Mæslingeudbrud ser ud til at være stoppet Den sidste uges tid har Statens Serum Institut ikke registreret nye tilfælde.
4121
Udbruddene af mæslinger i Nordjylland og København ser ud til at være stoppet. Den sidste uges tid har Statens Serum Institut ikke modtaget nye henvendelser om, at flere børn er blevet smittet, og det betragter afdelingslæge Steffen Glismann som glædeligt.
Statens Serum Institut har de sidste 14 dage opfordret de praktiserende læger til at sende blodprøver ind, hvis der var mistanke om mæslinger, men heller ikke blandt blodprøverne er der fundet tegn på mæslinger.
Samlet er 24 børn blevet smittet med mæslinger, siden et 9-årigt barn, smittet på Filippinerne, i december blev indlagt på Aalborg Sygehus Nord og her smittede andre. I februar tog et barn smitten med til København.
Statens Serum Institut forventer, at omtalen af de mange tilfælde af mæslinger i høj grad har fået flere forældre til at lade deres børn MFR-vaccinere de sidste par måneder.