Skrevet af Anja
Jeg vågnede om morgenen den 12/10-2000 med en lidt underlig fornemmelse i maven. Jeg havde det som om, jeg havde dårlig mave og skulle på toilettet. Jeg fortalte det til min kæreste Peter, men ingen af os tog os noget videre af det, da jeg havde haft det sådan en del gange inden for de to sidste måneder.
Min kæreste tog på arbejde, og efter at have brugt 15 minutter på toilettet uden noget resultat, gik jeg i seng igen.
Kl. 12 cyklede jeg en tur ned til min mors arbejdsplads for at sige hej. På det tidspunkt havde jeg godt registreret mine plukkeveer, som kom med jævne mellemrum, men der var ingen smerter, så jeg slog det hen.
Da klokken var 14 tænkte jeg, at det nok var veer jeg havde, for jeg havde meget ondt (men jeg var stadig ikke helt sikker). Jeg prøvede at tage tid på veerne. Der var 3 minutter mellem. Ingen grund til panik tænkte jeg, for min jordemoder havde sagt, at intervallet mellem veerne godt kunne variere i starten, og først når der var 5 minutter mellem, var de regelmæssige.
Jeg ringede til min kæreste på hans arbejde og sagde til ham, at jeg måske havde veer, men at han bestemt ikke behøvede at komme hjem, før han havde fri kl. 15.15. Det ville han dog ikke høre tale om, og 10 minutter senere var han hjemme.
Jeg forsøgte at gå rundt, da jeg havde læst, at det var det mindst smertefulde, men når jeg gik, blev smerten 3-doblet. Så jeg lå og vendte og drejede mig, lå på siden, på ryggen, på alle 4, krøllede mig sammen, strakte mig ud - og intet hjalp.
Da Peter kom hjem, ville han afsted til sygehuset, men jeg ville ingen steder, for jeg var overbevist om, at mine veer først var regelmæssige, når der var 5 minutter mellem. Og jeg ville ikke sendes hjem igen.
Peter gik i bad, og bagefter var det min tur. Mens jeg stod i badet, tog Peter tid på mine veer. Der var under 2 minutter mellem, og de varede 55 sekunder. Uden jeg vidste det, ringede peter til sygehuset. De ville snakke med mig, men eftersom jeg ikke rigtig kunne snakke pga. smerter, mente jordemoderen, at det nok var bedst, jeg kom derud, så de kunne kigge på mig.
Efter en taxatur på 3 veers tid, ankom vi. Klokken var nu ca. 15.45. Jeg blev undersøgt. Jeg havde åbnet mig 3 cm. Jeg blev sendt ud under den varme bruser for hurtigere at skulle åbne mig.
En time senere kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg var ved at gå til af varme. Jeg blev undersøgt igen og kørt ind på fødestuen. På grund af, at jeg var så åben, måtte jeg ikke få noget smertestillende andet end lattergas. Ve-status: 50 sekunder mellem, varighed 1-1½ minut.
Kl. 20.00 var min livmoderhals udslettet, og endelig stoppede mine vilde smerter. Nu skulle der presses. Men mine presseveer udeblev, så efter 1 time uden at hovedet var kommet længere ud, fik jeg lagt ve-drop. Stadig intet. Læge og sugekop blev tilkaldt, stuen vrimlede med jordemødre og sygeplejersker. Jeg tror, at de var 6 derinde.
Ve-droppet blev skruet op på 200, og så kom der gang i tingene. Men barnet lå skævt, så mens Peter og en sygeplejerske holdt mine ben, stod en anden og trykkede på min mave, for at få rettet barnet.
Hjertelyden dykkede, hver gang jeg havde en ve, så barnet skulle ud NU. Jordemoderen klippede mig, og jeg brugte mine sidste kræfter, og klokken 21.46 fødte jeg en lille stjernekigger uden brug af sugekop.
Jeg mistede en del blod og var meget meget træt bagefter. Der gik to døgn, før jeg selv kunne stå på benene igen, men det var det hele værd.
15-11-2001
|
Relaterede artikler
© 1999-2025