Julie og Mathias i top i 1. halvår af 2001 Julie overtager førstepladsen efter Sofie, mens Mathias stadig er nummer 1.
3150
Efter kun et år på førstepladsen er Sofie nu blevet afløst af Julie som det mest populære pigenavn i 1. halvår af 2001. 27 ud af 1.000 piger født i 1. halvår af 2001 fik navnet Julie.
Nye på listen over de 50 mest anvendte pigenavne er Mille og Sofia. Årets højdespringer blandt pigenavnene er Isabella – fra en placering som nr. 46 i 1. halvår af 2000 til en placering som nr. 32 i 1. halvår af 2001.
Pigenavnet Johanne faldt 14 pladser ned ad listen – fra nr. 36 til nr. 50. Pigenavnene Amanda og Stine er faldet helt ud af listen siden 1. halvår 2000.
Mathias fastholder i 1. halvår af 2001 førstepladsen som det mest populære drengenavn. En placering, navnet har haft siden 1999. 30 ud af 1.000 drenge født i 1. halvår af 2001 fik navnet Mathias.
Nye på listen over de 50 mest anvendte drengenavne er Johan, David, August og Noah. Årets højdespringer blandt drengenavnene er Nikolaj – fra en placering som nr. 11 i 1. halvår af 2000 til en placering som nr. 2 i 1. halvår af 2001.
Drengenavnet Jacob faldt 7 pladser ned ad listen – fra nr. 7 til nr. 14. Drengenavnene Jesper, Asger, Michael og Mike er faldet helt ud af listen siden 1. halvår 2000.