Vi har samlet nogle gode råd fra vores brugere om, hvad man skal være opmærksom på, når man skal vælge et navn til sit barn.
Da min mand og jeg skulle finde på et navn til vores kommende barn blev vi på et tidspunkt trætte af bare at slynge det ene navn efter det andet ud. Nogle gange blev vi enige, og andre gange kiggede vi underligt på hinanden.
Derfor satte vi os ned og skrev en liste med ca. 10-20 navne til hvert køn. Derefter byttede vi lister og understregede de navne, som vi kunne lide, og selvfølgelig de navne, som vi havde til fælles. Til sidst satte vi os sammen og kiggede på forslagene og udvalgte 5 navne til hvert køn - primært de navne, som vi havde fælles. Vi synes, at det var en rar måde at finde på navne.
Vi gjorde meget ud af samtidig at kigge på, om barnets fornavn passede nogenlunde sammen med efternavnet. Det kan selvfølgelig godt være, at andre ikke synes, at fornavnet passer til vores efternavn. Men vi er heldigvis 100% enige om, at det gør det, og det må vel være udgangspunktet i første omgang.
Carina, 30 år
Der findes utrolig mange sjove og søde børnenavne for tiden, og folk vælger og vrager mellem alt muligt som aldrig før.
Jeg arbejder i en vuggestue, og nogle gange kan man få helt medlidenhed med de børn, som hedder Olga, Kamma, Holger og Ernst. Jeg synes, der må være en grænse.
Selvfølgelig er det vigtigt, at forældrene kan lide navnet, men man må også tænke på sit barn. Barnet skal bære navnet hele livet, og det er ikke sjovt at blive drillet med sit navn. I øvrigt har jeg læst, at børn slet ikke bryder sig om at hedde noget, som ingen andre hedder.
Jeg er selv gravid i 12. uge og har altid haft 1.000 idéer om, hvad mine børn skulle hedde. Men nu hvor det er blevet alvor, kan jeg godt se, at vi må tage en beslutning som forældre, som vi kan være bekendt over for vores barn - også om 10 år. Pøj-pøj med navnene og ungerne.
Trut, 27 år
Smag og behag er jo forskellig og afhænger i høj grad af navnemoden, som jo bekendt skifter med større hast, end vi andre skifter sokker...
Da min mor for godt og vel 60 år siden skulle døbes, så ville man gerne opkalde hende efter hendes bedstemor. Men desværre havde bedstemoren et fuldstændigt håbløst og umuligt navn - hun hed Mette. Dét kunne man da højst kalde en ged! Så min mor blev døbt et godt og ordentligt navn - Metha.
Jeg er pædagog og har været det i godt og vel 10 år nu, og jeg har aldrig hørt et barn blive drillet med sit navn. Børn tager navne som de er. Hvis nogen bliver drillet, så tror jeg, at det kommer fra de voksne. For et barn er der ikke noget mærkeligt i at hedde Olga, men for en voksen kan der måske være nogle associationer forbundet med navnet. Og eftersom vi hver især har forkellige associationer og har forskellige erfaringer med navne, så er det umuligt at vælge et navn, som ikke ringer negativt i nogle menneskers ører.
Tænk, hvis vi allesammen kaldte vores børn Katrine og Jonas (søde navne iøvrigt). Jeg vælger navne, som får folk til at løfte det ene øjenbryn og kigge spørgende. På den måde er jeg sikker på at ramme udenom modenavnene. Får vi en datter, skal hun f.eks. hedde Solveig. Det er det smukkeste navn jeg ved, og det står ikke på top-50 listen.
Aurora, 35 år
Da vi begge har meget kedelige (altså meget brugte) for- og efternavne, har vi valgt at give vores to drenge almindelige fornavne og så et lidt mere specielt mellemnavn. Eller som det helt korrekt hedder: Dobbelt-fornavn. Så kan de senere selv vælge, om de vil hedde det samme som alle andre eller skille sig lidt ud fra mængden.
Annette, 33 år
Da jeg skulle døbes i 1974, mente mine forældre, at det var bedst, hvis jeg fik et navn ud over Louise, der var helt tosset dengang, troede de. Jeg endte med at hedde Louise Christina, så kunne jeg jo vælge at kalde mig det ene eller det andet. Det viste sig senere, at vi er enormt mange Louise'r fra slutningen af 70'erne. Derfor har jeg egentlig aldrig brugt mit mellemnavn, og det blev i folkeskolen alletiders mobbegrund. Der er jo absolut intet galt med navnet Christina, men bruger du det ikke, er det næsten som at skjule det. Mit råd er derfor, at hvis jeres børn skal have mere end ét fornavn, så brug dem. Min datter hedder Marie Cecilie, i daglig tale bare Marie. Hendes fars (Tor Harald!) familie i Norge bruger konsekvent begge navne, og vi gør det altid på skrift, og hvis nogen spørger, hvad hun hedder. Det eneste problem er, at vi har taget de to fineste navne, så hvad skal en eventuel lillesøster hedde?
Jeg har selv levet med et top-10 navn og har derfor altid haft mindst en klassekammerat med samme navn. Det synes jeg var meget belastende, fordi jeg altid skulle kaldes ved efternavn eller efternavnets forbogstav også. Som ældre fik 2 naboers døtre - med samme navn og efternavn - mine breve. En af deres mødre fik endda engang udleveret mine P-piller på apoteket. Det var simpelthen rædselsfuldt, når man var 15-16 år.
Det holdt det op med at være, da jeg blev voksen, men jeg har alligevel valgt at kalde mit barn noget særligt. Det jeg også tænkte på, da jeg valgte navn, var, at det skulle kunne udtales på flere forskellige sprog, fordi verden bliver mindre og mindre, mange af os rejser meget, og så fordi mit barns familie er spredt rundt i verden.
En veninde testede, om navnet kunne hviskes i forskellige situationer, sødt, sensuelt og insisterende, tror jeg det var, råbes om nødvendigt og forskellige andre tonefald.
Min familie syntes iøvrigt, at navnet var rædselsfuldt, simpelthen fordi de ikke kendte det, men nu synes alle, at det passer lige til ham.
Helle
Jeg har en opfordring til alle de forældre, der vil give deres barn et meget specielt navn: Giv dem et mere almindeligt eller ihvertfald et andet navn også, så de kan vælge i tilfælde af, at de bliver drillet. Jeg har et meget specielt navn, og jeg kan fortælle, at jeg er blevet mobbet så meget på grund af mit navn. Jeg har derfor været glad for at kunne bruge mit mellemnavn som fornavn.
Elisabeth, 52 år
Jeg synes det vigtigste er, at forældrene selv kan forsvare barnets navn. Jeg har selv to børn med anderledes navne (lidt mærket af selv at have et meget almindeligt navn), og de er til dato ikke blevet drillet med deres navne, men de har også altid fået at vide, at det er de pæneste navne, de har fået, som vi har valgt specielt til dem. Da min veninde skulle finde et navn til hendes ældste søn, blev hun ked af, at det navn de havde fundet, af andre blev betegnet som kedeligt, almindeligt osv. Da hun spurgte, hvad jeg syntes, sagde jeg, at det vigtigste var, hvad hun og hendes mand syntes. Når man selv synes det er pænt, bliver man nemlig ikke i tvivl, ligegyldigt hvad andre mener.
Helle, 35 år
Vælg et navn, som du/I synes er flot. Et der passer perfekt til det barn du har. Det kan sagtens være et af de mere specielle. Rust derimod dit barn til at bære det med stolthed. Jeg har selv haft et specielt navn, og mine 2 børn har også specielle navne. Hvad der er specielt for nogle, er almindeligt for andre - og omvendt. Jeg kan godt se, at det måske er lidt "surt" at hedde f.eks. Babidaduska eller Bubididaki eller... MEN da kun fordi det er svært at udtale og stave, og det kan være synd for barnet.
Nicola Marie
Jeg er gravid i 6. uge og har sammen med min kommende mand haft problemer med at finde på et navn. Det endte med, at vi begge kiggede en liste over både drenge- og pigenavne igennem. Vi stregede dem ud vi kunne lide hver især og kiggede derefter på den andens, og på den måde blev vi enige om 6-7 navne til begge køn. Efter at have snakket lidt frem og tilbage og passet det sammen med efternavnet, fandt vi et til hver køn, som vi rigtig godt kunne lide. Får vi to piger eller to drenge, er vi straks lidt mere på den.
Carina, 26 år
Det allervigtigste er, at forældrene begge er glade for deres barns navn og ikke tænker over, hvad andre synes. Mit navn er ikke helt almindeligt, i hvert fald ikke da jeg var lille. Jeg synes selv, at det har været rart at blive kaldt ved mit navn, og ikke være blevet kaldt store/lille "navn" eller "navn" B / "navn" H osv. Mit barn kunne jeg godt tænke mig skulle hedde et ikke-modenavn. Mit problem er bare, at der er så mange søde "modenavne" idag. Jeg tror min kæreste og jeg får lidt problemer med det, men bare vi til sidst finder et godt navn, så er vi tilfredse.
Annika, 24 år
Da min mand og jeg skulle navngive vores søn, var vi begge enige om, at det skulle være et navn med nordisk oprindelse, gerne lidt specielt, men også et navn hvis betydning virkede rigtigt til ham.
Jeg tror vi fandt tre nordiske drengenavne, som vi kunne lide. Hvilket det blev, afgjorde vi først efter fødslen. Primært fordi jeg ikke synes det er rigtigt at navngive min søn, før jeg har mødt ham. Et af dem følte vi begge bare var det helt rigtige, så det valgte vi.
Jeg har selv et navn, som ikke er meget brugt, og det har passet mig fint. Jeg kan godt lide tanken om, at mit navn er mit, hvorimod min mand gerne ville have haft et mere specielt navn.
Herudover håber vi at ramme ved siden af modenavnene, men det vil jo først vise sig i løbet af nogle år. Han er i hvert fald den eneste i børnehaven med det navn - og var det også i vuggestuen (der var ca. 70 børn). Så jeg tror nok vi undgik et modenavn.
Elsebeth, 36 år
Da vi for godt 16 år siden skulle navngive vores søn, kom han til at hedde Janus - et navn, som en stor del af familien og omgangskredsen var himmelfaldne over. Det var et skrækkeligt navn, og han ville blive drillet! I deprimerede øjeblikke fortrød jeg valget på grund af folks "velmenende" kommentarer, men i dag kan vi sige, at han ikke er blevet drillet, udover hvad han i øvrigt kunne blive udsat for med et hvilket som helst andet navn. Han er ikke ked af at hedde noget specielt, og vennerne synes ikke han kunne hedde andet. Drillerier kan alle børn desværre blive udsat for, men de er ikke mere udsatte med et "mærkeligt" navn.
Bente, 43 år
Jeg personligt havde meget svært ved at finde et navn til mit barn, som jeg endnu ikke havde mødt. Selvfølgelig tænkte vi over navne, men vi besluttede os først for et navn, da vores datter var født.
Da jeg nu er i 8. uge af min 2. graviditet, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad vores kommende barn skal hedde. Det skal jo helst være noget, der kan passe til vores datters (Cecilie) navn OG til vores efternavn.
Jeg tror ikke, at man kan finde et navn til sit barn, hvor man med sikkerhed kan sige: "Nu bliver han/hun i hvert fald ikke drillet!". Børn vil altid finde noget at drille hinanden med, og hvis det ikke er navnet, så er det nok noget andet.
Jeg har selv et navn, der først er ved at blive populært nu, og jeg har da også modtaget min del af drillerierne. Det jeg tror man kan gøre er at ruste sine børn til at være ligeglade med, hvad andre børn siger, og selv synes godt om sit eget navn, for det er jo det, mor og far har valgt lige netop til mig!
Held og lykke med navnejagten. Bare rolig - I finder et til sidst!
Karoline, 22 år
Jeg er en pige på 33 år, der venter mit første barn og synes, at man skal tænke sig godt og grundigt om, før man giver sit barn et usædvanligt navn. Man skal først og fremmest tænke på, at det er barnet, der skal bære navnet hele sit liv, og det kan være svært fra lille at hedde noget lidt specielt.
Mit eget navn var ikke godkendt, da jeg blev navngivet, og mange syntes, at det var et ret tosset navn dengang. Jeg blev drillet i nogle år. I dag er det måske ikke så specielt, da vi jo er blevet temmelig etniske her i landet. Bare tænk på, at det er barnet, der skal bære navnet og ikke jer selv. Det kan også blive for mærkeligt.
Selina, 33 år
Hvis man gerne vil være "navne-trendsetter", så skal man sikkert tænke i navne, der var på mode for cirka 60-70 år siden. De navne, der er rigtig hotte lige nu, var sidst på mode for 70-90 år siden.
Hvis den tendens fortsætter, så vil morgendagens modenavne være noget i stil med Kirsten, Hanne, Ingrid, Esther og Lise til piger og Erik, Jørgen, Ole, Niels og Svend til drenge.
Jeg er en pige på 26 år. Som mindre ville jeg bare hedde noget normalt, fordi da jeg var yngre, var der ikke særlig mange, der kendte mit fornavn, og det var nogle gange lidt irriterende, fordi folk ofte spurgte, om jeg var fra Danmark, hvad jeg er. Jeg skulle også næsten altid stave navnet, fordi de ikke kendte det. Og hvis de ikke spurgte, hvordan det skulle staves, stavede de for det meste forkert.
Men idag er jeg ret glad for det. Jeg har ofte gået i klasse eller arbejdet med folk, hvor der var flere, der hed det samme. De blev altid kaldt for deres efternavn eller deres fornavn med første bogstav af deres efternavn. Det har jeg altid været fri for, for jeg har altid været den eneste med mit navn. Når jeg selv skal have børn engang, vil jeg også vælge et navn, som ikke er typisk dansk.
Zenia
I dag synes jeg, at det er utrolig vigtigt at navngive sine børn med henblik på, at verden i dag bliver mindre og mindre.
Rejser, bosættelser og karrierer bliver mere og mere internationaliserede, og hvem ville ikke finde det en smule besværligt at begå sig i denne multietniske verden med et navn som Åse, Jørgen eller Sigurd?
Sagt med få ord: Husk at tilgodese alle aspekter af dit barns fremtid, før I navngiver, og kast jer så ud i jagten på det dejligste, sødeste og smukkeste navn, I kan finde.
Alle ting går så stærkt i dag, så dagens modenavn vil måske kun være modenavn i en meget kort periode. I næste måned eller til næste år vil det være skiftet ud med et nyt.
Jeg tror ikke, at risikoen for "at alle hedder det samme" vil være lige så stor i fremtiden, for idag er der utrolig mange, der gør meget ud af at "skabe identitet" og "være speciel", i modsætning til i gamle dage, hvor familienavnene altid gik i arv.
Nogle af mine egne favoritter er Jasmin, Silas og Celine.
Heidi, 25 år
Jeg har selv hele livet igennem måtte stave mit navn, fordi ingen kan finde ud af det. Derudover har jeg altid måtte finde mig i, at mit navn bliver udtalt forkert.
Jeg har altid været ked af at hedde noget, ingen kan finde ud af at stave eller udtale. Jeg synes, at et navn er meget personligt, og derfor har jeg lagt vægt på at vælge navne til mine drenge, som er almindeligt kendt.
Min mor og mormor har også meget specielle navne og har altid været kede af, at de blev stavet og udtalt forkert - hvorfor mon min mor valgte et anderledes navn til mig?
Jeg tror ikke, det er muligt at finde et navn, som man ikke kan "lave fis" med.
Da min far fik at vide, at min søn skulle hedde Oliver, sagde han: "Neeej, det kan du da ikke, så bliver han bare kaldt for Oliver Twist", hvortil jeg svarede, om han også blev kaldt for Peter Pedal i skolen.
Min pointe er, at uanset hvilket navn, man vælger til sit barn, kan man, hvis man vil, finde på noget at drille med, så lad være med at tænke på det og giv jeres barn det navn, I synes er det rigtige.
Tina, 22 år
Det vigtigste er at lære sit barn at være glad for sit navn. Da jeg var lille, ville jeg gerne have heddet noget helt specielt, noget som ingen andre hed. Men nu er jeg blevet glad for mit navn - for det er det jeg hedder!
Det kommer helt sikkert an på barnet selv, om det kan bære at hedde noget, der altid skal forklares eller staves.
Jeg har altid haft "ligesindede" omkring mig, hvilket for eksempel resulterede i, at jeg blev kaldt for Hanne (afledt af mit efternavn) i børnehaven. I skolen var der desuden også altid et par andre, der hed det samme.
Jeg vil ikke sige, at jeg har været led og ked af mit navn, men synes at et så almindeligt efternavn bør "peppes op" med et lidt mere ualmindeligt fornavn.
Da jeg var gravid, læste jeg den ene bog efter den anden om børns navne. Skrev side op og side ned og lavede nogle ret flotte kombinationer, hvis jeg selv skal sige det. Alligevel var det pludselig kun det ene fornavn, der passede til "lillepigen", da hun dukkede op. Hvad gør man så, når man vil have et ekstra navn til hende?
Det endte med at jeg i frustration tog fat i en avis og råbte alle de navne højt, jeg faldt over på vejen. Så blev det, at hun kom til at hedde Isabella Cecilie (og jeg har aldrig troet, at jeg skulle have et barn med navnet Cecilie). Men vi synes, at det er et smukt navn og har da også fået komplimenter sidenhen.
Så det er da fint at have nogle retningslinier, mens man stadig er gravid, meeeen... At bestemme helt inden man ser barnet, er ikke det bedste. Selvfølgelig kan man da have en forkærlighed for visse navne - som f.eks. Sigurd Ignatius - men hvis det nu mere er en Mads, der kommer ud. Se på barnet, og du vil kunne se hvilke navne, der klæder lige netop ham eller hende.
Desuden bør man lige spekulere i, hvor mange gange barnet eventuelt skal stave sit navn. Ikke fordi det er specielt, men af den simple grund, at der er utallige stavemåder. Der er jo f.eks. ikke kun Majbrit nu - der er rigtig mange måder at stave det på. Jeg ved selv, hvor irriterende det var at have et "specielt almindeligt" navn.
Fortvivl ikke. Der er jo lang tid til at finde ud af det i!
Christina, 23 år
Tænk hvis vi alle skulle hedde Louise og Brian! Jeg har selv hele 3 navne, og ja, jeg ville da hellere hedde noget mere prinsesse-agtigt som Daisy, da jeg var 4 år, men jeg er så glad for alle mine navne nu.
Som mange andre skriver, så kan man drille med alle navne, og helt ærligt så lær dog dit barn at sige fra. Det er jo ikke jordens undergang. Jeg hedder selv Sarah, og det er der mange variationer over; Sarah-Sahara, sorte Sarah, Sarah Bernhard...
Jeg sagde bare til folk, at de vel nok var opfindsomme, for den havde jeg aldrig hørt før, og så sagde de ikke mere.
Det er vel egentlig en smagssag, men jeg synes, at vi skal holde så mange navne i live, som vi kan, og ikke kun "internationale" navne. Hvor ville det være kedeligt.
Jeg kan godt lide klassiske navne, og da jeg fik en datter, var der ingen tvivl om, at hun skulle have et gammelt dansk navn. Og det skulle være et stærkt navn uden pop i.
Hun kom til at hedde Estrid opkaldt efter den Estrid, der levede i begyndelsen af år 1000, og som blev mor til kong Svend Estridsen. I Danmark er der ikke ret mange kvinder, der hedder Estrid. Det er også vigtigt, synes jeg.
Et navnevalg er sikkert påvirket af, hvad man selv hedder - det tror jeg, det er i mit tilfælde. Jeg hedder Margrethe og er glad for mit navn!
Da jeg var barn, var der ikke andre end mig, der hed Marie. Ingen jeg kendte i hvert fald. Hele mit liv er jeg ofte blevet kaldt Maria, som jo var et udpræget modenavn for 25 år siden og vel egentlig er det stadigvæk. I skolen kaldte lærerne mig Maria, og i dag er der flere kolleger, der også gør det på trods af, at jeg ofte retter dem - med et smil - og at jeg har været ansat der i 2 år.
Min datter hedder et gammelt navn, som også er et modenavn, men det passer nøjagtig til hende, og det er jo perfekt. Hendes navn er Sofie, og hun deler det da med flere i børnehaven, men det er ikke et navn, hun vil blive bedt om at stave. Nu venter vi en dreng, og han skal vidst nok hedde Villads, hvis det passer til ham.
Maria, 25 år
Da jeg i sin tid skulle navngives og døbes, var mine forældre trætte af altid at skulle skændes om navne, som de havde gjort med deres tre andre børn før mig. Det endte så med en kompromisløsning med de to navne, de kunne blive enige om, og jeg kom så til at hedde Birgitte Margrethe og så mit efternavn.
Mine forældre kaldte mig imidlertid aldrig andet end Birgitte, men da jeg så kom i skole, var der desværre en anden pige i klassen, som også hed Birgitte. For så at kende forskel på os begyndte både elever og lærere at kalde mig Birgitte Margrethe eller Birgitte M. Og dét brød jeg mig bestemt ikke om! Lige så såre jeg fyldte 18 år, tog jeg ned på kirkekontoret og fik Margrethe slettet fra min dåbsattest og kirkebogen for bestandigt.
Mit råd til vordende forældre er, at de skal tænke sig godt om, inden de giver deres barn et mellemnavn. Mit indtryk generelt er nemlig, at mellemnavne som oftest ender med at blive overflødige og dermed bliver en belastning for barnet, som det gjorde for mig.
Jeg har for så vidt ikke noget imod, at forældre vælger at kalde deres søn eller datter for Karl Kristian eller Marie Louise, men i så fald synes jeg bare, at man skal kalde barnet ved BEGGE navne og ikke kun det ene.
Som troende kristne og trofaste kirkegængere er min mand og jeg ofte til "glo-barnedåb" i vores lokale kirke, og det undrer os gang på gang, hvor mange navne nutidens børn får. Et dobbelt fornavn sammen med 3-4 efternavne er ikke ualmindeligt, og det synes jeg er for meget. Der må være en grænse!
Birgitte, 24 år
Jeg har altid været meget glad for mit navn Irene. Både fordi jeg synes, det ser pænt ud på skrift, og fordi det har en god betydning (fred), og sidst men ikke mindst fordi jeg aldrig har mødt ret mange, der hedder det, selvom det ikke er særligt specielt.
Indtil for ganske nylig havde jeg i mit 42-årige lange liv kun mødt 2 andre, der hed det samme som jeg. Men da jeg så for et par uger siden sad i lægens venteværelse, og det blev min tur, så var der 2 andre foruden mig, som rejste sig op. Det syntes vi alle tre var meget pudsigt, for de to andre havde heller aldrig mødt ret mange, der hed det. Vi havde endda næsten samme efternavn. Så det var lidt sjovt.
Min mand derimod har altid været MEGET ked af sit navn. Han synes, at det tangerer til børnemishandling at give et barn det navn, så han er sikker på, at hans forældre absolut ikke kunne lide ham, siden de kunne finde på at kalde ham det. Indtil for ca. 10 år siden havde han aldrig mødt andre, der havde SÅ umuligt og grimt et navn (ifølge ham selv). Han hedder Frederik.
Jeg har altid selv stræbt efter at finde navne til mine børn, som jeg kunne være sikker på, at der ikke ville være 5 andre i klassen, der hed, og som kunne udtales på næsten alle sprog, da verden jo bliver mindre og mindre. Så mine drenge hedder Stefan og Benjamin.
Jeg venter nu min tredie søn og synes, at det er utroligt svært at finde endnu et drengenavn, som er internationalt, men som ikke lige ligger på top 10 listen. Jeg håber lidt på, at han selv kan "fortælle", hvad han skal hedde, når vi ser ham.
Irene, 42 år
Jeg synes jo egentlig, at de fleste navne har sin berettigelse. Jeg synes, at man skal acceptere, at folk giver deres børn specielle navne.
Jeg er mor til 3 piger, og da de skulle navngives, kom min mand og jeg på opgave alle tre gange. Jeg foreslog Ellen, Esther, Ingrid, Sigrid, Kirsten og Eva, men det faldt bestemt ikke i god jord.
Det endte med lidt mere traditionelle modenavne, nemlig Nanna, Karoline og Sofie. Nu kan de tre solstråler selvfølgelig ikke hedde andet.
Mie, 29 år
Jeg synes, man bør give sine børn navne, de hurtigt kan lære at skrive selv, som ikke skal staves og ikke har underlige stavemåder. Vælg den nemmeste stavemåde og den mest brugte.
Sådan kommer man ikke til at give barnet unødige problemer. Som eksempel kan nævnes Alexander, som jeg har set blevet stavet Alexzander. Det er da så synd for drengen. Jeg synes ikke, man kan være det bekendt over for barnet.
Jeg er pædagog i en børnehave og synes ofte, at børnenes navne er stavet på en aparte måde. Mine egne to hedder Niels og Mette, og det er da helt klart affødt af mine jobmæssige erfaringer.
Marianne, 35 år
Lad være med at gøre jer så mange bekymringer, om navnet nu er et modenavn, eller om det er for "mærkeligt". Børn accepterer hinanden som de er - uden alle vi voksnes fordomme.
Personligt mener jeg, at man skal give sit barn et navn, der kan udtales og "genkendes" som et navn, og som man kan lide. Barnet vokser op i en anden verden, hvor navnet betyder noget andet, end det gør for vores generation.
Mit barn skal hedde noget, der er nemt at sige, nemt at genkende og som passer til ham.
Jeg har altid syntes, at mit eget navn var lidt for tøset - og er da også altid bare blevet kaldt Mai.
Sarah Mai
Der er heller ikke nogen som helst, der kan stave eller udtale mit navn, og jeg er også blevet drillet meget med det, da jeg var lille. Men alligevel har jeg altid været glad for mit navn, for jeg føler, at når mit navn er specielt, så er jeg også speciel!
Michela, 16 år
Jeg synes, det vigtigste må være, at forældrene kan lide navnet. Herhjemme er vi MEGET uenige. Jeg er for navne som Qvintus, Gabriel, Emmerence, Carla og Melika, og min kæreste synes Peter, Josefine og Magrethe. Vi er nået til den konklusion, at vores barn skal have 2 fornavne; et helt specielt til vores barn, som betyder noget i forhold til barnet, og så et navn som det kan stave tidligt, og et som andre kan udtale, og som barnet senere kan benytte sig af, hvis han/hun ikke kan lide sit unikke navn.
Jeg har hele mit liv rejst meget og boet i udlandet både med mine forældre som barn og alene som voksen. Nu bor jeg i Spanien og er gravid i 12. uge med min spanske kæreste.
Jeg har indtil nu ikke været i et eneste land (ud over måske de skandinaviske), hvor man har kunnet udtale mit navn (Mette) korrekt, ud fra hvordan det staves, og det har altid generet mig inderligt. I England blev det konsekvent til "Metta" - som affødte diverse jokes om, at "I met-her the other day" (hørt hundredevis af gange), og i Spanien kan udtalen ovenikøbet opfattes lidt frækt!
Da mine forældre gav mig navnet Mette, tænkte de selvfølgelig ikke på, at vi skulle rejse så meget. Men da jeg jo nu bor i udlandet, og verden i øvrigt bliver mindre og mindre, har jeg besluttet, at mine børn skal have navne, som udtales, som de skrives, og som i hvert fald eksisterer i de fleste af de lande, jeg kender til.
Mit umulige efternavn kan jeg intet gøre ved, men jeg kan i hvert fald give mine børn en chance for ikke konsekvent at skulle bortforklare deres navn fra første færd.
P.S. Jeg er meget taknemmelig for, at den norske kronprins giftede sig med METTE-Marit. Så kender man da i det mindste mit navn rundt omkring.
Mette, 34 år
Jeg mener, at de korteste og mest specielle navne er de bedste og smukkeste. Selv hedder jeg Fine og har det rigtig godt med det. Jeg ville hade at gå i klasse med 2 andre, som hed det samme navn som mig. Og det dejlige i at have et specielt navn er også, at man altid bliver husket. Selvfølgelig er der tit nogen, der siger: "Hvad?", når de hører mit navn. Nu er jeg kun 13 år, men når jeg engang skal have børn, bliver det klart et kort, sødt og specielt navn, som Alba eller Tea.
Fine, 13 år
Jeg synes, man skal vælge et navn, som man selv og ens partner synes om. Hvad andre synes, er underordnet. Selvfølgelig skal man også tænke frem i tiden.
Da jeg var lille, syntes jeg, mit navn var kedeligt og gammeldags, og folk troede altid, jeg hed Anne. Nu er jeg glad for det og kender ikke ret mange, der hedder det samme.
Når jeg forhåbentlig engang får et barn, skal det ikke have et "almindeligt" navn. Det må godt være lidt specielt. Og det skal kunne udtales på flere sprog.
Jeg vil ikke vælge navn på forhånd. Selvfølgelig har man udvalgt nogle, man kan lide. Jeg tror, jeg først finder det rigtige navn, når jeg ser barnet.
Anna, 24 år
Jeg synes, at det er vigtigt, at man vælger et navn med omtanke. Der er en masse ting, som skal tages op til overvejelse, når man vælger et navn. Man skal selvfølgelig selv synes om navnet, hvad andre synes er
underordnet. Men man skal også tænke på fremtiden, hvad kan bruges og for den sags skyld udtales om 50 år. Desuden lever vi i en globaliseret verden, og det er derfor vigtigt, at man vælger navne, som kan siges internationalt.
Jeg har selv et specielt navn, og da jeg var mindre, hadede jeg det som pesten. Jeg ville gerne hedde noget så sødt og almindelig som Mette. Nu irriterer det mig ikke spor, men til tider kan jeg godt få nok af, at folk aldrig kan stave hverken mit fornavn eller mellemnavn korrekt. Jeg er heldigvis aldrig nogensinde blevet drillet med mit navn, og jeg kender kun en eneste, der hedder det samme, men hun er mange år yngre end mig.
Eftersom jeg selv har et specielt navn, har jeg lært at holde af de lidt specielle navne, dog uden at overdrive det. Men jeg har heller ikke spor imod et godt gammeldags navn, dog ikke fra oldtiden.
Når jeg forhåbentlig engang får et barn, skal det ikke have et "almindeligt" navn. Det må godt være lidt specielt, dog så det kan udtales på flere forskellige sprog.
Men det vigtigste er, at man selv kan lide navnet, og at man selv mener, at det passer til barnet. Jeg tror, at når man ser barnet, så ved man helt præcist, hvad det skal hedde.
Nicoline, 17 år
Mit navn er Nadja med "j", og som barn oplevede jeg aldrig, at nogen hed det samme. Folk kunne aldrig stave det, og jeg kunne ikke få klistermærker, nøgleringe, krus osv. med mit navn på, som børn ofte gerne vil have. Jeg var dog glad for at hedde noget specielt, og min far, som er meget kreativ, lavede selv klistermærker med mit navn på til mig!
I dag kender jeg nu flere med "mit" navn, men dog staves det ofte anderledes. Når nye mennesker skal skrive mit navn, skriver de det som oftest med "i", hvilket jeg mener er totalt ulogisk, for det udtales jo med "j"! Jeg synes generelt, at navne skal staves, som de udtales.
Det skal lige tilføjes, at når min kæreste møder nye mennesker, f.eks. igennem arbejdet, og fortæller, hvad hans kæreste hedder, spørger de tit, om jeg er fra Danmark! Jeg er pæredansk, men navnet er også brugt af mange indvandrere. Oprindeligt er det jo et russisk navn.
Mine forældre valgte så at kalde min 7 år yngre lillesøster Camilla (de havde også haft navnet Kira oppe at vende), med det resultat, at der var 3 med samme navn i klassen og 1 i parallelklassen. Vi begyndte hurtigt at kalde hende Mille, og den dag i dag bliver hun aldrig kaldt andet. Mine forældre ville ønske, at de havde døbt hende det i stedet for.
Når min kæreste og jeg skal have børn, hvilket nok ikke varer så længe, har vi snakket om navnet Arthur til en dreng. Det hedder hans morfar, som han er vokset op hos, og jeg synes, der er noget smukt i et navn med en historie. Der er også noget stærkt over det navn. Til en pige er vi ret enige om Cilla - et smukt navn, som jeg har fra en bog, jeg engang læste. I det hele taget synes jeg, at pigenavne, som ender på a, er rigtig flotte. Det gør mange svenske pigenavne, og jeg kan også godt lide navnet Vanna.
Nadja, 23 år
Jeg er personligt sikker på, at hvis man er vokset op med et unikt eller meget specielt navn, så har man visse associationer til det. Man identificerer sig selv med det, idet et navn jo altid er en stor del af en selv. Derfor er der vel mange med unikke og specielle navne, der er fint tilfredse?
Jeg er selv dybt forelsket i mange af de helt specielle navne. Min kæreste og jeg venter vores første barn, og jeg ved, at der bliver tumult, når navnet skal findes (vi er begge enige om at vente, til barnet er født, med at beslutte noget - vi vil gerne møde barnet først).
Vi vil sikkert kunne blive enige om pigenavne som Liva, Ayo og Ea. Derudover har vi fundet et drengenavn, som vi er ret vilde med, men som vi er nødt til at få godkendt - Zeke. Det er amerikansk oprindelse.
Tina, 19 år
Jeg synes, det er vigtigt, at barnets navn er nemt at stave, kan forkortes på en god måde samt udtales på dansk, engelsk og spansk.
Min egen dreng hedder Benjamin, dvs. ingen problemer med stavningen, kan forkortes Ben, Benja etc., og udtalen er der ingen større ben i. Nu, hvor jeg venter nr. 2, er vi igang med at finde på navne, der har samme egenskaber.
Modenavne går jeg helst uden om, og nogle ellers pæne navne falder på de associationer, der er knyttet til navnene. Enten kender man en med det navn, som man ikke kan lide, eller man har/har haft et kæledyr med samme navn. Jeg tænker også på, om det er et navn, der passer både til et barn og en voksen.
Susanne, 34 år
Mit navn er Patricia, og det var der aldrig andre end mig, der hed, da jeg var barn. Det var lidt pinligt, og derfor kaldte alle mig mit kælenavn. Jeg insisterede selv på ikke at blive kaldt Patricia. Jeg har dog aldrig ønsket at ændre navn, for det var min far, der bestemte det, og begge mine forældre syntes, det var flot. Idag er jeg MEGET glad for mit navn, især fordi der er så få, der hedder det.
Patricia, 26 år
Folk burde tænke på, at det for deres børn er svært at stave deres navn i en tidlig alder. Jeg hedder Eva, og det var jeg ikke specielt glad for, da jeg var mindre, fordi det var så "gammeldags". Men jeg kunne stave det fra den første dag, jeg gik i skole. Nu har jeg fundet ud af, at det var min mormors mellemnavn, og jeg er meget glad for det. Jeg kender kun en anden, der hedder det, og det er en dame på over 50.
Eva, 15 år
Jeg synes ikke, man skal være bange for at give ens barn et specielt navn. Jeg har aldrig været ked af, at mine forældre gav mig et lidt anderledes navn + en masse efternavne (jeg har 5 i alt). Jeg ved i hvert fald, at mine børn også skal have lidt anderledes navne, så de ikke "falder ind i mængden" med de andre navne.
Jeg synes, at man bliver lidt mere "speciel" med et lidt anderledes navn. Desuden synes jeg også, at det er vigtigt, at navnet har en betydning. F.eks. hvis jeg får en datter, skal hun hedde Felicia, da det er et pænt navn, synes jeg, og så betyder det "den lykkelige".
Celina, 19 år
Jeg synes bestemt ikke, man skal være bange for at vælge et for specielt navn. Når der ikke er andre i børnehaven eller skolen, der hedder det samme som dig, synes jeg, det gør navnet mere personligt.
Selv har jeg aldrig mødt andre end min mormors nabo med det samme navn som mig, og det har jeg været mere end tilfreds med. Jeg kan ikke udstå de modenavne, som var på mode, da jeg var barn, som f.eks. Camilla. Det er måske, fordi jeg kender 8 mennesker med det navn, og det er ret besværligt at holde styr på.
Jeg tror dog ikke, man bør vælge navn, før man har mødt sin lille ny søn eller datter. Det er trods alt vigtigst, at navnet paser til barnet. Det vil da også være rart, hvis navnet passer til efternavnet, men hvis det fornavn, der er perfekt til guldklumpen, ikke passer til mit efternavn, er det bare ærgerligt.
Selvom jeg ikke mener, man skal vælge før efter fødslen, har jeg dog et par favoritter. Til piger: Gloria, Soya, Chili, Isabeau, Etienne, Jade, Nøk, Roisin og Anijla. Til drenge: Kaare, Theodor, Noah, Lauritz, Raneq, Joos, Esaias, Claes og Østen.
En blanding af gamle og meget nye navne med det til fælles, at de er smukke, specielle og ikke særlig "moderne".
Sally, 19 år
Mit navn er idag et modenavn, men var det absolut ikke, da jeg blev døbt, og vi var kun to på hele skolen, der hed det samme. Idag kan jeg til gengæld ikke gå nogen steder, uden jeg hører mit navn mindst et par gange.
Som barn var jeg glad for at have et navn, der ikke var andre, der hed, plus jeg er opkaldt efter min oldemor. Derfor skal mine børn have navne, som ikke er så almindelige, men de skal hedde noget, som kan bruges i udlandet. Det har jeg selv været glad for i de år, jeg har boet rundt omkring i Europa.
Julie, 26 år
Jeg hedder selv et meget specielt navn. Jeg er dog aldrig blevet drillet med det, men jeg har ALTID skulle stave det, og når nogen har spurgt, hvad jeg hedder, skal jeg gentage det mindst to gange. Det kan godt blive meget irriterende.
Jeg ville meget hellere have et almindeligt sødt navn, som alle vidste, hvordan staves og udtales. Jeg har altid drømt om f.eks. at have en veninde, der hed det samme som mig, men det sker nok aldrig.
Men jeg tror nu alligevel en eller anden dag, at jeg bliver glad for mit specielle navn. Men der går nok noget tid. Og jeg er meget sikker på, mine børn skal hedde noget mere almindeligt.
Tiana, 17 år
Da det igen er kommet mere på mode at finde "gamle" navne til vores børn, synes jeg ikke, der er noget galt i dem. Ikke hvis vi vælger dem som det 2. navn.
Selv er jeg ud af en familie med 2 navne. Jeg synes, det er utrolig dejligt at have 2 navne, da man altid selv kan bestemme, hvad man vil kaldes. Jeg hedder selv Jackie Ann, og min mor hedder Judith Merete. Jackie er et både smukt og underligt navn for mit vedkommende.
I folkeskolen kunne jeg ikke fordrage navnet Jackie. Bare tanken om det gjorde mig pinlig berørt. Men det var mine forældres ønske, at jeg bar netop dette navn, så det skulle der ikke laves om på. Derfor kaldte jeg mig bare selv for Jackie Ann. Det lød lidt mere "hipt".
Idag er jeg mere glad for mit navn, og synes netop ikke det er pinligt længere. Det er smukt at bære et anderledes navn. Jeg har selv en bedste veninde, som er gravid i 13. uge. Hun har altid sagt, hun ville kalde sit barn Jackie, hvis det blev en pige. Vi gik i 8. klasse sammen, og jeg kunne virkelig ikke forstå hende dengang. Men nu, da det er blevet mere virkeligt, ville jeg da ønske, hun fik en pige og gav hende MIT navn.
Selv kunne jeg aldrig drømme om at kalde mine børn helt almindelige navne som f.eks. Sofie, Kasper, Stine, Lasse Trine, Mikkel, Line osv. Man farer jo vild i børnehaven over så mange med samme navn.
Jeg har set mange navnebøger igennem, og har faktisk fundet en del, jeg aldrig ville tro fandtes. De er smukke, fordi de er andreledes. Den dag, jeg selv får børn, skal de fast besluttet kaldes Lucia Ingrid og Valentin Dan. Ganske simpelt efter dage vi fejrer, efter min afdøde farmor og efter min lillebror, jeg ikke ser. Jeg synes, det er et klogt valg at give vores børn 2 navne. Så kan de selv vælge, hvis de føler det nødvendigt.
Jackie Ann, 17 år
Da vi blev forældre i 2002, havde jeg valgt et drengenavn og min mand et pigenavn. Vi havde selvfølgelig vetoret mod forslagene. Da vores søn kom til verden, var det første jordemoderen sagde: "Det blev en Rasmus", og ja, det blev det. Navnet passede lige fra starten.
Navnet kan findes både i min mands og min familie. Selv om det står på diverse top-10 lister, var han den eneste Rasmus i vuggestuen, og nu er han den eneste i børnehaven. I vuggestuen var der til gengæld 2, der hed Valdemar.
Det vigtigste ved valg af navne er, at forældrene kan lide det. Man kan jo sige (hvis man skal svinge sig lidt op i de højere luftlag), at navnet er forældrenes første gave til barnet.
I øvrigt er det min mands tur til at stille forslag næste gang - min tur er jo brugt.
Jeg har i mange år heddet Janne Palmer, hvilket har været et helvede for mig. I folkeskolen blev jeg mobbet af rigtig mange i klassen - de byttede om på forbogstaverne, så jeg er ikke enig i, at det er voksne, der driller med ens navne.
Da jeg endelig fik taget mig sammen til det, skiftede jeg navn, og er i dag glad for det. Men jeg vil dog mene, at det er op til barnet, når det bliver gammelt nok, om han/hun vil have det navn, de nu engang er døbt, eller om de vil skifte det.
Cecilie, 24 år
Jeg er selv 27 år og hedder Birgitte, hvilket har været ganske forfærdeligt. Jeg er blevet mobbet SÅ meget med mit navn, at det slet ikke kan beskrives. Jeg har altid været den eneste på hele skolen, der hed det bortset fra, at der altid var en lærer med samme navn, hvilket bestemt ikke hjalp på drillerierne.
Så mit råd er: Giv jeres barn et populært navn. Selvfølgeligt kan barnet risikere at komme i klasse med en med samme navn, men hvad gør det? Når jeg tænker tilbage fra min klasse, hed de to populæreste piger det samme bare med et bogstav efter.
Tænk også over hvordan navnet udtales på engelsk. Det har vi tænkt meget over, for i dag kan man jo ikke regne med, at børnene bliver i Danmark, og så er det surt at hedde Birgitte, der udtales "børgit" på engelsk, eller man bare kommer til at hedde "Brigit", da de ikke kan udtale det.
Så PLEASE, tænk jer godt om. Jeres barn skal jo også have navnet, når det bliver teenager og voksen.
Birgitte, 27 år
Jeg synes, at børn skal have unikke navne, men de må heller ikke være meget mærkelige med z'er og q'er og sådan. Jeg hedder Sille, og jeg kan ikke fortælle jer hvor mange, der tror, jeg hedder Cecilie. De fleste staver også mit navn med C. Men det går nok.
Jeg er egentlig meget optaget af navne. Hvis jeg engang får en pige, skal hun hedde Maj eller Nathalie (udtales IKKE som Natalje), og hvis jeg får en dreng, skal han hedde Jonathan.
Sille
Til snakken om navne, der skal være specielle, fordi det skal passe til jeres barn, tror jeg, at det handler om en følelse af, at jeres barn er/bliver noget helt specielt, og derfor skal have et specielt navn. Til det vil jeg gerne lige komme med den kommentar, at navnet tit bliver specielt efter den, der hedder det, også selvom det er et meget almindeligt navn.
En af mine rigtigt gode veninder hedder Anne, hvilket jeg, før jeg lærte hende at kende, opfattede som et almindeligt og kedeligt navn. Men nu, efter jeg har lært hende at kende, opfatter jeg navnet som smukt, romantisk og specielt.
På et tidspunkt er det nok heller ikke specielt mere at have et specielt navn, så om I vælger et specielt eller et almindeligt navn, skal det nok blive og være helt specielt for jer, fordi lige netop jeres vidunder hedder sådan.
Lia, 21 år
Jeg er blevet døbt med to fornavne. Det første er et meget almindeligt navn, som jeg er blevet kaldt op gennem min skoletid. Det andet navn (Anastasia) er jeg først begyndt at bruge, efter jeg er blevet ældre.
Det kan godt give nogle problemer engang imellem, fordi folk tit tror, at jeg har valgt at kalde mig det efter popsangeren Anastacia og kommer med nedsættende bemærkninger. Men hvis jeg havde lyst, kunne jeg jo så kalde mig mit almindelige navn og undgå sådanne problemer.
Men jeg elsker mit navn Anastasia, fordi min mor har valgt det specielt til mig ud fra en historie om den russiske prinsesse, der forsvandt. Jeg har også haft mange venner, der med stolthed har sagt, at de er opkaldt efter deres oldemor, oldefar eller en anden person måske fra en film eller andet.
Så jeg synes personligt, at det er en god idé at give et navn med en historie bag i stedet for, at barnet jo bare skulle hedde et eller andet, og så lød f.eks. Mette meget sødt.
Jeg vil gerne opkalde mit barn Dina (efter "Dinas bog") eller min søn Rui (efter en speciel ven, jeg har haft). Men der er lang tid til, og måske det bliver noget helt andet.
Anastasia, 20 år
Da jeg var yngre, syntes jeg, at mit mellemnavn stank. Ingen kunne finde ud af at stave det - det er to(!) bogstaver - så der hed jeg ikke andet end Christina.
Men en dag, lige inden jeg skulle konfirmeres, syntes jeg faktisk, det var meget fedt med et mellemnavn. Og fra da af har jeg som oftest præsenteret mig selv som Christina Jo.
Fordi der er mange Christina'er i min årgang, men også fordi Jo efterhånden er blevet mit kælenavn. Så meget, at en tidligere fransklærer på gymnasiet engang gik op på kontoret og brokkede sig over eksamenslisten. Han havde ikke nogen Christina på sit hold!
Men jeg er stadig mere Christina, end jeg er Jo. Jo er et kælenavn, som oftest bruges af venner og studiekammerater. Som én sagde: "Du minder mig mere om en Jo end en Christina". Så på den måde har jeg været meget glad for mine to navne.
Min familie og nærmeste venner kalder mig Christina, men når min far skriver til mig, står der Christina Jo. Min lillebror har også et dobbeltnavn, Christopher Ingeman, hvilket han også skulle vænne sig til, men nu er han i samme situation, som jeg er med Jo.
Jeg tror, moralen er, at hvis man synes barnet skal have et dobbeltnavn, så gør det. Netop fordi man så har valgmuligheden. Og så er det jo meget fedt med et mellemnavn, som kan opveje det mere traditionelle fornavn.
Hvis jeg selv får børn en dag, vil jeg gerne have en Carla Marie - opkaldt efter kærestens mormor samt min egen - og en Christopher efter min store lillebror.
Christina Jo, 24 år
Vi har valgt at kalde vores søn Magnus. Det var ellers meningen, at vores søn skulle hedde Markus. Men da jeg lå på fødegagen, kom jeg i tvivl, og vi fik en bog med navnenes betydning. Magnus betyder "stor", og efter at have født ham, ja så var der ingen tvivl om, at det lige var navnet til ham.
I øvrigt er jeg 1,84 meter høj, og jeg tror, at han bliver en stor flot fyr, så jeg tror navnet passer rigtig godt. Jeg synes, det er sjovt at vælge et navn med en betydning.
Kristine, 27 år
Jeg har altid været træt af mit "lange" navn Nanna-Silje. Venner og familie kaldte mig bare Nanna, men af lærere og andre var det med hele navnet.
I dag har jeg selv tre drenge og en pige, og da de skulle have navne, tænkte vi ikke på, om det var et modenavn eller mere ualmindeligt. Først fik vi Fabian, og det er meget ofte blevet kommenteret som "man kan da ikke kalde en dreng for Fabian, det er da en hund".
Så fik vi en pige 2 år senere, der i dag er 10 år og bærer navnet Jennifer til fornavn og Sofie til mellemnavn. Jeg synes, Jennifer er et rigtig smukt navn, og vores datter er også meget glad for navnet.
5 år senere kom så tvillingerne, som kom til at hedde Oliver og Sebastian, hvilket jo er modenavne. Jeg synes, det er lige meget, om navnene er "normale" eller specielle, bare man synes det er pænt og passer til netop dét barn.
Nanna-Silje, 31 år
Da jeg var mindre, var jeg ked af, at jeg ikke kunne deltage i påskeløjerne med at sende gækkebreve. Jeg har 8 bogstaver i mit fornavn, hvor alle mine fætre og kusiner har 4-6, så det var stensikkert, at bedsteforældrene kunne gætte, at det var fra mig.
Samtidig har jeg to efternavne med hver 8 bogstaver, så det kan aldrig være der, når jeg skal udfylde papirer med felter. Mit barn skal hedde noget kort for at kompensere for de lange efternavne.
Jeg mener, at nogle børn ville have nytte af, at deres forældre tænkte sig om en ekstra gang, før de navngav deres børn ud fra, hvor specielt eller spændende navnet klinger.
Man må i et individualistisk samfund stadig have for øje, at den gode smag er "nogens" ment på den måde, at forældre kan risikere at stemple deres barn, da visse navnekombinationer tilhører lavere sociale klasser.
Dermed reduceres barnets generelle muligheder i samfundet. Dem, der har magten til at definere, tager bedre imod en Lise Jensen end end Stefanie Jensen eller Zenia Jensen.
Merete, 30 år
Vi har en dreng og en pige. De hedder Ludvig og Dagmar. Vi har valgt navne, der er internationale, med stærke konsonanter, der ikke bliver kvalt af dansk mumlen, som kun kan staves på én måde, ikke optræder på top 100 listen, men alligevel er velkendte. Desuden har vi valgt, at de kun skal have ét fornavn og efternavn, som skal passe sammen, og at deres navne skal passe til hinanden som søskende. Vores råd er at skrive alle de faktorer op, der er vigtige for begge kommende forældre, og så ellers folde ørerne ud, lidt som når man søger bolig eller job. Der er navne alle vegne.
08-04-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2020