Skrevet af Kirsten
Tak for alle jeres dejlige fødselsberetninger - her er mine.
1. fødsel
Efter 2½ års forsøg på at blive gravid lykkedes det langt om længe i august 2002, da jeg endelig stod med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg kunne slet ikke styre min glæde og hoppede op og ned flere gange resten af dagen af bar lykke.
Jeg havde en god graviditet, hvor jeg naturligvis var træt i starten, men ellers forløb det stille og roligt. Jeg havde termin den 24. marts 2003, men jeg regnede ikke med at føde før tiden, for barnet virkede til at befinde sig fint, hvor det var. Derfor var jeg også en tur i København 2 dage før min termin til min fasters 45 års fødselsdag, for jordemoderen mente heller ikke, at det var lige op over.
Jeg havde en hyggelig togrejse med min mor, søster og hendes 6 måneder gamle søn. Jeg var meget glad for, at jeg tog med, for jeg gik 13 dage over tid, inden der skete noget.
Søndag den 6. april kl. 5 om morgenen begyndte de første veer. Jeg lagde mig på et andet værelse for ikke at vække min mand. Veerne tog stille til i løbet af formiddagen, men de blev ikke regelmæssige. De gjorde dog mere og mere ondt. Ved 12-tiden ringede vi til fødegangen, og vi blev enige om, at vi kunne komme forbi, og så ville de se på mig.
Vi ankom omkring kl. 1, og jeg blev undersøgt. Jeg var 3-4 cm åben, så der var lang vej endnu. Jordemoderen ville køre en strimmel, og den viste, at barnet ikke bevægede sig så meget, og dens puls var høj. Inden jeg skulle have et lavement, var jeg en tur på toilettet, og der gik vandet. Jeg fik tilkaldt den jordemoderstuderede, for vandet virkede ikke klart, hvilket hun gav mig ret i.
Man blev enige om, at jeg igen skulle have kørt en strimmel, og de ville sætte en elektrode på barnets hoved, som vist lykkedes i 3. forsøg. Samtidig fik de skubbet til barnet, så resten af fostervandet kom ud, og alt blev vådt. De ville have mig til at skifte stillinger og spise isterninger for at se, om de kunne få barnets hjertelyd ned og få det til at bevæge sig, men det lykkedes ikke, og til sidst blev en læge tilkaldt, og det blev besluttet, at det skulle være kejsersnit.
Det var svært at kapere med alle de smerter, og især min mand brød sig ikke om det, da han var bange for, at der skulle ske mig noget. Jeg blev hastigt kørt til operationsstuen, og min mand kom i operationsstøj. Hvor var det skønt efter 11 timer med veer at få en rygmarvsbedøvelse. Min mand og jeg fulgte spændt med bag forhænget, selv om min mand nok mest bekymrede sig om mig. Jeg tænkte på barnet, for nu havde jeg det jo fint.
Kl. 15.45 kom barnet ud, og de løb med det for at sikre sig, at det var OK. Vi fik ikke engang at vide, hvilket køn det var. Jordemoderen kom dog hurtigt tilbage og fortalte, at det var en pige. Knapt 10 minutter efter kom de med hende pakket ind i et sølvpapirstæppe, for at hun kunne holde varmen. Hun lignede en æske chokolade. Monika vejede 4.050 gram og var 54 cm lang og scorede topkarakter med det samme, selv om hun havde haft navlestrengen 3 gange rundt om halsen og ikke kunne være født almindeligt.
2. fødsel
Da Monika nærmede sig 1 år, tænkte vi, at vi hellere måtte komme i gang med at prøve igen, hvis der ikke skulle være flere år i mellem vores børn. 3 måneder senere stod vi igen med en positiv graviditetstest i hånden. Denne gang var terminsdato den 18. januar 2005. Jeg havde igen en god graviditet, dog fik jeg rigtig meget væske i kroppen de sidste par måneder, så jule- og nytårsaften foregik med fødderne opad.
Den 20. januar begyndte jeg at få veer først på morgenen. Jeg var ikke i tvivl, for jeg huskede godt de jagende stik ind i lårene, som jeg også havde ved første fødsel. Det var dog ikke noget, der rigtig gjorde noget, og først over middag ringede vi til fødegangen for at høre, om de ikke lige ville se os.
Vi fik storesøster Monika på 21 måneder afleveret hos bedsteforældre og kørte til sygehuset, dog kun for at blive undersøgt og sendt hjem igen. De mente, der var lang vej endnu, men vi var velkommen til at komme igen om aftenen.
Hjemme igen gik eftermiddagen med at trave rundt i stuen og ligge på sofaen. Ved 19.30-tiden kørte vi igen mod sygehuset, for veerne bed mere og mere. De konstaterede, at jeg nu var 3 cm åben, og det blev besluttet, at jeg skulle have en cocktail at hvile på, så min mand og jeg fik et værelse på barselsgangen. Han fik et par timers søvn, men jeg fik ingen hvile, for der fik jeg de mest regelmæssige veer, jeg indtil da havde haft.
Ved 3-tiden var jeg tilbage på fødegangen og fik iltmaske og varmeposer til at lindre smerterne i lårene lidt med. Kl. 6.40 var jeg 6 cm åben, og der blev prikket hul på fosterhinderne. Jeg fik også morfin, for jeg var ved at være brugt, da jeg havde haft veer i over 24 timer. Det gjorde, at jeg fik hvilet en times tid - dejligt.
Så kom der en ny jordemoder, og hun ville have lidt skub i tingene, så ved 9-tiden fik jeg ve-stimulerende drop. Det satte gang i veerne, og de blev nu næsten uudholdelige, selv om jeg fik lattergas. De kontrollerede hele tiden barnets hjertelyd, og det virkede til at have det fint.
Kl. 11.35 fik jeg endelig rygmarvsbedøvelse - sikke en lettelse. Nu kunne jeg pludselig klare det hele igen. Kl. 12.45 var jeg 9 cm åben, og det begyndte at presse lidt nedad. Kl. 13.20 var jeg 10 cm åben, og barnets hoved var næsten helt nede. Kl. 14.00 begyndte jeg rigtig at presse, og kl. 14.30 kom vores datter endelig til verden efter 36 timer med veer.
Nina var naturligvis det hele værd. Hun vejede 4.100 gram og var 54 cm lang og lignede ved første øjekast meget sin storesøster. Kl. 14.40 fødte jeg moderkagen, men alt kom desværre ikke ud, så en halv time senere røg jeg i fuld bedøvelse for at få en udskrabning. Det var rigtig surt, men jeg var så træt, at jeg bare nød at få et par timers ro.
3. fødsel
Da Nina var godt 1½ år gammel, bliver vi enige om, at vi gerne vil have et barn til, som så skulle være det sidste. Denne gang gik der kun 2 måneder, før jeg stod med en positiv graviditetstest - skønt.
Jeg fik hos lægen sat termin til den 9. juli 2007. Da jeg var i uge 14, tog jeg til første undersøgelse hos jordemoderen, og hun mente, at min livmoder var lidt større end normalt, men det kunne være helt normalt for tredjegangsfødende, men det kunne jo også skyldes, at der var 2.
Denne tanke gik vi så med indtil uge 19, hvor jeg endelig skulle ind og scannes. Jeg tror ikke helt, jeg troede på, at der kunne være 2, selv om mange havde kommenteret, at de syntes, min mave voksede noget hurtigere end ved mine første 2 graviditeter.
Til scanningen nåede sygeplejersken kun lige at sætte scanneren på, inden jeg grinede og sagde, at der var jo to. Hun blev meget overrasket over, at jeg kunne se det, men der var lidt for mange arme og ben til, at der kun kunne være en.
Nu bliver det helt store tvillingeapparat sat i gang, for de var ikke sikre på, om de var enæggede eller tveæggede, da jeg havde fravalgt scanning i uge 12, hvor man ellers havde kunnet konstatere dette. Så for at være sikre på, at de begge fik den næring, som de skulle have og ikke stjal fra hinanden, blev jeg scannet hver 4. uge indtil fødslen.
Graviditeten forløb uden komplikationer, men allerede i uge 32 konstaterede man, at jeg nok ikke ville kunne føde almindeligt, da tvilling A sad med numsen nedaf, og der var ikke plads til, at den kunne vende sig. Tvillingerne fulgte vægtkurven som enkeltbørn, så da jeg fik sat dato for planlagt kejsersnit, var de fuldt ud levedygtige. Datoen blev den 21. juni 2007, da jeg var i uge 38+3.
Vi skulle møde op om morgenen kl. 8, og så ville vi komme til hurtigst muligt. Det var en meget mærkelig fornemmelse at vide, at man nogle timer senere ville have 2 børn mere uden at havde haft en eneste ve.
Klokke godt 9 kom portøren og kørte mig ned til operationsstuen, efter min mand og jeg havde taget det fremlagte tøj på. De var ikke helt klar, men vi fik snakket lidt med narkoselægen inden, og da det var tid, gik jeg selv ind og lagde mig på operationsbordet. Der var en hel masse mennesker til stede, som alle kom og præsenterede sig, men jeg husker mest jordemoderen, narkosesygeplejersken, selve lægen, der skar, og hans hjælper, som skulle holde på tvilling B.
Rygmarvsbedøvelse havde jeg jo prøvet et par gange før, dog kunne jeg bedre sidde stille denne gang, for jeg havde jo ingen veer. Da jeg var godt bedøvet, blev der hængt et grønt klæde op foran min mand og jeg, og de gik i gang. Jeg huskede godt fra min første fødsel, som var akut kejsersnit, at man kunne mærke, at de river og slider i en, uden at det gør ondt, men det var alligevel en mærkelig følelse.
Kort tid efter kommer Thomas til verden, og 2 minutter efter følger Katja, efter lægens hjælper praktisk talt var oppe og ligge på mig for at skubbe hende ud. Jeg fik dem kort at se, inden jordemoderen gik ind i et værelse ved siden af. Min mand fulgte efter og kom hurtigt tilbage med Katja, hvilket jeg ikke forstod, da Thomas jo kom først ud. Men det viste sig, at han skulle en tur på C1, for han havde lidt svært ved at trække vejret, da hans lunger ikke havde foldet sig helt ud.
Jeg blev gjort færdig og blev kørt på opvågning, hvor jordemoderen fulgte med, mens mine børn (man skiller ikke tvillinger ad, fik jeg at vide) og min mand kørte på C1. Efter et par timers ensomhed på opvågning blev jeg endelig forenet med mine børn og min mand. Der fik jeg for første gang lov at holde Thomas.
Først da jeg kommer over på barselsgangen, forbarmer en sygeplejerske sig over mig og hentede Katja, som jeg endnu ikke havde holdt. Hun havde lidt for lavt blodsukker, så hende havde de givet noget at spise på C1. Derfor ville hun ikke have noget ved mig til at starte med.
Hun kom dog ikke tilbage til C1, for det mente sygeplejerskerne på barselsgangen, at vi nok skulle klare med lidt sonde og bryst fra mig. Thomas kom over til os sidst på dagen, men sov dog på C1 den første nat. Dagen efter blev han også udskrevet fra C1, og efter 5 dage tog vi hjem. Vi gik til lidt kontrolvejning af Katja bagefter, fordi hun tabte sig lidt for meget og havde risiko for gulsot, men alt i alt havde vi en rimelig heldig start.
 Da Thomas kom til verden den 21. juni kl. 10.15, vejede han 3.340 gram og var 51,5 cm lang, og Katja vejede 3.270 gram og var 51 cm lang. I dag (maj 2008) er de 11 måneder og har rundet de 10 kg for knap 2 måneder siden. De pludrer og kravler og er et par sunde og raske børn. Deres storesøstre Monika på 5 år og Nina på 3 år elsker dem højt, og vi er meget glade for alle vores skønne unger.
Tak fordi du læste med så langt.
10-04-2009
|
Kommentarer
© 1999-2025