Bliv ansat som dagplejer og pas dine egne tvillinger Glostrup Kommune har besluttet at indføre en ny ordning, hvor man kan blive ansat som dagplejer til at passe sine egne tvillinger.
6325
Glostrup Kommune har besluttet at indføre en ny ordning, hvor man kan blive ansat som dagplejer til at passe sine egne tvillinger.
Ordningen er en udvidelse af den i forvejen eksisterende ordning, hvor man kan blive ansat til at passe eget barn samt to andre børn.
Følgende retningslinier gælder:
• Børnene skal være skrevet op til plads efter normale regler.
• Efter barselsorlov og eventuelt forældreorlov ansættes den ene af forældrene med løn, der svarer til en dagplejer på fuld tid, dvs. 48 timer ugentligt.
• Forældrebetalingen er efter gældende takst.
• Ansættelsen sker i øvrigt på normale vilkår, dvs. med besøg i hjemmet, hjemmet "godkendes", herunder vejledning i de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som i et almindeligt dagplejehjem.
• Kommunen leverer ikke legetøj, senge, høje stole eller barnevogn.
• Der vil ikke kunne tilbydes gæstepleje til børnene, ligesom dagplejeren ikke skal modtage gæstebørn.
• Det pædagogiske tilsyn vil være 1-2 besøg hver anden måned, eventuelt med råd og vejledning.
• Ansættelsesforholdet slutter senest ved tvillingernes 2½ års fødselsdag, eller til den ønskede institution kan anvises.
• Ordningen kan ophøre med 1 måneds varsel for begge parter.
• Dagplejeren får tilbud om at komme i legestuen.
Yderligere oplysninger kan fås hos socialchef Holger Hansen eller Dagplejekontoret på telefon 43 23 61 00.