Skrevet af Helle
Vi havde prøvet i 1½ på at blive gravide uden held og fik så bestilt tid til en inseminering. Jeg skulle til en prøve på hospitalet, men det kom jeg aldrig, for jeg var HELDIGVIS blevet gravid på den naturlige måde.
Jeg blev allerede sygemeldt, inden jeg var 3 måneder henne. Mit arbejde var for hårdt, og jeg havde fået begyndende bækkenløsning. AV AV! Men jeg gik til fysioterapeut, og hun fik det sat på plads igen, og jeg skulle så bare fortsat være sygemeldt.
Jeg var den, der havde været aller mest nervøs og lidt bange for, hvad der skulle ske. Også fordi min datter Natasja ikke havde vendt sig. De havde prøvet at vende hende, da jeg var i starten af 39. uge, og vi havde rendt deroppe tit både til scanning og læger. De sagde, at det nok kunne ende med et kejsersnit, så jeg var skrækslagen.
Den 9. juni kl. ca. 14 fik jeg en ve, og jeg var ikke i tvivl om, at det var nu, der skulle til at ske noget. Den var så meget anderledes end de almindelige plukkeveer, man har op til. Så da Per kom hjem, sagde jeg, at det var ved at ske. Han gik helt i panik og sagde, at så måtte vi afsted. Men det skulle vi jo ikke, for der var jo længe til, jeg skulle føde, og så regelmæssige var veerne heller ikke endnu.
Jeg skulle ned og handle, så det gjorde vi. Vi mødte min veninde, som også gik i panik, da hun hørte det. Det var nu ret morsomt, for jeg var helt rolig.
Vi ringede til hospitalet ved 18-tiden, for nu var der kun 5 minutter imellem. Men de ville ikke se mig endnu. Vi skulle bare ringe kl. 22 og se, hvordan det så ud til den tid. Men vi kom først der op omkring kl. 23. Her blev jeg undersøgt, og sygeplejersken sagde, at jeg nok først ville føde engang næste morgen. Der var mine veer så kraftige, at det ikke lige var det, jeg havde lyst til at høre.
Omkring kl. 00.15 kom hun ind igen og ville undersøge mig, men jeg havde lige nogen kraftige veer, og hun sagde, at jeg godt nok havde åbnet mig meget, og at jeg da hellere måtte se at komme ind på fødestuen, for fødslen var i gang. Men hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så åben, og jeg sagde, at fostervandet ikke var gået.
Kl. 00.20 midt i en ve kom fostervandet bare. Så var det med at komme ind på fødestuen. Mine veer var så kraftige, at de ikke kunne tegnes på vemåleren. Jeg fik drop i hånden, og alt blev gjort klar.
Et stykke tid efter var stuen fyldt med læger og sygeplejersker i tilfælde af, at jeg ikke selv kunne føde og skulle have kejsersnit. Men heldigvis kunne jeg selv føde, men det var dælme hårdt, fordi det var en sædefødsel.
Jeg blev godt nok bedøvet, fordi de lige ville give mig et lille klip, så jeg selv kunne presse hende ud det sidste stykke. Til sidst var jeg godt nok udmattet. Puhaaa.
Kl. 03.31 den 10. juni kom min lille solstråle til verden 49 cm lang og 3.100 gram. Hun blev lagt på min mave, og der lå hun med vidt åbne øjne. Det var bare så dejligt.
Vi kom så ind på en stue, hvor vi lige fik noget morgenmad, og de sagde, vi skulle prøve at sove. Per fik da sovet lidt, men jeg kunne ikke sove. Jeg fik sagt farvel til min mor og lå så bare der og stirrede på Natasja, og jeg var bare så stolt.
Kl. 10.45 kom der en sygeplejerske og gav mig en Panodil - det gjorde lidt ondt efter klippet - og skulle se, om Natasja ville amme, og det gjorde hun bare som om, det havde hun da altid gjort. Så fik jeg lov til at gå i bad og skifte tøj, og kl. 11.30 tog vi så hjem.
Jeg valgte at føde ambulant, fordi jeg ikke kan fordrage hospitaler, og der var jeg efterhånden ved at være lidt træt. Jeg havde ikke fået sovet i over et døgn. Jeg kunne bare ikke sove, da vi kom hjem. Jeg var bange for, hvordan vores kat ville reagere, så jeg holdt mig vågen, mens Per fik en lur. Da han så vågnede, og det var min tur til at få sovet, ringede det på døren, og så væltede det ind med gæster hele aftenen. Puhaa, det var hårdt.
07-11-2001
|
Relaterede artikler
© 1999-2025