I den helt nye aftale er loftet hævet fra 30.000 til 35.000 kroner. Samtidig vil en familie maksimalt gå 12.000 kroner ned i ydelse i 2011, 2012 og 2013. Herefter stiger "tabsloftet" med 3.000 kroner om året indtil 2019, hvor den midlertidige tabsbegrænsning helt bortfalder.
Til gengæld bliver alle familier ramt, idet alle satser bliver beskåret med 5 procent. Det vil sige, at danske familier med 1 eller 2 børn kommer til at miste mere end i den gamle aftale.
I den første aftale ville familier med 1 barn slet ikke blive ramt, mens familier med 2 børn ville blive ramt meget lidt.
Her kan du se, hvor meget du bliver ramt med de nye regler:
Familier med 1 barn:
Som noget nyt bliver familier med 1 barn også ramt af de nye regler, idet familien mister 5 procent af den nuværende børnecheck. I dag får familien 16.988 kroner. Fra og med 2011 får familien 849 kroner mindre i ydelse.
Familier med 2 små børn:
Den klassiske kernefamilie kommer også til at mærke ændringer i børnechecken. Er børnene for eksempel 1½ og 4 år, modtager familien 30.436 om året i dag. Familien rammer ikke det nye loft på 35.000 kroner og mister således kun de 5 procent, som alle mister, svarende til 1.522 kroner om året.
Familier med tvillinger:
Tvillinger på 1 år betyder 33.976 kroner i børnecheck årligt i dag. Med de nye regler rammer familien her heller ikke loftet og slipper med et tab på 1.699 kroner.
Familier med 3 børn:
Hvis familien har 3 børn på f.eks. 1½, 4 og 7 år, får de lidt glæde af de nye regler. De får i dag 41.016 kroner i børnecheck og rammer således loftet på de 35.000 kroner. Med den gamle aftale ville de miste 11.016 kroner, men med den nye aftale mister de "kun" 6.016 kroner.
Uheldige tvillingeforældre:
Er de tre børn i stedet fordelt på 1 barn på 4 år og 2 tvillinger på 1½ år, så rammer de nye regler stadig hårdt. Som det er i dag modtager familien 47.424 kroner i børnecheck. Det beløb falder til loftet på 35.000, svarende til 12.424 kroner.
Storfamilier:
Familier med mange børn bliver selvsagt ramt hårdest. 4 mindre børn på 1½, 4, 7 og 9 år får i dag en samlet børnecheck på 51.596 kroner. Denne familie går 16.595 kroner ned med de nye regler. Men da ingen familie mister mere end 12.000 i 2011, 2012 og 2013, vil familien få 39.596 i de næste 3 år. I 2014 vil familien få 36.596, mens den i 2015 vil få 35.000 kroner.
Familier med store børn:
Er børnene større, bliver børnechecken mindre. Derfor er familiernes tab mindre. Har man f.eks. 3 skolebørn på 7, 10 og 12 år, modtager man 31.740 kroner årligt. Den familie slipper faktisk lidt billigere end med den første model. De mister 1.587 kroner i 2011 - cirka 200 kroner mindre end med den oprindelige model.
Kilde: Politiken
04-06-2010

|