. Dog er vi lidt utålmodige nu, da vi jo ved, det kan ske, hvornår det skal være, men bare ikke lige præcis hvornår. Går der 2 dage eller 2 uger endnu? Håber ikke på det sidste!
Jeg er nu på denne tid, jeg har set frem til de sidste 9 måneder, og jeg har det lidt som juleaften som barn - man venter og venter på den store dag, men vi kender bare ikke dagen endnu.
Jeg har det godt, men er altså MEGET gravid nu. Jeg har vand i hænder, fødder, ben og læber. Fingerspidserne sover, jeg har halsbrand og mange plukkeveer. Så mange, at jeg ikke sover godt om natten. Det flår og river i alle muskler og ledbånd i mave, lænd og lysken. Bare en lille bevægelse fra "bæbs" med en lille fod eller hånd trykker, så det føles ubehageligt, og jeg skal tisse konstant. Jeg har taget ca. 16 kg på men har (heldigvis) stadig ikke fået strækmærker! Jeg er "mæt" af graviditeten nu og er SÅ klar til at se vores barn og blive mor.
Vi tænker selvfølgelig også tusind tanker om selve fødslen og den uvished og usikkerhed, der kendetegner noget, man ikke har prøvet før. Hvornår sker det? Hvordan starter det? Hvor er vi? Starter det med, at vandet går eller med veer? Hvornår er man "nok" i fødsel til at tage på fødeklinikken? Hvad hvis man kommer for sent af sted og hvad hvis? Mon ikke man bare ikke er i tvivl, når det er "nu"?
Jeg har målt omkredsen af maven, hvor den er størst lige ved navlen, til 115 cm. Jeg har været til jordemoder. "Min" jordemoder havde ferie, så det var en anden plus en studerende. Alt var OK. De skød "bæbs" til at veje 3.600 gram, hvilket vil sige, at "den" kun har taget 100 gram på siden sidste besøg for 14 dage siden. Det lyder jo ikke af meget, og jeg blev lidt bekymret, men det skyldes, at det ikke er de samme hænder, som mærker og vurderer, sagde de. Så alt var OK. Jeg fik en ny tid til om en uge. Jeg håber dog ikke, jeg får brug for den!
Så startede veerne - endelig - den 1. april om aftenen/natten. Jeg havde haft flere og stærkere plukkeveer dagen før og dagen op til. Jeg havde også mere udflåd og troede, slimproppen var gået. Vi gik i seng kl. 24 med stadig flere veer, og jeg kunne slet ikke finde ro eller sove. Jeg gik i bad flere gange, da det hjalp på smerterne. Uha, det gjorde ondt, men kun når veerne var der.
Til sidst var der kun 7 minutter mellem hver, og de varede ca. 1 minut. Så vi ringede til fødeklinikken kl. 5.30. Her spurgte de om et par ting og sagde, at vi først skulle komme, når der var 4-5 minutter mellem hver ve. Herefter gik det hele i sig selv igen, og jeg fik sovet nogle timer. Min kæreste stod op og tog på arbejde. Det var en underlig fornemmelse, nu hvor vi troede, vi var så tæt på, men også dejligt at få fred for veerne og få sovet lidt.
Den 2. april kl. 12 har jeg igen veer, men ikke så slemme og med 20 minutters mellemrum. Samtidig har jeg mere tegnblødning. Så vi må igen væbne os med tålmodighed og se, hvad dagen og natten bringer. Vi er så spændte begge to!
Veerne den 2. april tog til i løbet af eftermiddagen og aftenen, men de var ikke så slemme, at jeg ikke kunne holde det ud. Kl. ca. 20 var de dog ved at være ret stabile og ikke særlig sjove. Jeg var i bad flere gange, hvilket hjalp meget på smerterne. Ellers var det en stor hjælp, når min kæreste masserede lænden samtidig.
Kl. ca. 22 var der kun 5 minutter mellem hver ve, og de gjorde rigtig ondt (ja, altså på det tidspunkt havde jeg jo ikke troet, det kunne komme til at gøre mere ondt!), så vi ringede til fødeklinikken igen. De sagde, at vi var velkomne til at komme, så de kunne kigge på os, men de mente alligevel ikke, at jeg som førstegangsfødende skulle føde på terminsdatoen, og de troede vist, det ville gå i stå igen.
Nå, men vi fik ringet til den nærmeste familie for at sige, at vi tog af sted. Taskerne blev pakket igen, men jeg var fuldstændig ligeglad på det tidspunkt, hvad jeg fik med og ikke med. Min kæreste pakkede champagne og champagneglas, og jeg kan huske, jeg synes, det var noget mærkelig noget at bruge tid på på det tidspunkt. At jeg så senere skulle blive glad for det og synes, det var hyggeligt, er en anden sag!
Det gjorde bare ondt, og jeg ville gerne ind til "trygge hænder" hurtigst muligt! Vi kørte til Rigshospitalet med 4 minutter mellem hver ve, og vi ankom kl. 22.30. Jeg husker tydeligt turen der ind. Min kæreste kørte selvfølgelig pænt, men ethvert bump eller opbremsning føltes meget tydeligt og gik lige i lænden, så jeg skældte vist lidt ud. Jeg husker også tydeligt, hvordan jeg på uret i bilen kunne følge med i, hvornår der kom en ve kl. 22.18, 22.23, 22.27 og 22.30. Jeg tror jeg vil mindes de tal på uret ret ofte. De står i hvert fald klart for mig nu.
Vi kom ind med flere ve-stop i kælderen, på gangene og i receptionen. Vi blev lagt ind i et modtagelsesrum, hvor en jordemoder lagde ve-målere om maven, så man kunne måle veerne på en maskine. Det var ikke sjovt. Det gjorde stadig mere ondt, og jeg lå dårligt på en hård briks. Her lå jeg i ca. ½ time og var på det tidspunkt 4 cm åben. Så vi havde da ikke kørt for tidligt, hvilket jeg altid havde været bange for!
Så ankom den kommende farmor. Hun havde lovet at være standby under fødslen, hvis min kæreste skulle blive dårlig. Hun kom ind i modtagelsesrummet og sagde hej, hvilket jeg også gjorde - mellem veerne. Det var betryggende at vide, at jeg ikke var overladt til mig selv, hvis den kommede far mod forventning ikke kunne klare det. Det var meningen, min svigermor skulle vente på gangen, men pludselig var hun med i det hele.
Vi kom over på den gule fødestue, hvor jeg fik sygehusets tøj på. Jeg lå på en seng og havde stadig veer hvert 4. minut. Så fik jeg lavement, som efter 7 minutter gjorde sin virkning. Jeg nåede lige ud på toilettet og kom af med det hele, hvorefter jeg kastede op over det hele. Vist meget normalt, når man har ondt.
Så gik jeg i bad og bagefter i badekar. Det hjalp godt på veerne at sidde i det varme vand og blive spulet over lænden med bruseren, når det var op over. Her sad jeg, mens veerne stadig blev værre og tog til. Til sidst var der kun ½ minut mellem hver, og jeg kan huske, jeg tænkte, at det her ville jeg aldrig overleve, fordi jeg troede, der ville gå 5-6 timer endnu, inden jeg havde født.
Det stod nemlig printet i min hukommelse, at en "normal" fødsel for førstegangsfødende ville tage ca. 6 timer, fra man ankom og var 4 cm åben. Vi troede derfor, at vi ville føde omkring kl. 6 eller 7 næste morgen. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud, da klokken kun var 1, og der var ½ minut mellem hver ve.
Svigermor spurgte mange gange, om hun skulle gå, men det virkede ikke "forkert", at hun var der, og det var faktisk meget hyggeligt, så hun blev under hele fødslen. Hun holdt sig lidt på afstand, så vi følte, at vi var alene, og så var det faktisk meget rart at have farmor med på sidelinien. Hun sad i en lænestol med kaffe og skulle efter sigende have nydt synet.
Efter en times tid i alt i badekaret hentede Brian jordemoderen, som vist ikke helt troede på, at veerne kom så ofte. Jeg kom op af badet og ud på fødebriksen, hvor jordemoder målte, hvor meget jeg var udvidet. Hun sagde, at det var lidt for sent at lave aprilsnar, men at jeg nu var helt udvidet og snart skulle i gang med at presse. Det kom vist lige så meget bag på jordemoder som på os.
I badet kunne jeg dog godt mærke, at jeg følte trang til at presse og ikke længere kunne sidde ned, men jeg vidste jo ikke, at presseveerne var på vej. Efter jordemoderen sagde "go" for at presse, var det faktisk en lettelse, selv om veerne stadig gjorde MEGET ondt. Det skyldtes nok også, at jeg godt vidste, man ikke har presseveer i flere timer, så nu var det til at se en ende på.
Vandet var endnu ikke gået, og jordemoderen begyndte at snakke om at prikke hul på det, da det pludselig gik under en ve, og så var det for alvor tilladt at presse. Så efter 17 minutter med presseveer og utallige trøst og tilråb, opmuntring og kolde klude til panden fra min kæreste, kom vores lille datter til verden. Det endte med, at jordemoderen måtte klippe mig på grund af faldende hjertelyd, navlestrengen dobbelt om halsen og knap så hyppige veer. "Den" skulle altså bare ud, så efter et klip kom hovedet dog også ud.
Den kommende far havde set hovedet med det mørke hår titte frem tidligere. Kl. 01.28 blev vores datter lagt direkte op på mit bryst. Den følelse glemmer jeg aldrig - det må være det største i verden. Tænk at mærke hende hud mod hud efter 9 måneder i maven og samtidig mærke den stolte faders hånd klemme min samtidig med, at tårerne fik frit løb. Det er så ubeskrivelig stort, at ord slet ikke er nok, når to pludselig bliver til tre.
Amalie var så fin, sund og rask. Hun havde blå hænder og fødder men gav snart et vræl fra sig, "sked" på sin mor og var klar til at sutte med det samme. Hun vejede 3.404 gram og målte 55 cm. Så jordemødrenes vurdering om en baby over 4.000 gram holdt ikke, men det ser da ud til, at hun arver forældrenes højde. Hun havde meget sort hår, da hun blev født, og hun så bare så smuk ud. Øjenfarven er brun eller i hvert fald mørk, men den kan jo sagtens ændre sig i løbet af de næste 3 måneder.
Næste step var at føde moderkagen, som gik uden problemer kort efter fødslen. Så skulle jeg syes, og Amalie skulle undersøges. Hun fik topkarakter i alle kategorier.
Så gik jordemoderen ud. Farmor lykønskede, Amalie suttede, og vi fik morgenbord med flag og lyserøde servietter. Den efterfølgende tid gik med at studere Amalie og prøve at forstå, at vi nu var blevet en familie med mor, far og barn og bare at ligge helt tæt alle tre og være lykkelige sammen. Sidstnævnte var ikke noget problem. Lykken kom over os lige så hurtigt og naturligt, som veerne tidligere havde invaderet min krop.
Så var der tid til at ringe rundt og fortælle familie og venner, at København var blevet en prinsesse rigere!
Jeg kunne skrive side op og side ned om den efterfølgende tid. Om Amalies første timer hos mor og far, om alle gæsterne på hospitalet, om amning, om hormonernes susen i kroppen, om glædestårer, om manglende søvn, om at savne min kæreste, når han tog hjem om natten, om den store stolthed ved at vise hende frem, om alle de nye titler som mormor, morfar, farmor, faster, onkel, fætter, tante osv.
Jeg kunne skrive om den store dag, hvor Amalie for første gang fik sit eget sæt tøj på, om udskrivelsen, om lykkefølelsen ved at forlade Rigshospitalet tre i stedet for to, om de første dage og nætter hjemme, om alle de flotte blomster og gaver vi modtog. Jeg kunne skrive side op og side ned om, hvor ubeskrivelig skøn Amalie er, men i stedet for at bruge tid på det vil jeg nu bruge al min tid på min dejlige kæreste og skønne datter.
Jeg vil slutte med et citat, som beskriver det at få et barn meget rammende: "Skønt er det vi ser. Skønnere det vi forstår. Men langt skønnere er det, vor forstand ikke kan rumme".
25-10-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025