Min søn blev født stående Jordemoderen troede ikke, at Linda var klar til at føde.
2207
Skrevet af Linda
Jeg vil gerne fortælle om min første fødsel. Jeg havde haft en god graviditet og glædede mig meget til fødslen. Jeg ville gerne føde hjemme, men på grund af forhøjet blodtryk fandt min læge det uforsvarligt, da vi har ca. 30 minutter til sygehuset.
Min mand tog på arbejde kl. 6.30. Der var der ingen veer, og vi jokede med, at jeg hellere måtte cykle en lang tur. Det nåeede jeg ikke, for kl. 7.00 kom den første ve, og kl. 7.04 kom den næste.
Jeg besluttede, at jeg lige ville vente og se tiden an, før jeg ringede til sygehuset. Mine veer kom regelmæssigt hver 4. minut, og klokken 8.00 ringede jeg til sygehuset. Den jordemoder jeg snakkkede med mente, at veerne nok gik i sig selv igen, og jeg skulle tage et varmt bad og ellers slappe af, for der var mange timer endnu.
Jeg gik i bad, og så gik det stærkt med 2 minutter mellem veerne. Jeg ringede igen til sygehuset til den samme jordemoder. Denne gang mente hun, at jeg skulle komme på sygehuset til et lille tjek, men hun mente ikke, at vi behøvede at tage tasken med, for jeg blev helt sikkert sendt hjem igen.
Jeg ringede til min mands arbejde, og sekretæren lovede at sende ham hjem med det samme. Han kom hjem og fandt mig på gulvet. Der var stadig 2 minutter mellem veerne.
Jeg kostede rundt med ham. Han mente, han kunne nå et bad, men jeg syntes, at vi skulle køre med det samme.
Afsted det gik i vores gamle bil. Selvfølgelig var der ingen parkeringspladser ved sygehuset, så vi måtte parkere ulovligt midt på fortovet.
Vi blev indlagt kl. 10.45. Jeg fik at vide, at jeg var åbnet ca. 8 cm, og jeg nok ville have født inden vagtskifte kl. 15.00.
Jordemoderen satte sig til at udfylde nogle papirer, mens jeg stod op ved siden af fødebriksen. Jeg sagde til jordemoderen, at jeg synes, jeg skulle presse, hvortil hun svarede, at det nok bare var fostervandet, der trykkede.
Jeg gav et hårdt pres i næste ve, og vandet gik. Jeg fik den næste ve med det samme og fødte min søn. Jeg nåede lige at gribe ham men nåede ikke at sige noget til jordemoderen. Min mand hjalp vores søn op på fødelejet, mens jordemoderen så forundret til. Klokken var da 11.07.
Jeg troede, at jeg var revnet fra den ene ende til den anden, sådan føltes det, men der var ikke en revne eller ridse. Min søn vejede 3.470 gram og målte 53 cm.