En ny undersøgelse udgivet i det videnskabelige tidsskrift Biology of Reproduction viser, at valnødder har en positiv effekt på sædcellernes svømmefærdighed samt deres form og størrelse.
Den ene halvdel af mændene i undersøgelsen spiste 2 håndfulde valnødder dagligt oveni deres almindelige kost over 2 uger. Den anden halvdel fulgte deres normale kostvaner.
Da de 2 uger var gået, blev begge gruppers sædkvalitet undersøgt. De valnøddespisende mænds sædkvalitet var betydeligt forbedret. Koncentrationen af levende sædceller var steget, sædcellerne svømmede bedre, og andelen af kromosomfejl i cellerne var faldet. Mændene uden valnødder i deres kost oplevede ingen ændringer i deres sædkvalitet.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at den forbedrede sædkvalitet hænger sammen med de fedtsyrer, som valnødder er fyldt med. Især nøddernes høje indhold af omega-3 fedtsyre kan have en positiv effekt på sæden.
Forskernes næste skridt bliver at lave forsøg med barnløse par, hvor mandens sædkvalitet er dårlig. Her skal de undersøge, om valnødder kan gøre det lettere for barnløse par at undfange et barn, hvis manden tilsætter valnødder i sin kost.
Kilde: Berlingske Tidende
17-08-2012

|