Skrevet af Catrine
Som andengangsfødende glædede jeg mig til at skulle være mor igen - 12 år efter mit første barn.
Mit første barn blev født ved akut kejsersnit, efter jeg havde været i fødsel i ca. 28 timer - puha. Dengang blev det konstateret, at min søn lå forkert (høj lige stand i fagsprog) og derfor ikke kunne komme ud den rigtige vej.
Jeg sagde dengang ja tak til en efterfølgende samtale med en læge, som gennemgik journalen og fødselsforløbet med mig, så jeg fik en forklaring på, hvorfor det gik, som det gjorde. Dengang fik jeg at vide, at jeg højst sandsynligt ville føde ved kejsersnit igen, da jeg havde en indre forsnævring. Hmmmm. So far so good!
12 år senere, ny mand - nyt barn. Denne gang var jeg jo blevet lidt ældre og havde et kejsersnit med i bagagen, så jeg havde allerede inden jeg blev gravid forberedt mig (og i øvrigt også min mand) på, at jeg skulle have kejsersnit igen.
Jeg kom til undersøgelse hos jordemoder og læge på Hvidovre Hospital, som havde indhentet min journal fra min tidligere fødsel, og de kunne begge berolige mig med, at der ikke i journalen stod noget, som indikerede, at jeg skulle have et planlagt kejsersnit - Jubii! Vi var glade! Vi skulle have en rigtig god gammeldaws fødsel med veer og det hele.
Men... Som graviditeten skred frem, begyndte tvivlen og de bange anelser at dukke op i nattens mulm og mørke. Jeg vågnede ofte ved, at jeg havde drømt om min tidligere fødsel, og hver gang dukkede brudstykker op, som jeg havde glemt eller fortrængt.
Dengang var jeg blevet bedt om at presse, men jeg nægtede, fordi jeg følte, at noget ikke var, som det skulle være. Beskeden dengang var: ”Hvad ved du om det, du er jo kun 22 år - pres!”. Men jeg har heldigvis aldrig været særlig autoritetstro, og det var mit held. Det tænkte jeg meget på efterfølgende. Hvad hvis jeg havde gjort, som jordemoderen (den 7. den nat i øvrigt) havde sagt?
Jeg talte med min jordemoder om mine tanker, og hun var meget god til at berolige mig. Det som jeg var mest bange for var, at jeg ikke turde presse, hvis nu barnet lå forkert. Jordemoderen sagde til mig, at jeg skulle sørge for at få fortalt om min angst, når jeg kom ind på hospitalet for at føde.
Jeg havde heldigvis også talt meget med min mand om det. Jeg havde i øvrigt også talt med ham om, at jeg ville føde på klinikken, hvilket han ikke var meget for (chicken - tænkte jeg). Har haft veer før, gør skide ondt, men hva', jeg kan styre dem - det er OK. Det eneste jeg ikke havde prøvet før var at presse, ellers havde jeg været igennem det hele. Been there, done that - tænkte jeg.
Den store dag oprandt. 12 dage over tid - hamrende irriterende - som andengangsfødende går man sgu da ikke 12 dage over tiden! Jeg startede med at få veer ved middagstid. Min mand var hjemme, for han havde taget sommerferie på det tidspunkt jeg havde termin.
Om aftenen var veerne taget lidt til, og ved midnatstid ringede vi til hospitalet, og vi aftalte, at vi kom derud, så de kunne tjekke mig. Jeg havde hamrende ondt allerede på dette tidspunkt, så jeg tænkte (min første fødsel i hukommelsen), at jeg nok åbnede mig meget hurtigt denne gang, for det gjorde dobbelt så ondt som første gang.
"Gå hjem" sagde jordemoderen, efter at hun havde undersøgt mig. "Vent på bedre veer, du er slet ikke åben endnu". Hun er ikke rigtig klog, tænkte jeg. Jeg kan sgu da ikke gå hjem og vente på bedre veer - hvis de bliver bedre (de kalder det bedre, jeg kalder det værre), så eksploderer jeg...
Nå, men min søde mand trak afsted med mig og fik mig proppet ind i bilen, og vi tøffede hjemad. Ca. 2 timer senere begyndte jeg at kaste op. Det stort set sprøjtede ud af mig, og min mand ringede til hospitalet og sagde, at nu kom han altså ind med mig.
På det tidspunkt havde jeg åbnet mig 2½ centimeter. Og det gjorde så ondt! Jeg fik tilbudt enepiduralblokade, som jeg med det samme sagde ja tak til. Glem alt om klinik og gammeldaws fødsel på romantisk vis - ”giv mig alt hvad I har!”. Jeg kunne slet ikke styre mine veer, som jeg havde kunnet første gang, og det kom helt bag på mig.
Min mand var utrolig støttende, og vi kom meget tæt på hinanden under fødslen. Han var ganske uundværlig - den lille chicken. Heldigvis havde jeg ikke sagt til ham, at jeg synes han havde været en chicken, og nu må jeg vist også hellere holde det for mig selv.
Det hele gik, som det skulle. Jeg åbnede mig langsomt, men ved 11- tiden var det lige som om, det hele gik lidt i stå, og epiduralblokaden var ved at miste sin virkning.
Da der stadig ikke skete så meget, blev den ledende (ikke den lede) jordemoder tilkaldt, og hun kiggede på mig. De blev enige om, at de ville prikke hul for at få vandet til at gå, så der kunne komme mere gang i veerne, og der kunne komme gang i nogle plukkeveer, så vi kunne få den baby til verden.
Så skete det... Jeg gik i panik. Jeg begyndte at ryste over det hele, og jeg græd, uden at jeg selv kunne stoppe det. Hele forløbet fra min første fødsel dukkede op igen. Jeg havde haft stort set det samme forløb. Gode veer til at starte med, så gik de lidt i stå, så tog man vandet, som var grønt, så skulle jeg presse, så dykkede hjertelyden, så skulle jeg have kejsersnit meget hurtigt, og det blev meget kritisk.
Panik, panik. Jordemoderen spurgte mig, hvad jeg så ville, hvis de ikke måtte tage vandet. Det eneste jeg kunne overskue var kejsersnit. Den ledende jordemoder kom ind igen og prøvede at overtale mig til, at de tog vandet, og at jeg prøvede at føde selv - men jeg turde ikke.
Samtidig var jeg flov over, at jeg reagerede, som jeg gjorde. Men min mand var ved min side. "Jeg er også for kejsersnit", sagde han - også han havde lidt svært ved at holde tårerne tilbage, fordi han kunne se, hvordan jeg havde det.
En læge blev tilkaldt, og han undersøgte mig og kom til samme konklusion, som begge jordemødrene, at barnet stod fint med hovedet, dog ret højt, men jeg kunne sagtens føde selv. Men jeg stod fast. Jeg turde ikke. Jeg kastede mere op nu og rystede over det hele, men jeg stod fast: Kejsersnit!
Min jordemoder var fantastisk. Hun sagde: ”Hvis det er sådan du har det, så synes jeg det er flot, at du holder fast i din mening. Du ved, at jeg synes, du skal prøve at føde selv, men ingen skal tvinges til noget, de ikke vil. Slet ikke når du er så bange, så jeg bakker dig op”. Hun blev mit holdepunkt - hende og min mand.
Lægen (som blev lidt sur på mig) sagde, at han ville komme tilbage kl. 15.00, og hvis jeg ikke havde født på det tidspunkt, så ville jeg få kejsersnit. Klokken var nu 13.00, og jeg var skide bange men alligevel lettet, men veerne blev bare værre og værre.
Klokken blev 15.00, og lægen dukkede op igen og ville godt mærke på mig først. Men jeg nægtede, fordi jeg var sikker på, han ville prikke hul, så vandet gik. Han gik med det samme, og denne gang var han ikke engang høflig. Jordemoderen smilede til mig og holdt mig i hånden. Hun synes det samme som lægen, helt sikkert, men hun var min hjælper og agerede som så. Ingen sure miner, ingen nedladenhed overfor mig. Kun den hjælp, jeg havde brug for.
Endelig kom portøren og hentede mig, og jeg blev kørt ned på operationsstuen. Her skulle jeg undersøges af en anden læge for at se, hvordan barnet stod. "Høj lige stand" var meldingen.
"Sagde du høj lige stand?", spurgte jeg. "Du ville under ingen omstændigheder have kunnet føde dette barn selv", sagde lægen. "Du har sikkert en indre forsnævring, som gør, at du aldrig vil kunne føde selv".
Tak! Alt den dårlige samvittighed over, at jeg ikke turde at lade dem tage vandet, skuffelsen over mig selv, alle mine frustrationer kunne jeg pludselig lægge langt væk. Lettelse - stor lettelse! Lettelse over, at jeg havde lyttet til mig selv, lettelse over, at jeg ikke var helt så meget chicken, som jeg selv var begyndt at synes. Min intuition havde talt til mig, og jeg havde lyttet. Præcis som første gang jeg fødte, da jeg ikke ville presse.
Jeg havde en god fødsel, men den var ikke gammeldags og på den "helt rigtige måde", og den var i hvert fald ikke særlig romantisk. Men den var god. Takket være min jordemoder og min mand, men også det team, som stod for kejsersnittet, som jeg fik foretaget ved fuld bevidsthed takket være min epiduralblokade.
Da klokken var 16.01, havde vi "født" en dejlig velskabt pige på 4.250 gram.
Næste gang jeg skal føde - ja så bliver det kejsersnit!
13-12-2001
|
Relaterede artikler
© 1999-2025