Den gravide mave er spids, hvis den rummer et drengebarn, og rund, hvis det er en lille pige, der gemmer sig derinde. Myten har de fleste af os nok hørt, og ofte viser forudsigelsen sig rigtig.
"Det er en af de rigtig gode myter, fordi man har 50 procents chance for at gætte rigtig", siger Else Guldager, som har mere end 30 års erfaring som syge- og sundhedsplejerske.
Selv om man ofte rammer rigtigt, vil maveformen dog aldrig kunne hjælpe én videre end det rene gætteri, understreger Else Guldager. "Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der understøtter den myte", siger hun.
Og den gravide maves form afhænger af en række faktorer: "Mavemuskler, rygmuskler, holdning, hvor lang kvinden er i livet, og hvor meget plads der er i bækkenet. Det spiller alt sammen ind", siger Else Guldager.
Selv om Else Guldager afkræfter myten om mavens form, ved hun godt hvor den kommer fra. "Man siger, at det er fordi, piger har mere runde numser, og da barnets numse ofte ligger opad sidst i graviditeten, så vil det gøre, at maven er rund, mens drengenes spidse numser gør maven spids", fortæller hun.
Kilde: Politiken
03-07-2009

|