Gravide bør vaccineres mod svineinfluenza Hvis man er gravid og får mistanke om, at man er smittet med influenza, bør man øjeblikkeligt blive behandlet med Tamiflu.
3416
Hvis man er gravid og får den mindste mistanke om, at man er smittet med influenza, bør man øjeblikkeligt komme i forebyggende behandling med Tamiflu.
Sådan lyder rådet fra en række amerikanske forskere, der yderligere anbefaler alle gravide at blive vaccineret mod H1N1, så snart en vaccine er tilgængelig.
Forskerne fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC), som er det amerikanske svar på Sundhedsstyrelsen, bygger deres anbefalinger på en undersøgelse af 34 bekræftede tilfælde af H1N1-smittede gravide amerikanere.
Af de 34 blev 11 indlagt på hospitalet, hvilket var en væsentligt højere andel end blandt smittede i den øvrige del af befolkningen.
Det får forskerne til i deres rapport at konkludere, at fordelene ved at behandle gravide med antivirale midler sandsynligvis vil opveje de potentielle risici for fosteret.
Gravide bør således komme i første række som modtagere af en pandemisk influenzavaccine.
Herhjemme anerkender sundhedsmyndighederne, at gravide bør vises særlig opmærksomhed under den forventede kommende epidemi af H1N1, men man har ikke placeret gravide i en særlig risikogruppe.
"Vi bekymrer os om de gravide. Men i øjeblikket lyder vores anbefaling, at hvis man er gravid og har mistanke om, at man er smittet, så bør man straks henvende sig til en læge. Lægen bør herefter straks henvende sig til en specialist i infektionsmedicin, som derefter vil vurdere, om den gravide bør komme i behandling med Tamiflu", siger forebyggelseschef Else Smith fra Sundhedsstyrelsen.