En engelsk undersøgelse foretaget af markedsanalysefirmaet OnePoll viser, at 19 procent ud af de 3.000 adspurgte fortryder, at deres barn har samme navn som mange andre.
Hvis man overfører undersøgelsens resultater på danske forhold, vil der i fremtiden være en del forældre, der fortryder, at de har kaldt deres barn for Freja eller Mikkel, der ligger øverst på listen.
Det er blandt andet navne som William, Oliver og Daniel for drengenes vedkommende - navne, der også findes på adskillige danske dåbsattester - som britiske forældre ville skifte ud med noget mere sjældent, hvis de kunne vælge om i dag.
For pigernes vedkommende er det navne som Olivia, Charlotte og Sophie, som de britiske forældre fortryder, fordi deres pigebørn har mange navnesøstre.
• 15 procent af forældrene har oplevet, at deres barns navn har været genstand for drilleri blandt familie og venner.
• 20 procent ville ønske, at de havde valgt et navn, der var lettere at stave.
• 8 procent ville have valgt et navn, der var lettere at udtale.
• 10 procent har valgt et navn, de synes var "hipt" ved fødslen, men som de senere har fortrudt.
Kilde: Berlingske Tidende
25-07-2010

|