Skrevet af Kim
Fostervandet gik på terminsdagen sidst i september 2000, og da barnet ikke havde sat sig fast i bækkenet, blev min kone kørt i ambulance til Roskilde Amtssygehus.
Det store øjeblik, som vi havde glædet os til, var kommet. Den førstefødte, ønskebarnet, var nu på vej.
Vi stolede fuldt og fast på det danske sundhedssystem og drog derfor forventningsfulde af sted, da vi mente, at i vore dage var det ikke en sygdom at være gravid og føde børn. Vi havde slet ikke luret, at der kunne blive modgang.
Jeg vil gerne her fortælle om forløbet, hvor jeg den ene gang efter den anden troede, jeg var havnet på en anden planet.
Alle de gange min kone har talt om sit smalle bækken, har vores konsultationsjordemoder taget vores bekymring som en banalitet og sagt: "Høje piger føder nemt".
Det startede med, at den plan vi havde lagt vedrørende fødemåde sammen med vores konsultationsjordemoder, fuldstændig blev jordet af en af hendes kollegaer, som absolut ville tvinge min kone i et ganske almindeligt fast badekar (som findes i et privat hjem), samtidig med hun sagde: "Ja, I bestemmer jo selv, men jeg kan godt sige jer, at fødslen bliver længere og gør mere ondt". Jordemoderen havde slet ikke konfereret med sine kollegaer.
Langt om længe får min kone epiduralbedøvelsen (en teknik, hvor man bedøver via rygmarven). Narkoselægen lægger epiduralblokaden forkert, og min kone bliver følelsesløs i det højre ben. Derfor drejer narkoselægen nålen rundt, medens den ligger inde i ryggen, hvorpå benet bliver helt lamt. Jeg må under hele fødslen bære min kones lamme ben, så det ikke falder ned.
Samtidig med, at min kone får presseveer, kommer den tredje jordemor, som er vores konsultationsjordemoder. Hun lukker ned for bedøvelsen og giver fuldt vedrop. Vi pressede, men lige meget hjalp det. I baggrunden hører vi, at der bliver hvisket: "Barnet er længe om at komme ned i bækkenet".
Min kone får uudholdelige smerter i bækkenet og ligger der med et lamt ben, som jeg holder på plads, og derfor tigger vi ustandselig om et kejsersnit. Jordemoderen skruer op for vedroppet, samtidig med hun siger: "Nu har du selv bragt dig i denne situation, så der er ingen vej tilbage". Jordemoderen havde ellers fortalt, at vi ville få en meget stor baby.
Nu tager vedroppet over, og de enorme kræfter der er presser med stor smerte vores barn ud, der vejer 3.520 gram. Det viser sig, at moderkagen var defekt, og jordemoderen fortalte os at "Gud havde holdt hånden over os", fordi hvis vandet ikke var gået og skulle prikkes, ville det have endt helt galt.
Da vi føder sent om aftenen, bliver jeg smidt hjem, da min kone og baby bliver kørt på barselsgangen. Da jeg kommer igen næste dag, er min kone meget dårlig, men lægen fra reumatologisk afdeling konkluderer, at hun bare skal op at gå. Lægen fra fødselsafdelingen siger overlegent til min kone: "Du vil vel gerne blive rask, så det er bare om at komme ud af sengen". Selvom enhver kan se, at min kone ikke kan støtte på det lamme ben. Jeg må bære hende på toilettet.
Der går en uge på denne måde, inden der bliver taget et røntgenbillede. Indtil da har vi måtte passe os selv. Ingen tager os alvorligt. Røntgenbilledet viser diagnosen, at ved fødslen har min kone fået bækkenbrud, fordi jordemoderen ikke kunne vente den tid, det nu engang tager en kvinde at føde. En kvindelig læge fortæller da også, at næste gang min kone skal føde, skal det være ved kejsersnit, og det burde det også have været denne gang.
Efter en hel uge i et smertehelvede får min kone endelig smertelindring, men personalet kan desværre ikke finde ud af at dosere morfin og ketogan, så min kone får en blodprop og må have ilt mod kulilteforgiftning og blodfortyndende medicin samt mavesårsmedicin, da de også har formået at give min kone et mavesår.
De piller, der her er tale om er Pinex, Ibufen, Voltaren, Marevan, Innohep, Contalgin, Gabapentin, Dostinex, Dolol, Ketogan, Vioxx, Amoxicillin, Metronidazol, Morfin, Oxycontin, Oxynorm, Inex, Apozepam, Pentrexyl, Mexamycin, Methergin, Zinacef og Pantoloc. 23 forskellige præparater på 14 dage!!!
Det foruroligede mig meget at observere, at der blev givet Marevan og Voltaren samtidig, og at min kone selv skulle sørge for at tage sine rationer. Først efter 14 dage bliver der udarbejdet et medicinkort, på min opfordring, samt pillerne bliver arrangeret i en medicinæske. Indtil da har de ligget og rodet rundt i små poser, hvor skriften var udvisket.
Samtidig stiger min kones temperatur drastisk, og personalet kan ikke finde den antibiotika, der kan slå feberen ned, fordi det er barselsfeber hun har fået. En sygeplejerske gjorde også klart, at det var det, kvinder døde af for 100 år siden, inden penicillinen blev opfundet.
Det første, der ellers skete på barselsgangen, lige efter at min kone havde født, var et længere foredrag om, hvordan vi skulle spritte toilettet af efter brug, men tonen blev straks en anden, når plejepersonalet selv skulle gøre det. Min kone måtte flere gange bede dem om at gøre det, selvom toilettet var indsmurt i blod, fordi den forrige mor åbenbart også havde været for dårlig til at spritte af efter sig. Plejepersonalet ved åbenbart godt, hvad ordentlig hygiejne er, bare det er andre end dem selv, der skal udføre det.
Vores baby havde desuden fået svamp i munden, fordi almindelig renlighed også mangler totalt i forbindelse med sutter og sutteflasker. Årsagen til svamp kan være mange, her er det formentlig, fordi en sygeplejerske havde den vane at sætte ringen på sutten imellem tænderne, når hun manglede den tredje hånd. Vores baby måtte have trøskesaft i hele 6 uger.
Fysioterapeuterne havde informeret os om, hvordan man ikke skal bevæge sig med et bækkenbrud. At toilet besøg skal foregå i sengen på et bækken med ensartede løft fra begge sider. Men det tværfaglige samarbejde manglede totalt, og barselsgangens plejepersonale ville ikke hjælpe min kone på bækken. Min kone måtte flere gange vente op til 6 timer for at komme på bækken.
Personalet var tydeligt irriteret, når de skulle hjælpe og løfte.
Resultatet blev, at min kone de fleste gange blev hevet ud af sengen til en kørestol, når hun skulle på toilettet. Hun kunne kun komme ud af sengen til den ene side, derfor er bækkenet vokset skævt sammen, og det bevirker, at det ene ben nu er længere end det andet.
Undskyldninger var der nok af, jeg vil her nævne nogle få: Fem personaler har hold i ryggen, en har fibersprængning i låret, en er gravid i 10. uge, og en har fri om 5 minutter, lover at sende en anden, der aldrig kom.
Vi kan se ud af sygeplejerskernes kardex, at min kone var en yderst medgørlig kunde, men jeg er overrasket og meget indigneret over, at jeg som far er nævnt lige så ofte som vores baby. De skriver f.eks.: "På tredje dagen: Husbond er tilbudt at overnatte men ønsker at tage hjem til husdyrene. På syvende dagen: Husbond er rystet over alt det, der støder til hans kone, synes snart ikke, at han kan klare mere, maven gør knuder, og stressniveauet er lidt for højt, starter arbejde på mandag igen, hvilket han ser frem til for at blive afledt lidt, har fået aftensmad i afdelingen". Hvad ligner det at lave lommepsykologi på mig, når min kone ligger der og er så syg.
Selvbestemmelsesretten blev fuldstændig tilsidesat, og min kone kom flere gange i krænkende situationer, som da en sygeplejerske efter et toiletbesøg kørte en promenadetur med hende på gangen, selvom hun højlydt jamrede sig på grund af de stærke smerter hun havde, når hun sad op. Det var en meget nedværdigende situation at blive udstillet i al sin elendighed, kun iført hospitalets underbukser med et kæmpe bind, undertrøje med babygylp og fedtet hår. Sygeplejersken begrundede køreturen med, at min kone skulle have adspredelse.
Det endte da også med, at oveni katastrofen med bækkenbruddet fik min kone en diskusprolaps på grund af den forkerte pleje. Min kone fik ikke en seng at ligge i, der er beregnet til en rygpatient, og hun fik heller ingen firkantede puder/psoapuder under benene, ej heller et hoftebækken. Vi har senere erfaret, at rygpatienter skal have disse hjælpemidler straks, når diagnosen foreligger. Dette viser tydelige tegn på manglende omhu og samvittighed. Samt da hun var på Glostrup til lungescanning, blev hun transporteret på en hård båreambulance, hvor hun burde have haft en sengeambulance.
Først 14 dage efter fødslen viser jordemoderen sig. Hendes første kommentar, da hun træder ind på stuen, er: "Uha, hvor er jeg træt, det har været en travl dag på fødegangen". At min kone er meget dårlig og ligger med ilt, registrerer hun ikke. Hun fastholder stadig, at det var en normal fødsel. Tænk at en ældre jordemoder overhovedet ikke er berørt af situationen og viser lidt menneskelig omsorg.
Det var ikke kun min kone, der blev pint og plaget. Vores baby blev nødt til at få flaske, og konsekvent er der for lidt i flasken, men plejepersonalet vil hellere bruge tre flasker på et måltid. Det bevirker, at vores baby skriger af sult, når vi venter på, at næste flaske skal varmes. Vi beder om at få et måltid i én flaske men bliver mødt med svaret: "Vi vil hellere gå flere gange, da det er meget dyrt at smide ud".
Det underlige var, at min kones mad kunne de ellers godt smide ud hver gang, da hun altid fik morfin lige inden spisetid med det resultat, at hun var sovet hen, når der blev serveret mad og derfor aldrig fik noget at spise. Der blev derfor sat en diætist på sagen, fordi min kones blodprocent var alarmerende lav. Hun fik senere i forløbet tilbudt en blodtransfusion. Behandlingsforløbet på RAS var på ingen måde tilrettelagt, intet gik på automatik.
Min kone blev konsulteret af i alt 24 forskellige læger, på de 3 uger hun var indlagt på RAS. De havde alle forskellige meninger om sagen, som de hver især straks informerede os om. Trusler var der nok af, at vores 14 dage gamle spædbarn nok ikke kunne overflyttes sammen med sin mor til Rigshospitalet. Barselsgangen skulle nok tage sig af vores baby. Det frie sygehusvalg eksisterer ikke uden kamp.
Ved min kones tilsyn af læge fra neurologisk afdeling blev der lagt den plan, at når min kone blev feberfri, skulle hun overflyttes til Rigshospitalet. Da jeg tog hjem om aftenen, regnede jeg med, at mit næste besøg skulle foregå på Rigshospitalet.
Den næste morgen ringede min kone grædende til mig på arbejdspladsen, at her kl. 9.00 ville hun blive kørt til Køge. Overlægen fra obstetrisk afdeling ville smugle min syge kone og baby til Køge, selvom vi havde fået tilsagn om Rigshospitalet.
Jeg skyndte mig straks til RAS og nåede heldigvis at komme i tide.
Min kone og jeg ville derfor gerne samtale med overlægen fra obstetrisk afdeling omkring dette brud på vores aftale. Han kunne ikke afse tid til at komme op på enestuen, hvor min kone lå. Mødet kunne kun foregå på overlægens kontor, så min kone kunne selvsagt ikke deltage, da hun var sengeliggende. Hans begrundelse var, at Roskilde Amt ikke ville ofre de 100.000 kroner (efter hans udsagn), som det kostede at komme til et andet amt.
Overlægen fra obstetrisk afdeling fortalte mig, at jeg skulle være taknemmelig, fordi han tog sig tid til at tale med mig, da sygehusvæsenets procedure er, at ægtefællen skal have skriftlig fuldmagt.
Min kone og jeg formulerede straks en skriftlig fuldmagt. Den resulterede i, at overlægen næste dag opsøgte min kone, hvor han kynisk udtalte: "Jeg er meget sur på dig". Omgangstonen på barselsafsnittet var præget af bagtalelse, og der blev sat spørgsmålstegn ved nogle lægers kompetence. Dette bevirkede selvfølgelig, at vores ellers store tillid til sygehusvæsenet blev svækket, og vi blev bange og agtpågivende.
En anden kedelig episode var omkring tavshedspligten. Lægen holder stuegang i besøgstiden kl. 15.00. Det banker på døren, og tre af min kones kollegaer viser sig i døren. Da de ser lægen, bakker de straks ud, men lægen bød dem velkommen med åbne arme, og de tog plads langs sengen. Lægen fortsatte så den meget personlige stuegang, men nu med tilskuere på.
Efter en uges tovtrækkeri omkring det frie sygehusvalg, bevilges min kone indlæggelse på Rigshospitalets rygcenter.
RAS personale var så smålige. Vores 3 uger gamle baby kunne bl.a. ikke få sin krybbe med. Og da Rigshospitalet ikke havde nogen magen til, måtte vores lille baby ligge i en stor juniorseng, hvor der ikke var den vante tryghed.
At komme på Rigshospitalet var som at komme i Paradis. På Rigshospitalet fungerede det, som man forventer på et hospital. Der var omsorg og pleje, og nu fik min kone børstet tænder og anden personlig hygiejne. Min kones tilstand blev tydelig bedre både psykisk og fysisk.
Efter opholdet på Rigshospitalet blev min kone overflyttet til Køges ortopædkirurgisk afdeling til genoptræning. Vi mærkede desværre straks, at vi var tilbage hos plejepersonalet i Roskilde Amts sygehusvæsen. Jeg vil gerne her nævne nogle eksempler på, hvad vi mener.
Min kone var nået til det punkt, at hun nu kunne benytte en bækkenstol, men hun skulle have hjælp til at komme ud af sengen. Men selvom en sygeplejerske stod 30 cm fra min kones hjemmesko, fik min kone besked om, at bruge tangen. Det var samme tang, min kone skulle bruge til tingene på natbordet. Tænk engang, at en sygeplejerske var så gemen, at hun ikke lige kunne skubbe til skoene med sin ene fod, da min kone havde brugt alle sine kræfter på at komme op at sidde.
Her var det også galt med hygiejnen. Da vores baby havde haft den samme sparkedragt på i 3 dage, bad vi om at få en ren. Der var desværre ikke flere rene, og derfor fandt en personale en beskidt sparkedragt frem, der havde ligget i afdelingens fælles snavstøjspose, og min kone fik besked om, at hun skulle vaske den i håndvasken med håndsæbe.
På RASK var der heller intet, der gik på automatik eller var tilrettelagt i forvejen. Så som den aften kl. 19.00, da en sygeplejerske kom ind sagde til mig: "Hvis jeres baby skal have mad resten af natten, må du tage på apoteket og købe det. Vi har ikke mere mælkeerstatning". Min kone kunne ikke amme på grund af den megen medicin, hun stadig fik.
Hvis kejsersnit var en ret, så ville vi have undgået 6 ugers hospitalsophold. Derudover ville vi have undgået den oplevelse, at vores mening er uden betydning ved vores eget barns fødsel.
Opholdet på RAS, der skulle have været en positiv oplevelse, blev til vores store forbavselse til et både psykisk og fysisk overgreb på vores lille familie.
Den første tid med vores baby, at blive mor og far til et lille nyt menneske er jo en helt enestående begivenhed, som vi er gået glip af, fordi alt kom til at dreje sig om de helt basale ting og kampen om at overleve, samt at min kones barselsorlov nu bliver brugt på, at hun får sin førlighed igen.
Det er uforståeligt, at en amtspolitikker ikke er det ringeste beskæmmet over den udvikling, der er for masser af patienter på sygehusene. Formændene for sygehusudvalgene i amterne burde leve op til deres politikkerjob og være en samvittighedsfuld arbejdsgiver.
At der på det tidspunkt, hvor min kone fødte, var sammenlægning af Køge og RAS fødeafsnit, er ingen undskyldning for den manglende pleje, min kone fik. Der findes ingen undskyldning. De er de professionelle, og det er det ansatte personale, der på patienternes vegne ved, hvor galt det står til med stress, stort arbejdspres og dårlig planlægning.
Vi har selvfølgelig gjort vrøvl over behandlingen, og cheflægen på RAS har indbudt os til en samtale på sygehuset. I telefonen sagde han: "Vi ser jo gerne, at I klager til Patientklagenævnet, men jeg kan godt sige, at her i denne sag er der ikke sket nogen fejl". Selvom min kone de første 3 måneder stadig havde ulidelige smerter og var så handicappet, at hun ikke kunne bære rundt på vores barn, fordi hun var nødt til at bruge rollator og krykker.
Nu hvor der er gået 17 måneder, kan min kone stadigvæk ikke sove på siden. Hun sover dårligt på grund af de store smerter, og derfor har vi lånt en elevatorseng med klodser under og en toiletforhøjer. Min kone kan desværre ikke klare sig uden disse hjælpemidler.
Vores hjem har været min kones fængsel. Da vores baby var 5 måneder, havde hun endnu ikke haft den glæde selv at kunne komme ud og promenere med vores førstefødte i den nye barnevogn.
Heldigvis har der været det lyspunkt, at min kone har nogle super gode kollegaer, som har fortyndet hendes frustrationer ved at lytte, lytte og lytte. Min kone har måtte forlænge sin barselsorlov, samt måtte søge om nedsat tid det næste år.
Tænk på alt det min kone er gået glip af; først efter 4 måneder kunne min kone løfte vores baby. De første 4 måneder måtte hun transportere vores baby inde i vores hjem på en autostol fastspændt på rollatoren og de efterfølgende måneder i klapvogn. Det var mig, der det første halve år måtte stå for badningen. Alt babytøjet har andre købt, hun er blevet snydt for den glæde at kigge på og købe babytøj. Min kone kan ikke sidde på gulvet (på grund af smerter) og lege med vores 1½ år gamle barn.
Derudover er der mange andre ting; hun har ikke noget behageligt forhold til en jordemoder og kan ikke tænke tilbage på det store øjeblik, det er at få et barn som noget storslået og behageligt. Hun har ikke kunne deltage i det fællesskab, som en mødregruppe ville give. Ej heller komme i form efter fødslen (maveøvelser). Den dag i dag 17 måneder efter kan hun ikke gå langt, løbe eller cykle.
Jeg startede med at sige, at jeg ikke mente, at det at føde er en sygdom, men i vores tilfælde er det blevet det. Plus en økonomisk belastning, da vi selv skal betale alt, der har med genoptræning at gøre.
Når vi endelig har brug for sundhedssystemet, som vi betaler til hver dag i form af skat, kan det ikke være rigtigt, at vi skal krybe, tigge og bede på vores grædende knæ om fair play fra sygehusvæsenets side.
I vores tilfælde er det endog systemet selv, der har været skyld i, at en førhen helt rask kvinde her på 17. måned stadig skal have medicin for sine kroniske smerter. Samt at min kone nu står på venteliste til en stor operation på Rigshospitalet, hvor bækkenet skal brækkes op og samles korrekt med søm og skruer.
15-04-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025