Skrevet af Maria
Jeg vil gerne dele min 4. historie med jer herinde, da jeg har delt de første 3. Men denne gang er det anderledes.
I december 2001 fik vi en datter. Fødslen tog 54 timer, og vores datter var ved at dø, da hun havde navlesnoren stramt om halsen. Jeg var blevet afvist mange gange på fødeafdelingen med svaret: "Når man ikke åbner sig, har man ikke veer". Det viste sig, at de tog grueligt fejl.
Heldigvis fik jeg en epidural 5 timer før, hun kom til verden, så jeg kunne slappe lidt af. Den tog ikke alle smerter, men ca. 75% af dem.
Vores datter brugte et døgn på neonatal, da man ikke vidste, om hun blev hjerneskadet. Hun scorede først 1 i apgar, 4 efter 5 minutter og 6 efter 10 minutter. Hun er heldigvis sund og rask og den klogeste i klassen, så hun er sluppet uden mén.
I august 2004 fik vi en søn. Jeg var rædselsslagen for fødslen, da det jo nær var gået galt med vores datter. Men jeg får en fødselsaftale, og da det er et andet fødested, har jeg stor tiltro.
Veerne starter en uge før tid, men igen bliver jeg afvist og igen med begrundelsen: "Man er ikke i fødsel, når man ikke åbner sig". Fødselsaftalen blev ikke overholdt.
Efter et døgn er jeg 2 cm åben, og de tager mig. Jeg tigger om en epidural, da jeg er så bange, at jeg bare græder og græder. Jeg får en epidural, men de lægger den så dybt, at jeg er 100% bedøvet og ikke mærker pressetrang eller noget. Vores søn fødes ved hjælp af sugekop og scorer kun 6 i apgar 6. Men vi får lov til at have ham med på barsel. Han er også sluppet uden mén.
I juni 2008 skulle vi så have haft nummer tre. Jeg vælger at føde hjemme, da jeg ikke stoler på systemet mere. Men til misdannelsesscanningen viser det sig, at vores søn er syg - så syg, at det er uforeneligt med liv. Han bliver født på Svendborg Sygehus i februar 2008 i 22. uge. Fødslen tog kun 4 timer, og jeg nåede aldrig at få en epidural.
Jeg bliver gravid 3 måneder efter, men i 8. uge har jeg en "missed abortion". Jeg er knust, men heldigvis er personalet på Svendborg Sygehus utrolig omsorgsfulde, da de tydeligt husker os, fra da vi mistede William.
Jeg bliver gravid med det samme igen, men jeg er hunde angst for at miste, og jeg græder hver dag. Jeg bliver fulgt tæt på Svendborg, og den læge, der fandt ud af, at William var syg, følger mig. Jeg bliver scannet hver 14. dag fra uge 8 og går til jordemoder hver 14. dag fra uge 12. Jeg får tildelt en psykolog, som jeg går hos 6 gange. Både min jordemoder, overlægen og psykologhjælp gør, at jeg kommer psykisk helt igennem graviditeten.
Jeg snakker med lægen om at blive sat i gang før tid, dels fordi vores barn nummer to var stort, dels fordi tabet af William sidder dybt i mig, og jeg er bange for at miste igen. jeg kan slet ikke overskue endnu en dødfødsel, og fordi de to første fødsler fylder meget.
Jeg bliver tilbudt et kejsersnit, men både lægen og jeg er enige om, at en vaginal fødsel er det bedste for mor og barn, men at det IKKE må gå som de to første gange! Så jeg får en meget stram fødselsaftale.
Dagen, hvor jeg skal sættes i gang, oprinder endelig. 9 måneder. Angst for at miste er ved at slutte. Jeg møder ind aftenen inden, jeg skal føde, og får lagt et ballonkateter op i underlivet. Det skal udvide mig ca. 3-4 cm.
Vi tager hjem derefter, men kl. 2 om natten har jeg kraftige veer og bløder, så vi tager ind på sygehuset. Blødningen er OK, og jeg får en cocktail af Panodil, Bricanyl (stopper veer) og en sovepille, så jeg kan være frisk til fødslen, og det virker.
Kl. 6 vågner jeg og skal tisse, og mit ballonkateter falder ud. De tager derfor vandet kl. 6.20. Kl. 8 får jeg vedrop, da jeg ingen veer får, da de tager vandet, og jeg skal love for, at det giver veer!
Jeg pruster mig igennem og får både akupunktur og lattergas, men kl. 10 beder jeg om en epidural, da veerne bare tordner der ud af. Narkoselægen kommer kl. 10.30. Han lægger den super godt, da den ikke tager alle vesmerter men 75%, så jeg kan følge med og samtidig arbejde med veerne.
Kl. 11 bliver jeg undersøgt. Jeg er kun åbnet fra 3 cm til 4 cm, fra de tog vandet kl. 6 til kl. 11. Jordemoderen siger, at de ikke kan skrue op for vedroppet, da jeg har max gode veer. Hun taler med lægen. Det er den samme læge, som har fulgt mig. Han har sørget for vagt på fødegangen den dag. Jeg er bare lykkelig. Han siger, at vi ser tiden an til kl. 13, og er der ikke sket noget, er det kejsersnit.
Kl. 12. begynder jeg at mærke, at det trykker mod endetarmen, men jordemoderen synes, vi skal se tiden an. Kl. 12.45 pruster og stønner jeg. Jeg mærker intet til epiduralen mere og har max pressetrang. Derfor bliver jeg bedt om at komme på alle fire på fødebriksen, og de kan se, at barnet trykker ned mod fødekanalen.
Kl. 13 bliver jeg undersøgt og er 8 cm åben. De kalder sosu-assistenten, da de siger, at det kan gå hurtigt. Kl. 13.10 kan jeg ikke lade være med at presse. De undersøger mig, og jeg er 10 cm åben og må presse.
 Kl. 13.25 bliver vores datter og barn nummer 4 født. Hun vejer 3.470 gram og er 50 cm lang. Hun scorer 10 i apgar med det samme. Hun har det bare super. Jeg er ikke sprunget eller noget og har det fantastisk.
Mor, far og datter nyder hinanden lige efter fødslen. Vi har aldrig prøvet at have en sund og rask baby hos os med det samme, og vi var lettet over, at det kunne gå så nemt. Efter 3 timer tager vi hjem. Vi bliver hentet af den stolte bror og søster.
Overlægen kommer ind og hilser på os. Både ham jordemoderen og jeg er enige om, at en epidural var det eneste rigtige, ellers var det endt som de første to gange. Det viser sig, at min livmoder kramper under veer, og min muskel i livmoderen er meget stram, så derfor har jeg massive veer men åbner mig næsten ikke. Derfor gør epiduralen, at min livmoder kan slappe mere af under veerne, og så åbner den sig.
Nu nyder jeg hende bare. Hun bor nærmest på brystet af mig. Hendes bror og søster elsker hende. Jeg tænker hver dag på min engel. Jeg savner ham inderligt, men nu hvor jeg sidder med et lille levende mirakel, kan jeg bedre slippe ham og lade ham have sin plads i mit hjerte og i himlen.
 Graviditeten efter et dødt barn var absolut ikke sjov eller nem. Da jeg også fik bækkenløsning, var jeg allerede sygemeldt 5 måneder før termin, hvilket gjorde ventetiden ekstra lang. Angsten fyldte meget, og hver nat vågnede jeg og mærkede efter liv. Heldigvis var vores datter meget livlig også om natten.
Havde det ikke været for den store indsats fra min jordemoder og lægen på sygehuset, tror jeg ikke, jeg var kommet igennem. Det betyder meget, at dem, der er omkring en, kender ens tidligere forløb og forstår og accepterer angsten. De gjorde alt for at hjælpe mig igennem, og jeg er dem dybt taknemmelig. Tryghed kan ikke gøres op i økonomi og besparelser.
Jeg vil utrolig gerne have endnu et barn, men jeg tror ikke, jeg har lyst til endnu en graviditet eller fødsel. Jeg vil nyde de 3 levende, jeg har fået, og jeg håber aldrig, at andre skal opleve alt det, vi har været igennem. Jeg er glad for, at sidste gange endte så godt. Det under jeg alle at prøve.
15-07-2009
|
Kommentarer
© 1999-2025